Slagter transfermarkedet: Superligaens store skræk

Jeg ved godt, trænere og direktører i Superligaen siger, de er ked af det, når deres bedste spillere skifter til udlandet i forbindelse med et stort salg.

Jeg køber det såmænd i mange tilfælde, når det gælder trænerne, der har kort snor og ikke bliver mødt med nogen nåde, hvis salgene går ud over de efterfølgende resultater.

Men direktørerne?

De og deres bestyrelse og ejere er som regel jublende lykkelige, når en spiller tager afsted for 50-100 millioner kroner, for så er man rimelig sikker på, at der også er til regningerne og de nye køb i det kommende års tid.

Jeg har sagt det før, og siger det gerne igen: Cheferne i jeres favoritklub i Superligaen sidder ikke med armene over kors og en vred mine, og håber, de kan holde alle deres bedste spillere de næste 10 år og ikke sælger en eneste spiller til de lede udenlandske gribbe, der vil hapse Superligaens stjerner.

Transfermarkedet er ikke vigtigt for økonomien i Superligaens topklubber: Det er essentielt og for mange den helt centrale faktor ud over det at ligge i Superligaen.

Sponsorindtægter, billetsalg, den pølse og kalorielette fadøl, vi køber på stadion? Fløjtende ligegyldigt i mange tilfælde sammenlignet med de summer, der kan vindes og tabes på transfermarkedet.

Øv for den britiske regering
Der kom gang i januar-transfervinduet til sidst, men ikke meget set i det store billede.

Udadtil glæder Superliga-klubberne sig over, at de fik lov at beholde de fleste af profilerne, men på de indre linjer og i baggrundssnakke med halvgrå ræve som undertegnede med en del år på bagen i dækningen af markedet, er der mere bekymring.

Tallene der skræmmer
Regnestykket er simpelt:

Superliga-klubberne solgte for omkring en-tredjedel af de penge, de sendte spillere afsted for for et år siden og også markant mindre end i 2022.

Det gør isoleret set ikke noget. Det gør det til gengæld, at Premier League-klubberne trykkede bremsen helt i bund.

85 procent faldt ligaens spillerkøb for, og selvom det også dækker over skøre Chelseas adfærd på markedet for et år siden, var det markant.

I disse uger fylder pointstraffene mod Everton, Nottingham Forest og den potentielle kæmpestraf til Manchester City for systematiske overtrædelser af Premier Leagues finansielle regler meget i Storbritannien.

Regeringen vil indføre et råd, der skal regulere og overvåge engelsk fodbold, og ikke mindst Premier League, og ligaorganisationen Premier League og klubberne vil strække sig langt for at undgå, at det råd får store magtbeføjelser – ja flere klubber ser meget gerne, at tiltaget bliver kvalt i fødslen.

Et af midlerne? At vise, hvor dydig og ordentlig, man er i Premier League, og hvor strengt Premier League håndhæver egne regler, og at der derfor slet er brug for et politisk indgreb i engelsk fodbold.

Hvordan viser man, at man er dydig på transfermarkedet? Ja et af midlerne er at bruge færre penge og i øvrigt ikke komme i clinch med Premier Leagues egne FFP-regler, som flere andre klubber end de tre førnævnte er ræd for at blive fanget i.

Skræk-scenariet
Hvis I sidder og glæder jer til Superliga-weekenden med topbrag mellem AGF og FC Midtjylland, følger Brøndby eller FC København, eller for den sags skyld de andre Superliga-klubber, forstår jeg godt, hvis I er fløjtende ligeglade med politik og fodboldpolitik i Storbritannien.

Men det kan jeg love jer for, at sportsdirektøren og ejerne af jeres favoritklub ikke er.

For især de fem store, FC København, FC Midtjylland, Brøndby IF, FC Nordsjælland og AGF (målt på økonomisk styrke i nævnte række) går stenhårdt efter at sælge spillere, gerne hvert år, og til stadigt større beløb.

FC Nordsjælland har lavet et forhåndssalg af Ibrahim Osman til West Ham, men de tre førstnævnte har ikke handler linet op lige nu – kun AGF har en økonomi, der er tæt på at være i balance uden spillersalg eller, i FCK's tilfælde, Champions League.

Glem de der floskler for fra 10 år siden om, at man gerne vil have balance i økonomien i en Superliga-klub, så man ikke bruger mere, end man har, før vi har gjort transfers op.

Superliga-klubberne er og skal være gearet til at satse på pivdyre spillerkøb og høje lønninger, når de har været i stand til at sælge så dyrt til udlandet – havde man insisteret på at lege 2010 og sikre balance uden transferindtægter, var man blevet sat totalt af feltet i Superligaen og resten af Europa.

Skræk-scenariet er, hvis Premier League-klubberne også til sommer holder igen.

Lukker også andre markeder
Kan man så ikke bare sælge Elias Jelert, Emiliano Martínez, Mathias Kvistgaarden og Adamo Nagalo til Spanien, Italien og Tyskland?

Det korte svar er nej.

For også i de ligaer sidder man og venter på pengene fra Premier League – kommer de ikke, går meget af systemet i stå.

Jeg har sagt det før, og siger det gerne igen: Cheferne i jeres favoritklub i Superligaen sidder ikke med armene over kors og en vred mine, og håber, de kan holde alle deres bedste spillere de næste 10 år og ikke sælger en eneste spiller til de lede udenlandske gribbe, der vil hapse Superligaens stjerner.

Superliga-klubberne arbejder stenhamrende hårdt for at sælge deres spillere, også de allerbedste.

Så hvis Rishi Sunaks regering virkelig gør alvor af et oversigtsråd og Premier Leagues klubber vurderer, de er nødt til at holde kraftigt igen med transfers et par år, rammer det Superliga-klubberne lige i solar plexus.

Jeg ved godt, pointstraffe til Everton og Nottingham Forest føles fjernt, og mange er fløjtende ligeglade med, om Premier League skubber Manchester City i kanalen.

For Superliga-klubberne er det særdeles håndgribelig virkelighed, og det kan blive lidt af en thriller at følge, om Premier League-klubberne igen begynder at købe ind a la Ibrahim Osman, som mange forventer, eller om den iskolde transfervinter også fryser sommerens marked og dermed Superligaens måske vigtigste indtægtskilde.