Video : Tipsbladet
Generelle

Leder: Nu skal Eriksen væk - men blokerer million-lønnen?

Flere faktorer komplicerer et januar-skifte for Christian Eriksen i Inter.

Lederen er bragt i Tipsbladet 18. december - få det sammen med Ekstra Bladet fredag

Nogle gange er tålmodighed ikke svaret.

Naturligvis skal man give det chancen, når man som Christian Eriksen er skiftet til Serie A i et coronaår, men Inter under Antonio Conte ligner bare ikke svaret på danskerens klubfremtid, selvom skiftet til Milano-klubben kun er 11 måneder gammelt.

Christian Eriksen har spillet næsten dobbelt så mange minutter for Danmark (658) som for Inter (374) i denne sæson, og at det giver midtbanespilleren friske ben til 2021 er naturligvis en ringe trøst.

Eriksen skal væk, og selvom det selvfølgelig også er i Kasper Hjulmands interesse forud for EM, er det altovervejende for Eriksens egen skyld.

Men flere faktorer komplicerer et skifte, selvom det heller ikke kan være til Inters bedste at have en så dyr og dygtig spiller siddende på bænken.

Italienske skatteregler kan gøre det dyrt at forlade landet.

Måske endnu vigtigere venter der også et meget stille transfervindue, hvor store dele af Europa og snart sagt alle fodboldarenaer er lagt øde af anden bølge af coronavirussen.

Det rammer klubbernes økonomi og ikke mindst lysten til at aflønne en mand, der lige nu skal ligge på den gode side af en millioner kroner i løn. Om ugen.

Af samme årsag er det ikke ren galimatias, når der bliver spekuleret i lejemål til andre italienske klubber. Italienerne er notorisk åbne for at leje og handle spillere med hinanden, også indbyrdes mellem bitre rivaler i toppen af Serie A.

Derfor er syndfloden af rygtehistorier om Napoli, Atalanta og AC Milan ikke lige så sindssyge, som man ved første øjekast skulle tro.

Hvis den danske topspiller vil gå på kompromis med lønnen, vil og skal udvalget være større, eksempelvis med trængende Premier League-klubber, for hvem et lejemål i forårssæsonen til 50-100 millioner kroner trods coronavirussen stadig ikke er noget, der vælter økonomien.

Stoledansen om handlerne på januarmarkedet er selvfølgelig allerede i fuld gang, og når champagnetågerne lægger sig på kontinentet, skal det blive enormt interessant at se, om det lykkes agenten Martin Schoots at få en aftale i hus.