Søndag regnede det med fordømmelse over de 12 klubber, der ifølge en historie i New York Times igen barsler med planer om en lukket liga for de største klubber i Europa.
🗣 "Enough is enough, there isn't a football fan in this country who won't be seething." @GNev2 wants the clubs to be punished for signing up to break away with a 'European Super League' pic.twitter.com/X6FIiVRGkS
— Football Daily (@footballdaily) April 18, 2021
Det kom frem dagen før, at UEFA i dag mandag skal vedtage et nyt format for Champions League, som fra 2024 skal udvides kraftigt med 196 i stedet for 96 kampe i den indledende ligafase.
Vi ved endnu ikke, hvordan pirat-turneringen præcist skal se ud.
Klubberne siger selv i deres præsentation, at i alt 20 hold, 15 medlemmer og fem hold, der kvalificerer sig, skal deles i to grupper af 10 hold, som så mødes ude og hjemme i midtugerne før et knockoutspil, altså 18 gruppespilskampe.
Læs mere om strukturen i den ny Super League her
Til gengæld skal disse klubber ikke spille med i UEFA's topturneringer Champions League og Europa League.
De store klubber ønsker ikke at træde ud af Premier League, La Liga og hvor de ellers kommer fra, og det skal blive voldsomt interessant at se i den kommende tid, om UEFA og ligaerne rent faktisk tør og formår at sparke kupmagerne ud af de ligaer, hvor de pågældende klubber allerede er de største både sportsligt, finansielt og politisk.
Af de 12 lyder Manchester United, Liverpool, Arsenal, Real Madrid og Juventus til at være de allervigtigste.
Som Politiken var de seneste til at fortælle for et år siden, har Real-præsident Florentino Pérez i efterhånden mange år stræbt efter at få skabt en lukket liga med en masse attraktive kampe, og i Manchester United, Liverpool og Arsenal har han nu fundet tre villige kollaboratører.
Manchester United og Liverpools amerikanske ejere var for få måneder siden ophavsmænd til et kupforsøg i Premier League, hvor de seks største klubber forsøgte at skære en langt større del af kagen til sig, end de får i dag.
John Henry i Liverpool og familien Glazer i Manchester er helt på linje med Pérez og kender hjemme fra USA fordelene ved lukkede, finansielt ekstremt stærke franchiseligaer gennem deres ejerskaber af baseballholdet Boston Red Sox og for Glazers' vedkommende de nykårede NFL-mestre Tampa Bay Buccaneers.
Arsenal er nok en overraskelse for mange, men Arsenal-ejer Stan Kroenke og hans folk har i kulissen længe været særdeles interesserede i strukturer, der sikrer dem fast deltagelse i de største turneringer.
Stan Kroenke, der er ved at bygge et af sportshistoriens dyreste sportsarenaer i Los Angeles til NFL-holdet Rams, som Kroenke flyttede til byen fra St. Louis i 2016, er en af de helt store sportsholdsejere i USA og har adskillige gange vist, at han ikke er sentimentalt anlagt.
Med er også Juventus og klubbens præsident Andrea Agnelli, der er formand for kluborganisationen ECA, men nu stopper i den rolle med sin udnævnelse til vicepræsident i Super League.
Tottenham, Manchester City, Chelsea, AC Milan, Inter, FC Barcelona og Atlético Madrid er også ombord.
Og selvom de tyske og franske klubber siger, de ikke vil være med, er jeg overbevist om, at Bayern München, Paris Saint-Germain og nok også Borussia Dortmund og Olympique Lyon hellere vil flække skinnebenet på langs end se med på tv, hvis piratturneringen faktisk bliver til noget.
Hvad hvis superklubberne har en pointe?
De fleste andre i fodboldverdenen fordømte forslaget, det samme gjorde den britiske premierminister Boris Johnson. Selv Glazers' favorit Alex Ferguson sagde planen imod.
Men jeg kan ikke slippe tanken: Hvad nu, hvis de amerikanske ejere, Andrea Agnelli og de andre klubber, der stensikkert går med på denne lukkede liga, hvis den bliver skabt, ender med at få ret og får succes?
Hvad nu, hvis der er nok fans, eller forbrugere, og sponsorer og medieselskaber, der vil finansiere dette gilde?
Ifølge Tariq Panjas fremragende historie om udbryderligaen i New York Times er det investeringsbanken JP Morgan, der skal garantere finansieringen af den nye turnering og sikre hver deltager langt flere penge, end de får i dag i Champions League, penge som investeringsbanken får betalt tilbage med renter fra fremtidige tv-aftaler.
