Det er som om, at denne historie ikke rigtig passer ind i de fortællinger, de fleste kan til hudløshed.
De fortællinger er fodbolden propfyldt med.
Hvem er for eksempel overrasket over, at politiet i sidste uge besøgte Lazio for at tjekke, om klubben havde forfalsket coronatests?
Det passer ind i fortællingen om en klub, der husede Paolo Di Canio og var ejet af transfer-afhængige Sergio Cragnotti, der købte Veron, Crespo og vel havde smidt 100 millioner efter spøgelset af kejser Caligulas hest, hvis ikke Cragnottis fødevare-selskab Cirio var gået i betalingsstandsning i 2002.
At det sejler i Brasilien og USA, hvor statsoverhovederne har været tæt på at benægte coronavirussens eksistens, kommer heller ikke som noget chok.
Men Ajax?
Bryde reglerne?
Den pæne klub med alle de egenudviklede spillere, som selv Europas absolutte top var ved at bøje sig bagover for i 2019, da de led den usle skæbne at være nødt til at spille i Champions League-kvalifikationen for at komme i gruppespillet?
Det passer bare ikke til den fortælling, man har om Ajax, ligesom det ikke passer ind til forestillingen, at Ajax lige nu spiller med klubbens suverænt dyrest indkøbte hold i historien.
Læs også:Hollænder var ufatteligt tæt på kæmpe drøm mod FC Midtjylland
Men ikke desto mindre er det regelbrud, Ekstra Bladet mandag kunne fortælle om i Ajax i forbindelse med kampen mod FC Midtjylland.
Det vakte stor opsigt, på godt jysk, på stadion tirsdag 3. november, da Ajax pludselig havde spillere med positive coronatests fra om mandagen med i truppen.
Og forbavselsen blev endnu større, da profilen Davy Klaassen dukkede op på stadion kort før kickoff, og såmænd spillede 2. halvleg, selvom han dagen før var en af dem, der var testet positiv.
Det var vel at mærke for første gang for Klaassen i modsætning til flere af de clearede holdkammerater, der ligesom Kasper Dolberg i den aktuelle danske landsholdstrup kunne forklare, at de allerede havde haft virussen og dermed kunne testede positiv, fordi man efter at være kommet sig ofte har død virus i kroppen i flere uger eller måneder efter.
Ekstra Bladet kunne mandag fortælle, at de fire første clearede spillere havde fløjet med rutefly til Danmark for at spille kampen, og det var et tydeligt og klart brud på UEFA's egne Return To Play-protokoller, der utvetydigt kræver, at klubber og landshold rejser i egne privatfly til alle kampe i UEFA-regi.
Ajax har givetvis ikke gjort noget, de fleste andre klubber ikke havde gjort i samme sted med spillere, alle er enige om har haft virussen før, og som lægevidenskaben med rimelig sikkerhed vurderer ikke kan smitte længere.
Læs også:Hollandsk legende skyder med skarpt: Han ligner ikke en verdensklassespiller
Men sagen udfordrer i den grad UEFA, og også DBU og deres hollandske kolleger i KNVB.
Man kan synes, hvad man vil om protokollerne, men så vidt jeg ved, har alle klubber i Champions League tilsluttet sig at spille under dem.
Så hvordan reagerer de selvsamme fodboldmyndigheder, der i sommer taberdømte Slovan Bratislava og Drita i Champions League-kvalifikationen på grund af positive coronatests i truppen, og som ikke udsatte kampe for klubber som Maccabi Tel Aviv, Sjakhtar Donetsk og Dynamo Kijev trods et væld af positive tests?
Jeg siger ikke, at det her er en nem situation for UEFA, men det er da påfaldende, at en af de historisk største klubber i Europa indtil videre er sluppet for påtale for at bryde UEFA's egne rejseregler, og i øvrigt heller ikke har nogen forklaring på, hvordan Davy Klaassen og Maarten Stekelenburg kunne blive gentestet og spille tirsdag efter deres positive tests dagen før.
Så tager UEFA denne sag op? Og hvad siger de nationale forbund, DBU og KNVB, til den spegede sag om to nationale mestre, der allerede skal mødes igen onsdag i næste uge i Amsterdam? Og hvad gav UEFA egentlig lov til i de hektiske timer op til kampen i Herning?
2020 er én lang balanceakt i fodboldverdenen, og jeg ved ikke, om UEFA's coronatests af Ajax-truppen 2. november var helt i skoven. De tests er ikke perfekte eller immune over for menneskelige fejl.
Men UEFA og forbundene skylder at komme til bunds i denne sag for troværdighedens skyld, for der er forhåbentlig ikke nogen, der skeler til, at færre brokker sig over konsekvenserne, når det er Kosovos og Slovakiets mesterhold, der er i coronaproblemer, end de firedobbelte vindere af Europas mest fornemme klubturnering.
Læs også:Alvorlig sag for hollænderne: Ajax brød corona-regler mod FC Midtjylland
Læs også:Leder: Ajax' corona-komik skjuler dødsensalvorlig situation for fodbold