Leder: Wilczeks 198 dage fra BIF-hjerte til FCK-skifte er fodbold anno 2020

Lederen er fra Tipsbladet fredag - du får Tipsbladet med, når du køber Ekstra Bladet om fredagen. Du kan også få et abonnement på fredagsavisen - læs mere her.   

---

32-årige Kamil Wilczeks skifte fra Gözpete til FC København skaber flere overskrifter og drama end selvsamme danske klubs kvalifikation til mandagens Europa League-kvartfinale i Køln mod verdens vel nok mest profilerede fodboldklub Manchester United.

Og det er ikke noget, som hverken jeg, mine kolleger på Tipsbladet eller andre med hang til journalistik og sidevisninger har konstrueret og påduttet Fodbolddanmark, for Wilczeks klubskifte vækker følelser, som meget få andre ting eller personer i Superligaen kunne have gjort.

Det er naturligvis den polske angribers nære fortid og store succes i Brøndby IF, der vækker store og voldsomme følelser blandt Brøndby-fans.

Så voldsom og vild er reaktionen og klubskiftet, at det også, og helt naturligt, får rigtig mange andre fans, der ikke nødvendigvis har de store og varme følelser for de gulblusede fra Vestegnen, til at følge med.

For det er stort, kæmpestort, at Kamil Wilczek er skiftet til FC København.

”En gang Brøndby, altid Brøndby. Brøndby vil altid være i mit hjerte,” sagde angriberen for 198 dage siden, da han skiftede til Süper Lig.

Men selvom han gentager det i dag, og jeg faktisk tror ham fuldt ud, kan det statement for mange Brøndby-fans aldrig forliges med et skifte til FC København, uanset omstændighederne og da slet ikke så kort tid efter.

Wilczek er ikke som Peter Møller og Allan Nielsen tilbage i 1995 med deres skifter fra et kriseramt FC København til Brøndby IF med til at redde klubbens økonomi, og at Wilczek skiftede midt i sæson i januar handlede også om et løfte, Brøndby havde givet angriberen ved seneste kontraktforlængelse et år forinden om at komme til udlandet, hvis den rette mulighed og løncheck bød sig.

At Wilczek scorede 71 mål i 124 Superliga-kampe for Brøndby gør kun smerten værre, og hvis der er tilskuere på stadion 20. september, når klubberne mødes i anden spillerunde i Parken, skal vagter og politi være på tæerne. Glem det med tilskuere på stadion – det skal vagterne og politiet være uanset hvad efter en så kontroversiel transfer.

Vreden og postyret var kommet uanset hvad, jeg forstår den fuldt ud, men for mig viser sagen også en af de mulige bagsider ved, at Brøndby IF altid melder så konsekvent og fast ud, når de siger farvel til især profilerede spillere.

Det er bestemt ikke første gang, at en Brøndby-spiller melder meget stort ud ved et skifte væk fra klubben. Det er med til at skabe identitet og styrke sammenholdet omkring klubben, at det føles som et særligt sted, og at spillerne siger det.

Men som tilfældet med Wilczek viser, kan det altså også være en boomerang at melde så bombastisk ud i en fodboldverden med større og hurtigere udskiftning i spillertrupperne end nogensinde før.

Det er hverken første eller sidste gang, en spiller med fortid i Brøndby kommer tilbage til Superligaen – Nicolai Boilesen er bare ét eksempel – og da slet ikke hvis Brøndby vil være en sælgende klub, der banker unge profiler afsted til udlandet for enorme beløb, hvoraf nogle altså vender tilbage til Danmark efter større eller mindre succes i udlandet.

Jeg gentager: Jeg forstår fuldt ud, hvorfor det vækker så stor vrede og så store følelser, at en elsket topscorer tager til den absolutte hadeklub og rival.

Men når røgen har lagt sig, er det måske også en anledning til at tænke lidt over, hvad man som spiller siger i fremtiden, og hvor skarpt især topklubberne i Danmark skal melde ud, når udskiftninger i truppen og møder med gamle bekendte fra Superligaen næppe bliver færre i fremtiden.

Og selvom det er et mikroskopisk mindretal, der går over stregen, er kommunikationen fra klubberne også værd at have i baghovedet, når der som torsdag kommer meget voldsomme, hadefulde beskeder til Wilczek, enkelte med opfordringer eller mere eller mindre skjulte trusler om vold. Det hverken forstår jeg eller mener, nogen i dansk fodbold kan tolerere eller leve med.

På denne dag, og i et så højt profileret tilfælde, vil det også være på sin plads, at Brøndby IF understreger, at trusler selvfølgelig ikke er foreneligt med det at være Brøndby-fan, hvis nogen derude skulle have glemt det.

Sportsligt bør skiftet egentlig ikke vække den store bekymring for Brøndby og Brøndbys fans. Sportsdirektør Carsten V. Jensen beskriver i morgendagens blad, hvordan og hvorfor Brøndby konsekvent i 2020 har brugt yngre spillere end i årene før, og man var reelt lidt heldig med, at angriberen scorede så mange mål sidste år. Den sløje halvsæson i Tyrkiet kan sagtens være udtryk for, at niveauet nu daler for alvor, som det statistisk gør for en angriber tæt på 33 år, og Wilczeks 17 mål i efteråret var en stor overpræstation set i forhold til antallet og kvaliteten af hans chancer.

For FC København er Wilczek i det store billede en relativt overkommelig investering, der faktisk kan ses som et sjældent køb mindet på at vinde Superligaen og ikke så meget i Europa, selvom man selvfølgelig også håber, Wilczek kan præstere bare i nærheden af N'Doyes niveau i de vigtige Europa League-kampe.

Viser det sig, at Wilczeks kvalitet er vigende, vil det overraske mig meget, hvis ikke københavnerne om et år kan finde en passende udenlandsk aftager, så derfor bliver den treårige kontrakt næppe et møllehjul om Solbakkens hals.

Så skiftet giver rimelig mening for et tidspresset FCK med brug for en erfaren angriber, mens Brøndby helt klart skulle holde snitterne væk.

At man er skuffet over Wilczek i Brøndby-lejren, det forstår jeg til gengæld udmærket – men husk nu, at der er og skal være en grænse for, hvad man siger, og hvad man siger, at man vil gøre.