Stikker der mere under fyringen af Glen Riddersholm, som han og klubben præsenterer som værende efter gensidig aftale?
Det vil de kommende dage og uger vise efter sidste uges rygter om, at den danske træner var i spil til andre trænerjobs end det i IFK Norrköping, om end det oppe i Stockholm nu ikke lyder som om, der er noget på en historie om en Riddersholm-jobansøgning i Hammarby.
Men uanset hvad virkede det på mig som en svær mission at lykkes med, med mindre den mangeårige Superliga-træner formåede at styre traditionsklubben til en overpræstation her i 2023 efter feberredningen i 2022.
Fra 2015 til 2018 blev IFK Norrköping nummer ét, tre, seks og to i Allsvenskan, ikke mindst takket være stærkt trænerarbejde af den nuværende svenske landstræner Janne Andersson.
Norrköping præsterede flot i nogle år, hvor Stockholm-klubberne, IFK Göteborg (der stadig gør det) og andre af de sædvanlige tophold på skift sejlede i Allsvenskan, og man havde held til at rekruttere topspillere som Jordan Larsson.
I de seneste år er Stockholm-klubberne begyndt at finde noget, der fungerer, Elfsborg og overraskelses-holdet BK Häcken gør det flot, og Norrköping er dalet i tabellen til et mere naturligt leje for en klub med et budget i Allsvenskans jævne middelklasse, hvilket svarer til nogle af de mindste klubber i Superligaen.
Ligner AaB
Vi så det samme i og ikke mindst omkring AaB, hvor man vandt mesterskabet året før IFK Norrköping.
I årene efter 2014 kunne man ikke forstå, at man dog ikke kunne havne højere i tabellen, når man lige havde vundet DM. Alt imens bragede konkurrenterne derudaf, mens cheftrænere og direktører blev udskiftet for at få en ligning, der aldrig kunne løses, til at gå op.
I Sverige troede mange fortsat, at det bare var et spørgsmål om hårdt arbejde. IFK Norrköping fik jo spillere ind på transfermarkedet, og så måtte man jo kunne konkurrere med Malmö FF, Stockholm-klubberne og de veldrevne provinsklubber.
Norrköping var da også oppe at snuse til Top 4 i første halvdel af sæsonen, men efter et par profil-afgange i sommer dalede præstationerne, så Norrköping endte omtrent der, hvor budgettet berettiger til det.
Selvfølgelig er det irriterende, at IFK Värnamo slutter foran Norrköping (med fire point), og forskellene i Allsvenskan er ikke nær så store som her i Danmark, hvor FC København, FC Midtjylland, Brøndby IF og til dels FC Nordsjælland og AGF sætter alle andre til vægs økonomisk i en grad, så de bør udgøre Top 5-6-stykker nærmest hver sæson fra nu af.
Men Norrköping virkede og virker fortsat fanget mellem, hvor man selv tror, man bør ligge (der er forskel på det og på offentlige udmeldinger om, at man bare skulle have placeringsmæssig fremgang fra sidste sæson), og så en virkelighed, hvor i hvert fald halvdelen af de 16 klubber har større budget end de 12-dobbelte Allsvenskan-vindere, og hvor Norrköping ikke har hverken trup, specialister og rammer til at konkurrere med ligaens topklubber.
Riddersholm trænger til en succes
Der har ifølge Tipsbladets oplysninger fra det danske marked været bud efter Glen Riddersholm fra klubber her i landet undervejs i tiden i IFK Norrköping, og der kommer det givetvis igen i de kommende måneder.
OB-jobbet kunne være et bud, selv om det sværd efterhånden må sidde lige så fast i stenen, som da David Nielsen endelig rev det fri i Århus for nogle år siden.
Viborg hyrer næppe en tidligere FCM-cheftræner (det, cheftræner, var Poulsen jo trods alt ikke i FCM) eller omvendt.
Jobtilbuddet dukker givetvis op, og så har mestertræneren fra 2015 efterhånden brug for en succes efter AGF, Sønderjyske og nu IFK Norrköping.
Alle tre steder er der relativt fornuftige, set fra Riddersholms stol, forklaringer på, at det endte skævt, og det gik for så vidt fint som assistenttræner i Genk, mens sportsdirektør-rollen i Vendsyssel FF blev meget kortvarig, før Sønderjyske bød sig til.
Det var svært at gøre noget ved den amerikanske overtagelse i Sønderjyske, der endte sportsligt katastrofalt, og ved et IFK Norrköping, der ikke er i nærheden af at kunne måle sig med de fire-fem største klubber i rækken.
Men som for fodboldspillere gælder det også, at seneste indtryk fylder mest, uanset at redningen fra en skrækkelig situation sidste år nok burde fylde meget.
Måske er den mest farbare vej en sportsdirektør-stilling som i Vendsyssel tilbage i 2018 eller et assistenttræner-job i udlandet?
Det må i hvert fald være fristende i stedet for igen at skulle hive en klub op ved hårrødderne, hvor drømme og realiteter ligger langt fra hinanden, og hvor man skal overpræstere på banen bare for at holde hovedet oven vande som træner.
