Leder: Snart koster det 50 mio. at blive i SL

Lederen er fra Tipsbladet fredag – du køber Tipsbladet sammen med Ekstra Bladet. Du kan også få det leveret til døren – læs mere her.

Da SønderjyskE i 2008 rykkede op i Superligaen, klarede man sig i de første sæsoner for et årligt spillerbudget i omegnen af 10 millioner kroner.

Flere andre hold befandt sig i samme prisklasse eller med årlige udgifter på op til 20 millioner kroner, og at FC København lå på 100 millioner kroner eller derover understregede bare, hvor suveræne københavnerne var økonomisk i de år.

Her et årti, indtil flere tv-aftaler og et boom på transfermarkedet senere, er det blevet overordentlig dyrt at være bare nogenlunde sikker på, at man ikke skal i nedrykningsfare fra Superligaen.

Og det bliver snart endnu dyrere.

Det er de udenlandske ejerskaber af danske klubber, der puster til prisudviklingen, selv nu efter et år med lange perioders nedlukning af samfundet.

FC København, FC Midtjylland og Brøndby IF er sandsynligvis så økonomisk stærke, at de ikke har noget at frygte for, selvom FC Københavns moderselskab trækker alvorligt på kassekreditten i disse måneder, og Jan Bech Andersen har betydet rigtig meget for BIF's finanser de seneste år.

AGF kryber langsomt opad, mens Brøndby har sparet markant og nu nærmest er tættere på århusianerne end FC Midtjylland i budget.

AaB og OB ligger omkring eller på den dyre side af 40 millioner kroner om året, og FC Nordsjælland skal faktisk kategoriseres på samme niveau, for deres talentarbejde i Farum og Accra er så dyrt, at øjnene løber i vand.

Det var syv af 12 hold i Superligaen.

Oprykkerne Vejle er absolut ikke noget discounthold, og SønderjyskE's ejer Robert Platek har netop betalt 150 millioner kroner for Spezia i Serie A og virker villig til at bruge penge på især yngre spillere. Alt efter, hvad man inkluderer i budgettet, er Randers FC nærmest nummer 10 på budget, og først med de to nedrykningskandidater Vejle og Lyngby når vi to hold lidt under 20 millioner kroner i budget.

SønderjyskE skruer op med en ny ejer, Randers FC leder efter en udenlandsk partner, AaB har gjort det samme, og i 1. division er Esbjerg netop blevet købt af en gruppe relativt erfarne folk, der til daglig opererer med et budget i Superligaens Top 3-klasse i Championship-klubben Barnsley og absolut ikke har tænkt sig at skære i noget på Vestkysten.

HB Køge og Helsingør har amerikanske ejere med store planer, Fremad Amager er ejet af en russisk oligark-søn med meget stærke internationale forbindelser, og selv Silkeborg IF på oprykningsjagt i 1. division og Lyngby og Horsens leder efter udenlandske partnere.

Hvis den lange opremsning her tager pusten fra de fleste, er det helt forståeligt, og det kan også snart tage pusten fra dem, der gerne vil leve småt og godt i Superligaen.

I dagens udgave af Tipsbladet fortæller vi historien om de ni udenlandsk ejede klubber, og hvad der dog lokker så mange udenlandske klubkøbere til landet i disse år. Ingen af vores kilder tror, at Chien Lee-konsortiets overtagelse af Esbjerg for to uger siden var det sidste i dansk fodbold.

Alt efter, om man tør regne AGF, AaB, OB og måske FC Nordsjælland med blandt dem, der ikke kan rykke ned, efterlader det fem-seks pladser til cirka 12 hold, der alle mener, at de på sigt vil være fast Superliga-hold.

Det er naturligvis matematisk umuligt, og det får konsekvenser i de kommende år.

Jeg gætter på, at budgetterne for midterklubberne i Superligaen og de håbefulde i 1. division kommer til at stige så meget, at man reelt skal op på AGF's niveau tæt på 50 millioner kroner, hvis man vil være nogenlunde sikker på ikke at rykke ud.

Om det giver bedre fodboldkampe og spillere end i dag afhænger af, hvordan de ekstra penge bliver brugt. Men med alle de projekter og målsætninger, udenlandske klubejere og såmænd også deres danske kolleger arbejder efter i dag, bliver det nærmest umuligt at lave en SønderjyskE, Hobro eller Lyngby og blive i Superligaen. Og billigt, det bliver det ikke.