Igennem længere tid har det undret mig.
For hvorfor i alverden sættes Erling Haaland i forbindelse med et skifte til FC Barcelona, når nu klubben har en gæld på omkring ti milliarder kroner og måtte slippe Lionel Messi på fri transfer i august, fordi man ikke kunne få godkendt argentinerens ny kontrakt?
Problemerne og de mulige forklaringer på koblingen mellem den unge nordmand og den spanske storklub har jeg skrevet om i denne blog.
Og tankerne omkring FC Barcelonas dårlige økonomi og de mærkelige Haaland-rygter sendte mig i retning at skrive denne analyse.
For hvorfor ikke lave en guide til, hvem der rent faktisk har penge til at købe spillere, og hvordan økonomien er i verdens største og stærkeste klubber, i stedet for at vi skal gå rundt i en døs og tro, at FC Barcelona har noget som helst at skulle have sagt, hvis Premier League-klubber kommer på banen?
Som sagt så gjort – her er en opridsning af økonomien i Europas største klubber, hvor jeg begynder med at forklare, hvor meget FC Barcelona er på spanden.
FC Barcelona
FC Barcelonas økonomi er et sort hul, og hvis man var en restaurantkæde, lukkede man i morgen.
Men FC Barcelona er FC Barcelona, og derfor skal præsident Joan Laporta nok få lukket hullet fra fortiden med nye milliardlån til projekt Espai Barca, mens det bliver interessant at se, hvordan han helt præcist har tænkt sig at få forbrugslånene på cirka 10 milliarder kroner ud af verden.
Det bliver nok långiveren eller en af de andre kapitalfonde, der byder sig til i finansieringen af Espai Barca, der giver Barcelona likviditet mod en stor del af fremtidens indtægter.
Men på kort sigt har Barcelona ikke råd til noget som helst, uanset om Mino Raiola forsøger at puste til interessen for Erling Haaland ved at flyve til byen i ny og næ.
Styrke: 1
Sundhed: 0
Dyreste spiller nogensinde: Philippe Coutinho, én milliarder kroner i 2018
(Karakterskalaen er nul til seks bolde)
Real Madrid
Ligesom i Barcelona skylder man også milliarder væk, men gælden er trods alt mindre, og den er gået til det storstilede byggeri på og omkring Estadio Bernabeu, ikke på kviklån og quick fixes på transfermarkedet.
Derfor er Real Madrid i en position, hvor man sagtens kan hente Kylian Mbappé på fri transfer til sommer, og hvor fremtiden økonomisk ser rimelig lys ud, selvom det bliver svært at følge med de fire-fem største i Premier League.
Styrke: 5
Sundhed: 4
Dyreste spiller nogensinde: Eden Hazard, 860 millioner kroner i 2019
Atlético Madrid
Atleti hopper ikke længere fra tue til tue som for ti år siden, men man kæmper meget hårdt for at følge bare nogenlunde med de andre storklubber, hvilket forklarer, at klubben var blind makker i Super League.
At Atlético Madrid har været med i nogle af de største handler i verden de seneste fem-ti år betyder ikke, at man også er en af de rigeste, snarere at man ligesom klubberne i Portugal og Borussia Dortmund går med til aftaler på betingelser, de stærkere klubber ikke vil acceptere.
Styrke: 4
Sundhed: 3
Dyreste spiller nogensinde: João Felix, 950 millioner kroner i 2019
Sevilla
Den sydspanske klub har klaret sig flot mod overmagten i Madrid og Barcelona de seneste 15 år, men ligesom for Atlético Madrid er det ikke nødvendigvis billigt at være i skyggen af Real Madrid og FC Barcelona.
Sevilla er over tid dygtig til at finde spillere af Champions League-kaliber til Europa League-priser, og det skal man blive ved med.
Styrke: 2
Sundhed: 2
Dyreste spiller nogensinde: Rony Lopes, 185 millioner kroner i 2019
Inter
Inter brugte mange penge i sommer, men man solgte for endnu mere, og man skal ikke undervurdere, hvor alvorlige økonomiske problemer ejeren Suning er i.
Inter bliver solgt til en ny ejer i løbet af et år eller to, muligvis en af de amerikanske investorgrupper, der sværmer om klubben, og så har vi en ny situation.
Indtil da skal klubben bare holdes oven vande og skal primært handle, når spillere sælges dyrt i løbet af 2022 og 2023.