JP Morgan har arbejdet tæt sammen med familien Glazer i Manchester United, og New York-fonden er bare én af adskillige fonde og grupper, der snuser rigtig meget til fodbold i øjeblikket, både i klubopkøb, køb og videresalg af medierettigheder til de store ligaer og finansiering af nye turneringer som denne pirat-turnering og FIFA-præsident Gianni Infantinos kommende, voldsomt udvidede klub-VM.
Hvad nu, hvis det her er det tv-content, Amazon har ventet på i en gigantisk satsning på streamingtjenesten Amazon Prime?
Hvad med Google? Og Facebook? Eller andre nye aktører, der kan lokkes til bordet?
At disse globale tech-giganter, der forandrer vores samfund og hverdag til ukendelighed i disse år, også kan ende med at revolutionere fodbold, er stor komik, hvis det ikke var så alvorligt.
Klubbernes og bagmændenes kalkule er, at der i hele verden kan findes nok forbrugere, der vil betale for at se verdens bedste spillere og klubber i en sådan liga, men som til gengæld er fløjtende ligeglade med kampe mod Brighton, Eibar og FC København.
Da Andrea Agnelli for nylig fortalte på ECA’s kongres om den kommende Champions League-udvidelse, kom Juve-præsidenten med flere oplysende pointer.
Han nævnte for eksempel muligheden for at sælge abonnementer til de sidste 15 minutter i kampene, fordi ingen unge mennesker gider se fodbold i 90 minutter, og han talte meget om at komme videre fra antikverede ideer om fodbold og det nødvendige i at indse, at den nye generation faktisk ikke gider fodbold.
Hvad nu, hvis Andrea Agnelli har ret? Hvis dem, der taler for at indføre fire halvlege eller kortere kampe og regler, der giver langt flere scoringer, har ret?
I USA taler man åbent i ligaerne om, at ingen, eller i hvert fald færre og færre, gider se tre timer lange kampe i baseball og amerikansk fodbold. Måske er der ingen vej udenom for fodbold, hvis man vil have fans og seere i fremtiden?
Og hvor mange har ikke fornemmelsen af, at det bliver stadigt sværere at koncentrere sig om 90 minutters fodbold, når der er tre-fire per dag i ugen og fra morgen til aften i weekenden?
Neville har ret
Gary Neville har fuldstændig ret i den voldsomme kritik, han rettede mod Liverpool og Manchester United i går.
For de to klubbers amerikanske ejere og medarbejderne skider, undskyld mig, på over 100 års historie, kultur og værdier ved ikke bare at gå med men føre an i forsøget på at skabe en udbryderliga.
Og planen kan meget vel smadre resten af fodboldsystemet, hvis det virkelig lykkes udbryderne at lave en lukket liga.
Jeg vil gætte på, at ligaen ender med at være et stærkt og profitabelt pressionsmiddel i fordelingen af fremtidige Champions League-indtægter og pladser, så de store får deres vilje, men ikke denne gang bryder ud af fodboldverdenen.
Men kommer den udbryderliga, vil det ramme resten af fodboldverdenen hårdt. Spillerne vil i endnu større grad flokkes om de få superklubber, og tv-aftalerne i lande som Danmark kan få et gok i nødden.
For selvfølgelig vil det være mindre interessant, når man ikke kan møde de bedste klubber og spillere i Champions League, og Premier League og de andre topligaer kan også blive hårdt ramt, hvis de bedste og største klubber ikke prioriterer den hjemlige liga.
Måske er alt dette uundgåeligt. Blot et symptom på kommercialiseringen af fodbold og den konsolidering, der sker i så mange brancher i disse år, hvor magten og markedet samles om få giganter, mens den lokale købmand må give op.
Ligaer, nationale forbund og UEFA siger, at de vil kæmpe imod og udelukke alle deltagere i en piratliga fra at spille med på landshold og i nationale ligaer.
Det kan sagtens være, superklubbernes mange modstandere igen får held til at bremse udbruddet og 'nøjes' med at afgive de ejerandele og den kontrol, superklubberne vil have over Champions League fra 2024.
Men fodboldspillets fundament vakler i disse uger, og spørgsmålet er, om det kun er nogle sultne superklubber og investeringsbanker, der er på spil, eller om der i virkeligheden stikker noget dybere under i en fodboldverden, hvor UEFA's og FIFA's autoritet i den grad er blevet udhulet af mange års ballade og skandaler.
