Det havde suset en smule i vandrørene allerede i vinters, efter FC Nordsjælland på spektakulær vis havde pulveriseret Ludogorets og Fenerbahce på hjemmebanen i Farum.
Skal der ske noget med ham Johannes Hoff Thorup oppe i FC Nordsjælland?
Det var ikke de store roser, den unge cheftræner fik i danske medier i 2023, hvor FC Nordsjælland først måtte se sig distanceret i guldkampen med FC København i foråret 2023 efter at have ligget i pole position, hvorefter et dyk i efteråret i Superligaen efterlod FCN med et bjerg at bestige i foråret (hvilket næsten lykkedes).
Men klubejere og administrerende direktør i klubber i større, udenlandske ligaer vil som tommelfingerregel hoppe op og falde ned på resultater i Superligaen og i endnu højere grad på, hvad vi og vores kolleger i Danmark skriver.
Så mens spekulationerne om, hvorvidt FC Nordsjælland nu også havde ramt rigtigt ved skiftet væk fra Flemming Pedersen ved årsskiftet mellem 2022 og 2023, var flere udenlandske klubber ifølge Tipsbladets oplysninger langt videre og var begyndt at nærstudere den nu 35-årige cheftræner såvel som den ét år ældre Jacob Neestrup, der tog trænerkursus sammen med Hoff Thorup og med FC København drejede lyskeglen endnu mere mod Danmark og Superligaen.
Foråret bød på masser af fremgang, hvor FC Nordsjælland endte som point-topscorer i Superligaens 15 spillerunder.
Spændende aftale
Efter at have spejdet mod Danmark flere gange i det forløbne år fik Norwich i Championship endelig fat i en ønskekandidat med dansk pas i form af Johannes Hoff Thorup, der får følgeskab af erfarne Glen Riddersholm som assistenttræner.
Norwich blev i marts delvist overtaget af amerikaneren Mark Attanasio, der ejer baseballholdet Milwaukee Brewers, og som nu ligesom den hidtidige ejer Delia Smith ejer 40,4 procent af Norwich City.
Norwich har været kendt for i modsætning til mange andre på Championship-niveau ikke at gå indkøbs-amok de enkelte gange, man har været oppe i bedste række, og med Attanasio ombord ser Norwich ud til at skrue mærkbart op.
Træningsanlægget har allerede fået en ordentlig spand kul og matcher som minimum det bedste, Superligaen kan tilbyde, der er stadionplaner, og håbet er, at man kan bevæge sig i retning af klubber som Brighton og Brentford, der i disse år er alle mellemstore og mindre Championship- og League One-klubbers forbillede, og to klubber med stærke bånd til henholdsvis FC Nordsjælland og FC Midtjylland.
'For tidligt'
For FC Nordsjælland kommer skiftet til gengæld for tidligt.
Da Johannes Hoff Thorup overtog FC Nordsjællands cheftrænerjob 1. januar 2023, havde det været linet op i meget lang tid internt – tankerne havde eksisteret i hvert fald i et halvt år internt.
Ligesom Ibrahim Osman reelt blev solgt et år for tidligt i forhold til ideelle og den store sportslige gevinst, han sandsynligvis havde været i sæsonen 2024/25, stod der intet sted i FC Nordsjællands planer skrevet, at Johannes Hoff Thorup skulle afsted nu – 2025 eller 2026 havde passet langt bedre.
Rolige
Men FC Nordsjælland ville ikke være FC Nordsjælland, hvis der ikke lå en plan i skuffen.
Det kunne både være en intern kandidat, der allerede er i systemet, både som kortsigtet løsning, indtil en langtidsholdbar løsning er på plads, eller at man springer direkte til 'Johannes Hoff Thorup 2.0'.
FCN skal også have en liste af eksterne muligheder, men det, der først og fremmest ser ud til at kendetegne arbejdet med at finde en ny cheftræner, bliver ro.
Normalt vil alle sirener og alarmer hyle, hvis ikke cheftræneren er på plads ASAP, og da minimum nogle dage før træningsopstart, der i FC Nordsjælland er mandag 24. juni.
Men FC Nordsjælland er ikke et sted, hvor et stort trænernavn kommer ind, omskriver strategien, sætter kursen, henter otte spillere, han kender, og skifter staben ud.
FC Nordsjælland kunne i teorien lade den nuværende gruppe af assistenttrænere køre en opstart, og såmænd også de første kampe – at finde den rette person er langt vigtigere end at være hurtig, og så blæser man på, hvad vi i omverdenen synes er rigtigt og forkert.
Det er år med udskiftninger i FC Nordsjælland.
Foruden cheftræneren er sportsdirektør Jan Laursen stoppet med Director of Football Phil Radley og Alexander Riget som arvtagere til Laursens opgaver.
Jeppe Tverskov og Marcus Ingvartsen rykker til samarbejdsklubben San Diego FC til nytår, Ibrahim Osman er solgt til Brighton for et kongebeløb, Martin Frese stopper ved kontraktudløb om et par uger, og Andreas Schjelderup rykker tilbage til Benfica efter endt leje.
Og hvem ved, om nogen igen kommer med vilde beløb for en Conrad Harder eller Adamo Nagalo, mens Christian Rasmussens skæbne efter leje fra Ajax endnu ikke lader til at være 100 procent afklaret.
Mange steder ville det give galopperende stress, men i FC Nordsjælland lader man ikke til at ryste på hånden.
Der er endog rigtig gode ungdomsårgange på vej med adskillige landsholdsspillere, der kommer til at få chancen i Superligaen, så selv om kisten er fuld af guld, kan vi sagtens få et særdeles ungt FCN-hold at se i den kommende sæson