Styrke: 3
Sundhed: 1
Dyreste spiller nogensinde: Romelu Lukaku, 550 millioner kroner i 2019
Juventus
Juventus har det på papiret nogenlunde ok, men under overfladen er der virkelig problemer.
Klubben er under efterforskning for at snyde med prissætningen i transfers for at sminke regnskaber, og der vi taler om et niveau, hvor politiet simpelthen har aflyttet telefoner for at afsløre traditionsklubbens ledelse.
Det er grumme løjer, og det kaster et grimt skær over klubbens økonomi, selvom man stadig er markedsførende i Italien og en force i Europa, når der en dag er kommet styr på udfaldet af den alvorlige efterforskning.
Klubben har netop gennemført en kapitaludvidelse på 2,5 milliarder kroner, men spørgsmålet er, om det bare er kontanter til en masse nye spillerkøb, eller om der kommer nogle gamle og ekstremt store regninger, der snart skal betales.
Styrke: 5
Sundhed: 2
Dyreste spiller nogensinde: Cristiano Ronaldo, 870 millioner kroner i 2018
AC Milan
AC Milan er bestemt ikke på fattiggården, men vi venter nok stadig på, at den rigtige ejer dukker op og tager over fra kapitalfonden Elliott Management, der overtog klubben i en halvfjendtlig overtagelse via et pebret lån, den kinesiske eks-ejer ikke kunne betale.
Indtil den dag vil Milan nok overvejende hente yngre spillere, der enten kan sælges med profit eller holde klubben konkurrencedygtig i Serie A-toppen, og så venter den virkelige retur til Europas top nok først den dag, den ny ejer er på plads.
Styrke: 3
Sundhed: 2
Dyreste spiller nogensinde: Leonardo Bonucci, 315 millioner kroner i 2017
AS Roma
Den amerikanske ejer Daniel Friedkin har sådan set penge nok til at gøre Roma til en force, og de penge er nok nødvendige i stedet for det nuværende forsøg på at vil en videresælgende klub, der ikke helt lykkes, heller ikke med José Mourinho som cheftræner.
I sin nuværende udformning kommer Roma ikke til at gøre mere end at stikke snuden frem en enkelt sæson.
Styrke: 2
Sundhed: 3
Dyreste spiller nogensinde: Patrik Schick, 315 millioner kroner i 2018
Paris Saint-Germain
Qatar konkurrerer med naboerne og rivalerne De Forende Arabiske Emirater og Saudi-Arabien om at drive og eje den klub i verden, der har flest ressourcer til rådighed.
Paris Saint-Germain, som Qatar ejer, bliver kun holdt tilbage af Financial Fair Play-regler, der i øvrigt snart bliver lavet om og bliver mindre rigide.
I fodbold-forstand er der nærmest uendeligt med ressourcer, og Qatars slet skjulte trusler for et par år siden om at forlade Frankrig og dermed PSG til fordel for en engelsk klub er droppet eller i hvert fald sat på en meget lang pause.
Så i forhold til at kunne hente spillere og have nok penge scorer PSG topkarakter, mens det nok er mere tvivlsomt, om det i bredere forstand er sundt for fodbold at have et land med næsten uendelige ressourcer til at skabe inflation på transfermarkedet.
Styrke: 6
Sundhed: 6
Dyreste spiller nogensinde: Neymar, 1,65 milliarder kroner i 2017
Olympique Marseille
Før købet af Newcastle var Marseille en af de klubber, Saudi-Arabiens investeringsfond PIF blev koblet til, og den sydfranske klub er en god kandidat til snart at blive handlet igen.
Marseille har forgæves forsøgt at vokse sig stærk via transfermarkedet og blive en klub, der skal tages alvorligt i Europa og Ligue 1, og bortset fra sæsonen under Marcelo Bielsa var det aldrig tæt på at lykkes.
Styrke: 1
Sundhed: 2
Dyreste spiller nogensinde: Dimitri Payet, 220 millioner kroner i 2017
Bayern München
Tyskerne forsøger altid at sælge sig selv som de økonomisk ansvarlige, der skruer deres fodboldklubber sammen på ansvarlig vis og slet ikke er med i Premier League og superklubbernes pengeræs.
Men Bayern München kan i den grad følge med økonomisk med toplønninger, og selvom man lægger loft på de transferbeløb, man betaler, kunne man i teorien sagtens have råd til at købe en spiller som Erling Haaland.
Styrke: 5
Sundhed: 6
Dyreste spiller nogensinde: Lucas Hernández, 600 millioner kroner i 2019
Borussia Dortmund
Dortmund er en interessant klub.
