Leder: VAR og fodboldloven skal tilbage på bagsædet

Lederen er fra Tipsbladet fredag. Du køber Tipsbladet sammen med Ekstra Bladet og kan også få det leveret til døren – se mere her.

Der er et hav af forklaringer på, hvorfor fodbold er noget af det, flest mennesker på planeten har gået mest op i de seneste 150 år.

Få scoringer per kamp skaber en spænding, der er fraværende i rigtig mange andre sportsgrene, hvor det dominerende hold eller den bedste udøver ofte vinder i både 80, 90 og 95 procent af tilfældene.

Spillet kræver hverken cykler eller andet udstyr til 50-100.000 kroner stykket, dyrt tøj, dyre heste eller svømmehaller, og måske vigtigst af alt kan alle spille spillet, uanset om der er krig eller naturkatastrofer.

Efter min mening er noget af det helt centrale ved fodbold også, at det ikke er reglerne, der er i centrum.

Dommeren dømmer ud fra skøn og vurderinger.

En kamp er ikke ovre, fordi man kommer til at vælte en modstander eller røre bolden med hænderne, ingen bliver diskvalificeret for at sætte en tå forkert eller tage et indkast halvanden meter fra, hvor bolden røg ud.

For mig er et af fodboldspillets helt store kvaliteter, at udøverne ikke er én stor mimose af eksistentiel angst og udsigt til økonomisk ruin, hvis man begår bare den allermindste fejl, som andre sportsgrene i alt for høj grad bærer præg af efter min smag.

Fodbold handler om at udtrykke sig, finde løsninger, skubbe til grænserne og fungere sammen med 10 holdkammerater mod 11 modspillere, mens vi i det store hele er fløjtende ligeglade med, om man løber grimt, tager dårlige indkast og begår et frispark eller to mere, end hvad der er strengt nødvendigt.

Disse års udbredelse af VAR og skarp fokus på at minimere dommerfejl og overholde lovens bogstav truer spillets ånd, intention og den frihed til at forsøge noget, som fodbold har nydt så godt af i 150 år.

I Superligaen har denne sæsons introduktion af VAR indtil videre tydet på, at systemet kan være en hjælp for dommerne og gavnligt for spillet, fordi man her til lands klogeligt og dygtigt har husket på, hvordan fodbold fungerer, og at man ikke vil lade sig styre af en nulfejls-kultur og utopisk jagt på perfektion, der alligevel er helt umulig med et utal af dommerskøn i hver kamp.

Men UEFA og FIFA's fortolkning af reglerne og det, vi har set i de første spillerunder i Premier League, viser, hvor nemt det kan gå galt.

I sidste weekend fik Eric Dier og Tottenham et straffespark mod sig dybt inde i tillægstiden, der kostede Spurs sejren og efterfølgende fik Newcastle-manager Steve Bruce og snart sagt alle andre fra det nordøstlige England til de fjerneste provinser på pampassen i Argentina og junglen i Indonesien til at ryste på hovedet.

Med ryggen til fik Dier headet bolden ned på armen fra under en meters afstand i en situation, der på ingen måder var en oplagt scoringsmulighed for Newcastle, og mens Spursmanager José Mourinho nærmest måtte bide tungen af for ikke at få hamret en kæmpe bøde i hovedet af FA i interviewene efter kampen, var hans Newcastle-kollega Steve Bruce nærmest opgivende og sagde, at vi lige så godt kan lade være med at spille, hvis den slags rene tilfældigheder skal give straffespark.

Onsdag aftens tilfælde i Herning var ikke nær så grelt.

Men så alligevel.

Skal man virkelig til at løbe med armene over kors inde foran kroppen? Var en elendig clearing fra en holdkammerat, der dumpede ned højt oppe bagfra forsvarsspillerens ene skulder, men på ingen måder var en stor chance, da den strejfede hånden, en hændelse, der skulle give FC Midtjylland en lige så stor målchance, som da Pione Sisto for to uger siden spillede Awer Mabil fri med en genial dyb stikning? Er det sådan, vi vil have scoringer i fodbold? Skal fuldstændig tilfældige bolde, der strejfer forsvarsspilleres hænder i næsten ufarlige situationer, være lige så værdifulde som de flotteste individuelle genialiteter eller fantastiske mønsterangreb, spillerne har trænet det meste af deres liv for at mestre?

Jeg er ligeglad med, at disse straffespark var korrekte ifølge fodboldreglerne, og at Slavias målmand Ondrej Kolar på papiret skulle straffes for at være nogle centimeter foran sin streg, da han reddede Sory Kabas spark, for ikke tale om de mikroskopiske fejl, VAR hjælper dommerne med at fange i de kommende måneder.

Fodboldloven og VAR er ikke andet end instrumenter, der skal give det bedst mulige fodboldspil i dag, i morgen og om 10 år. Det er ødelæggende, at VAR nu bruges til at forvandle fodbold til et lov-spil, hvor sejr og nederlag afgøres af småfejl og tilfældigheder uden kobling til spillerne og holdenes evner.

Konkret skal fortolkningen af handsreglerne og straffespark ændres her og nu, så det igen altovervejende bliver et dommerskøn, og så snart det globale lovorgan IFAB har mulighed for det, skal hands i feltet ved alt andet end store målchancer give indirekte frispark i stedet for straffespark.

Fodbold er så meget bedre tjent med at holde fast i identiteten og sjælen som et dynamisk spil med stor plads til fejl og fortolkninger, og mon ikke også fodboldens styrende organer snart indser det. Jeg kan i hvert fald ikke være den eneste, der er hamrende træt af den evige frygt for at tillade selv de mindste fejl i situationer, der altid har været og fortsat skal være et dommerskøn.