Chefredaktør: Sådan tog jeg fejl af FC Midtjylland

Efter to point i de fem seneste Superliga-kampe og et snævert, ærgerligt Conference League-exit tyder noget tyder på, at jeg tog fejl af FC Midtjylland.

I januar sagde man farvel til Jonas Lössl af egen fri vilje, fordi målmanden gerne ville noget andet oven på et turbulent efterår med en bænkning, han bestemt ikke var enig i, og fordi ledelsen i FC Midtjylland tydeligvis troede meget på lovende Elias Rafn Olafsson.

Det eneste profilsalg i FC Midtjylland var af Jens-Lys Cajuste, og han var dårligt nok en faktor i efterårssæsonen, hvor FCM var gået videre med andre folk på midtbanen i stedet for svenskeren, der havde bøvl med småskader og også blev holdt ude indtil september, fordi FCM troede, man skulle have over 100 millioner kroner for ham.

Ind fik man til gengæld hele fire spillere, der skulle gøre sig gældende i forhold til spilletid og da også har gjort det: De udenlandske profiler Max Meyer og Vágner Love samt Mads Døhr Thychosen som erstatning for reserven Dion Cools og Edward Chilufya, der stadig ikke har været i aktion på grund af efterveerne fra en skade.

Men det var egentlig ikke spillerhandlerne, der i december og januar fik mig til at melde FC Midtjylland op: Det var derimod den ekstra tid, man havde fået til at arbejde med den ny formation under Bo Henriksen med tre midtstoppere og wingbacks, der var et brud med to år under Brian Priske i en fireback-kæde som del af en 4-2-3-1 eller 4-3-3.

Jeg troede virkelig, at FC Midtjylland fra start ville være fem-ti procent stærkere end i efteråret, og at FC København virkelig skulle have meget til at fungere efter massive udskiftninger sidste sommer og igen i januar, hvis de skulle have en chance i mesterskabschancen.

Jeg tog fejl, hvilket langt fra er første eller sidste gang.

At FC Midtjylland skal finde frem til de rette offensive kombinationer i personel og chanceskabelse er egentlig forståeligt nok efter tilgangen af Meyer og Love, og selvom spillet ikke flyder let, har man trods alt skabt chancer nok til at gå videre mod PAOK og vinde over AaB og OB.

Men at både AaB, PAOK og OB på en uges tid formår at score to gange hver mod FC Midtjylland, og det efter at FC Midtjylland også havde problemer med at holde nullet i slutningen af efteråret, det er efterhånden ved at være det mest bekymrende.

Efter den flotte begyndelse på sæsonen har november og februar budt på grumme fejl og mærkeligt ujævnt spil, hvor man i adskillige kampe har vekslet mellem fornuftige perioder og rædderligt spil, der har kostet point.

Modstandernes muligheder for at komme til chancer på dødbolde er også bekymrende.

De offensive matchvindere klikker heller ikke – Pione Sisto var sat på bænken til søndagens kamp i Odense og kom ind med energi, da FC Midtjylland satsede butikken i de sidste 20 minutter og fik et fortjent point.

Men det er ikke rimeligt at pege på en enkelt spiller eller et enkelt element i spillet – det er i mange aspekter, at man paradoksalt nok fremstår mindre sammenhængende som hold end i juli til oktober.

Det skal løses med det samme, ellers kan det unge FC København-mandskab stikke af.

FCK som redning?
I sidste ende kan FC København være FCM's redning.

Selvom FCK er begyndt at vinde kampe over FCM igen, er FCM's statistik mod københavnerne samlet set stadig fremragende i de seneste tre-fire år.

Tre af FC Midtjyllands sidste 13 kampe er mod FC København, og ganske uvidenskabeligt kan den mojo, FCM har haft mod københavnerne, stadig ende med at redde dem.

Man spillede en flot, kollektiv kamp i september og vandt 1-0 i Parken, selvom man var i undertal i mere end en time, og kan FC Midtjylland genkalde sig den energi og det sammenhold, der var på holdet dengang, er det her overhovedet ikke ovre.

Med FC Københavns unge hold in mente og FCM's aktuelle problemer kan vi heller ikke længere afskrive Brøndby, endsige Silkeborg IF, der i de to første runder har været Superligaens mest velspillende hold.

De to store FC-klubber er stadig storfavoritter til mesterskabet, men indtil jeg har set FC Københavns lovende men også meget ommøblerede mandskab mod FC Midtjylland og de andre stærke klubber i slutspillet, skal man efter min mening passe på med at gøre dem til kæmpefavoritter endnu, før de må være det til næste sæson.

Der er kun 13 runder tilbage hvoraf 10 af dem er lutter interne kampe mellem Top 6.

De kampe plejer at svinge FC København eller FC Midtjyllands vej, men det er mere tæt, end jeg havde forventet, så lad os holde mulighederne åbne, indtil vi ved mere.