Man har i årevis haft et tæt forhold til Haalands agent, Mino Raiola, også dengang nordmanden var en lilleputspiller, og tyskerne har været villige til at indgå aftaler på Raiolas vilkår, hvilket blandt andet handler om forhandlingsmandater og honorarer.
Og lønbudgettet er tårnhøjt set i forhold til alle andre end Bayern München, så Dortmund er meget, meget langt fra fattiggården.
Klubben henter typisk yngre spillere og kommer givetvis til at hente et par nye unge supertalenter, når Erling Haaland bliver solgt, så det giver fin mening at holde øje med den tyske topklub på transfermarkedet og i nyhedsstrømmen.
Styrke: 3
Sundhed: 3
Dyreste spiller nogensinde: Ousmane Dembélé, 260 millioner kroner i 2016
RB Leipzig
Red Bull-klubben er værd at have med i oversigten, fordi man har en så stærk økonomi og velsagtens er det mest magtfulde klubsamarbejde i verden næst efter det imperium, City Football Group og Manchester City har skabt.
Koncernen har en knivskarp profil på de purunge spillere, man henter til, krydret med relativt billige klassespillere i alderen 24 til 26 år, og økonomien i konglomeratet er ekstremt levedygtig, selvom de mange kritikere helt sikkert vil stejle over at kalde modellen for sund.
Der er masser af økonomiske muskler i projektet, så selvom man typisk ikke vil betale mere end 150-200 millioner kroner for en enkelt spiller, skal det ikke forveksles med manglende styrke.
Styrke: 2
Sundhed: 5
Dyreste spiller nogensinde: Naby Keïta, 225 millioner kroner i 2016
Arsenal
Arsenals ejer, Stan Kroenke, kunne i september indvie et samlet stadionprojekt i Los Angeles-bydelen Inglewood til en samlet pris på op mod 30 milliarder kroner, og selvom viljen til at bruge penge tilsyneladende er større omkring Kroenkes NFL-hold Los Angeles Rams end på Arsenal, skal man ikke tro, at der ikke er voldsomme budgetter til rådighed i London.
For Arsenal handler problemerne nærmere om, at man i sammenligning med konkurrenterne har været elendig til at bruge pengene på de rigtige spillere, både siden Arséne Wenger stoppede og i de sidste år af franskmandens regeringstid.
Arsenal har i det større billede i den grad råd til spillere, og selvom det måske ikke lige er i januar måned, man skal kaste om sig med kontanter, skal man ikke tage fejl af den underliggende styrke.
Styrke: 5
Sundhed: 5
Dyreste spiller nogensinde: Nicolas Pépé, 600 millioner kroner i 2019
Chelsea
Roman Abramovitj' fodboldprojekt skal rangeres helt oppe i slipstrømmen på de tre statsejede klubber og Manchester United, hvis ikke endda på omgangshøjde.
Chelsea har brugt svimlende summer på transfermarkedet de seneste år og har efterhånden længe haft gang i et stadionprojekt.
Om det skal føres ud i livet før eller efter, at Roman Abramovitj sælger sin klub hundedyrt, er ikke til at vide, og det er værd at holde øje med Chelsea på markedet, fordi den britiske regerings fokus på rigmænd med tætte forbindelser til Ruslands styre og Vladimir Putin har gjort det svært for Abramovitj at rejse til Storbritannien de seneste år.
Men både før og efter er Chelsea en magtfaktor på transfermarkedet, selvom man nok lige nu er godt tilfreds med truppen. Der er flere penge, hvor de kommer fra, hvis det bliver nødvendigt.
Styrke: 6
Sundhed: 5
Dyreste spiller nogensinde: Romelu Lukaku, 860 millioner kroner i 2021
Manchester United
Selvom en stor del af fansene er hamrende utilfredse med Glazer-familien og meget gerne ser dem udskiftet, er Manchester United stadig en af verdens fem stærkeste aktører på transfermarkedet.
Års fejlkøb og underpræstationer har stadig ikke svækket Uniteds magt nævneværdigt, ja faktisk er man en betydeligt stærkere spiller på markedet end i Alex Fergusons sidste år som manager.
Manchester Uniteds enorme omsætning og klubbens popularitet betyder, at man konsekvent er inde i billedet i kampen om de bedste og dyreste spillere i verden, og derfor giver rygterne om Erling Haaland også fin mening, selvom United-ledelsen efterhånden må være pænt trætte af det cirkus, der omgærer en anden Raiola-klient, Paul Pogba.
