Leder: Sviatchenko, Scholz og holdkammeraterne er til eksamen i Bulgarien
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Generelle

Leder: Sviatchenko, Scholz og holdkammeraterne er til eksamen i Bulgarien

Det er defensiven, der skal bringe FC Midtjylland videre i Europa, skriver Tipsbladets chefredaktør, Troels Bager Thøgersen, i dagens store leder.

Lederen er fra fredagens trykte udgave af Tipsbladet. Du får Tipsbladet med, når du køber Ekstra Bladet om fredagen. Du kan også få et abonnement på fredagsavisen - læs mere her.

Det er eksamenstid i FC Midtjylland, og selvom coronavirussen har gjort situationen sværere for midtjyderne, der kun har en enkelt udekamp til at klare skærene mod Ludogorets og ikke får nogen hjemmekamp, er det nu, man bliver målt og vejet.

Evander blev skadet i opvarmningen til sidste weekends testkamp i franske Reims, men det er ikke ham eller offensiven, der er hovedfokus på tirsdag i Razgrad.

Nej det er defensiven, som Brian Priske har brugt meget af energien på, siden han blev cheftræner for et år siden, der har hovedrollen i næste uge.

I sommeren 2016 scorede man ikke i et samlet 0-3-nederlag til Osmanlispor. I 2017 blev det samlet 3-4 til Apollon Limassol, og i 2018 var det i alt med 2-4, man tabte til Malmö FF, efter man tidligere den sommer ikke formåede at score, eller for alvor skabe chancer, i en 0-0-kamp hjemme mod Astana efter en 2-1-sejr til kasakhstanerne i første kamp på et mål i fjerde minuts overtid.

Sidste års 3-7-nederlag til Rangers FC falder uden for kategori, fordi det var i tredje runde og ikke i sidste playoffrunde før gruppespil, men tager vi det med, har FC Midtjylland på otte kampe de seneste fire sæsoner lukket 18 mål ind, når det virkelig gjaldt.

Nu er der maksimalt 120 minutter og en straffesparkskonkurrence at gøre godt med på tirsdag mod Ludogorets.

Sidste uges 1-3-nederlag til førnævnte Reims bør ikke bekymre, da FCM skiftede størstedelen af holdet i pausen, da man førte 1-0. Torsdag vandt man med 2-0 over HSV i en kamp, hvor man ikke skiftede i pausen.

Den virkelige test får vi naturligvis først tirsdag, når alt er på spil for en klub, FC København og de andre Superliga-rivalers fans ynder at beskylde for manglende europæiske kompetencer.

90 minutters 2. runde-fodbold i Razgrad kommer ikke til at give et fyldestgørende billede af FC Midtjyllands defensive evner, men fair og unfair ryger helt og aldeles ud af vinduet grundet coronavirussen og efter FCM's tre danske mesterskaber på fem år.

Det er Europa, der gælder nu, og vinder FC Midtjylland i Bulgarien, er holdet sikker på at være seedet i en sidste og afgørende Europa League-playoffkamp om adgang til gruppespillet, hvis man taber i 3. runde af Champions League-kvalifikationen.

Taber FC Midtjylland derimod til Ludogorets, bliver vejen til Europa League-gruppespillet hård, så mon ikke formand Rasmus Ankersen og direktør Claus Steinlein sammen med resten af klubben og Ulveland håber på en ekstremt god defensiv aften på tirsdag, som minder mere om sejrene og de gode præstationer mod FC København i sidste sæson end de skæverter, man eksempelvis slog mod AGF.

Læs også:Skulle have bremset FCM og Chelseas model: Udskyder reform til 2021

Læs også:Fredericia-træner ønsker to-tre nye spillere

Læs også:Medie: Sistos lønkrav umuliggør Superliga-skifte

Læs også:Isaksen scorede i sidste test før CL-kval: Vil lukke munden på kritikerne

Læs også:Torsdagens rygtebørs: Lyon-stjernen Aouar er på vej til London-klub