Det skal blive meget interessant at se, hvor stærkt et aftryk Ralf Rangnick får sat på klubben – hvis man går væk fra at hente navne og i stedet fokuserer på spillere, der over tid kan vinde turneringer og trofæer, vil Manchester United være bedre stillet.
Styrke: 6
Sundhed: 5
Dyreste spiller nogensinde: Paul Pogba, 760 millioner kroner i 2016
Tottenham Hotspur
Tottenham Hotspur kan risikere at blive fanget af de store betalinger for det fremragende stadion, man har bygget til sig selv.
De seneste 15 år har vist, at det faktisk ikke så meget er stadion og indtægter fra billetsalg og sponsorlounges, der gør forskellen helt oppe i stratosfæren i klubfodbold.
Det er derimod den ejer, en klub har, og der er Joe Lewis bare ikke lige så villig, eller lige så meget i stand til, bare at bruge løs og til at få pumpet indtægterne op, som man kan i de statsejede og oligarkejede klubber i og uden for Storbritannien.
Tottenham er absolut stadig en aktør på markedet, og bliver Harry Kane solgt til sommer, kunne Spurs sagtens finde på at sætte en ny klubrekord. Men man risikerer at blive fanget i laget på femte- til ottendepladsen i Premier League.
Styrke: 4
Sundhed: 4
Dyreste spiller nogensinde: Tanguy Ndombélé, 450 millioner kroner i 2019
Manchester City
Josep Guardiola kan 1.000 gange til sige, at Manchester City ikke har råd til de dyreste spillere, heriblandt Erling Haaland, uden at det bliver mere rigtigt af den årsag.
Manchester City kappes i disse år med Paris Saint-Germain, FC Barcelona, Manchester United og Chelsea om at have den dyrest indkøbte trup.
Og ejeren Abu Dhabi har råd til lige præcis den spiller, man skulle have lyst til at købe, selvom Guardiola forsøger at overbevise os om noget andet.
Det kan så være, at man holder igen af politiske og strategiske årsager og lader en af de andre klubber betale den formue, Mino Raiola og Borussia Dortmund kræver for Haaland, men det er rent ordgejl, at City ikke skulle have råd, især ikke nu hvor FFP-reglerne er ved at blive lempet.
Manchester City er en af verdens fire-fem stærkeste klubber, så længe man er ejet af Abu Dhabi, og emiratet bevarer interessen for at konkurrere med naboen Qatar og at bruge fodbold til at spejle sig i.
Styrke: 6
Sundhed: 6
Dyreste spiller nogensinde: Jack Grealish, 880 millioner kroner i 2021
Liverpool
Liverpool betaler måske ikke for lige så meget dyre spillere som de allerstørste klubber, men man kan sagtens følge med i kampen om de dyreste spillere, hvis man bestemmer sig for det.
John Henrys Fenway Group har netop købt Pittsburgh Penguins, et af de største og mest traditionsrige hold i NHL, og der er selvsagt masser af penge i at drive en af fodboldverdenens mest populære klubber.
Så Liverpool kan sagtens følge med på spillerkøb, hvis man vælger at gå ind i konkurrencen om de bedste, og det burde man vel næsten gøre med et unikt talent som Erling Haaland, nu hvor de tre forwards i supertrioen nærmer sig de 30 år.
Styrke: 5,5
Sundhed: 6
Dyreste spiller nogensinde: Virgil van Dijk, 630 millioner kroner i 2018
Everton
Hvorfor nævne et midterhold i Premier League som Everton?
Vi kunne også have taget Leicester med, nu hvor klubben er blevet en af de stærke aktører uden for de seks tophold i ligaen, men Everton er værd at nævne, fordi man er så villig til at bruge penge.
TV-aftalen og Evertons størrelse betyder, at man sagtens kan konkurrere med topklubber på kontinentet på transfermarkedet, så Liverpool-klubben er værd at holde øje med, selvom man ikke er i nærheden af at kunne spille med om topplaceringer i Premier League.
Styrke: 3
Sundhed: 3
Dyreste spiller nogensinde: Gylfi Sigurdsson, 370 millioner kroner i 2017
West Ham
Den tjekkiske milliardær Daniel Kretinsky købte sig for nylig ind i West Ham, og selvom det olympiske stadion, West Ham overtog billigt, langt fra er noget fodbold-mekka, er placeringen i London og den aktuelle succes med til at skubbe West Ham ind på denne liste.
Allerede før Kretsinsky købte en mindre post i West Ham, lå klubben lunt, efter årene under David Gold og David Sullivan ellers har været karakteriseret af en noget stram økonomi, og som London-klub kunne ejerne finde en ny ejer hen over en weekend, hvis de en dag fik lyst.
Så West Ham er sandsynligvis en blivende faktor på transfermarkedet, og ligesom Everton og Leicester kan de sagtens byde om kap med nogle af de største klubber uden for Premier League, hvis den rigtige spiller viser sig.
Styrke: 3
Sundhed: 4
Dyreste spiller nogensinde: Sébastien Haller, 370 millioner kroner i 2019
Newcastle United
Saudi-Arabiens PR-projekt i Newcastle bliver et af de mest interessante at følge i sportsverdenen i de kommende år, og hvis ellers landets reelle statsoverhoved Mohammed bin Salman og hans statslige investeringsfond PIF, der har købt Newcastle, har lyst, kan Newcastle allerede fra næste måned byde om kap med PSG og Manchester-klubberne på transfermarkedet.
Vælger de at gøre det? Det aner vi ikke.
Men der er vanvittigt mange penge i PIF og i Saudi-Arabien, også flere end i Qatar og Abu Dhabi, hvis Saudi-Arabien ønsker det, så det her kan være verdens rigeste klub, når transfermarkedet åbner efter nytår.
Om det over tid er en sund model er også svært at vurdere – det er værd at bemærke, at Saudi-Arabiens investeringer i sportssektoren og andre opkøb i de seneste år ikke har været håndteret nær så gnidningsfrit, som når naboerne i Qatar og De Forenede Arabiske Emirater engagerer sig i sport.
Styrke: 6
Sundhed: 4
Dyreste spiller nogensinde: Joelinton, 330 millioner kroner i 2019
Monstersalg: FCK-boss blæst bagover
Premier League-boss vrisser af journalister
Dagens Spilforslag: Violas defensiv leverer igen
FCK-legende til Danmark? ‘Jeg er interesseret’
Advarer Kasper Dolberg: Tag ikke til den liga
Kæmpe Thomas Frank-hyldest: Har set fantastisk ud
FCK skal møde Tysklands ‘Sir Alex’
Storspillende dansker har Messi-drøm
Pistol-skandale: Nu ophæver dansk keeper
Fanklubben: Her er Superligaens 5 bedste målmænd
Far lønforhandlede med søn
Ny City-nedtur: Stjerne ude i fire uger
Peter Schmeichel gik amok
Silkeborg-fan: Her er min drømmetransfer
I centrum før Brøndby-kamp – nu er den gal igen
Langtidsskadet dansk stortalent forlænger til 2028
Hård kritik af Rasmus Højlund
Eksperter i chok: FCK køber én til denne position
Drømmer om at leje German Onugkha
Pludselig dukkede Braithwaite op – så jublede de
Her er FCK’s modstander i Conference League
Spotpris: Så billig er Superligaens bedste spiller
Kasper Dolberg melder klart ud om transfer
Patrick Dorgu har sagt ja til denne klub
13 skarpe til lørdagens Tips 13
Vildt sympatiske Schmeichel hyldes: ‘Uhørt klasse’
‘AC’ forventes at få comeback i Saudi-Arabien
Dansker tæt på 10. klubskifte i Italien
Droppet af Randers: ‘Stort mysterie for mig’
Lurer på Brøndby-stjerne: ‘De skal slå til nu’
Farvel til Brøndby-legende: Jeg var så uheldig
Sådan gør din klub i vinterpausen
Amorim om United-stjerne: Han er vred på mig
Karakterer: En vanvittig genistreg, Viborg!
Fanklubben: Tidl. OB’er ville passe perfekt i AaB
Björn Wesström fyret
Karakterer: Enmandshær – sikke en åbenbaring
Hylder Bo Henriksen: Vanvittigt hvis det ikke sker
Afsløring: SL-rivaler er vilde med AaB-kaptajn
Milliongave til dansk klub
Nathan Trott overrasket over Neestrup-beslutning
Eksperter uenige: De kommer i pokalfinalen
FCM trækker storklub i Youth League
AaB-chef er rasende over rødt kort!
Afslører planen for Mileta Rajovic
– Vi har samme ambitioner som med Kasper Dolberg og Robert Skov
FC København sælger midtbanespiller
I svime over Thomas Frank: Deres vigtigste våben
Fyret tirsdag: ‘Har allerede fået henvendelser’
Spillede for ærkerivalen, nu er han ansat i FCM
Karakterer: Han ligner et fejlskud, AaB