Lederen er fra fredagens trykte udgave af Tipsbladet. Du får Tipsbladet med, når du køber Ekstra Bladet om fredagen. Du kan også få et abonnement på fredagsavisen - læs mere her.
Lionel Messi detonerede i denne uge en bombe i fodboldverdenen, da det kom frem, at den argentinske superstjerne og hans folk har sendt FC Barcelona det, der svarer til en opsigelse per anbefalet brev.
Års sportslig nedtur i Champions League, en tom klubkasse og håbløse udsigter for et førstehold med ambition om at vinde samtlige turneringer hver eneste sæson fik sammen med måneders, ja nok nærmere års, kold krig mellem Team Messi og præsident Josep Bartomeu Messi til at sige stop.
Nu venter et juridisk slagsmål om, hvorvidt Messis opsigelsesklausul stadig var gældende her i august på grund af flere måneders forsinkelse af 2019/20-sæsonen, og måske lige så vigtigt et drabeligt, beskidt politisk opgør om magten i klubben og Messis fremtid eller mangel på samme.
Om Lionel Messi skifter til Manchester City eller følger de kommercielle forbindelser, der på forskellig vis er til Paris Saint-Germain, ved vi ikke. Ej heller, om Ed Woodward dropper alt, flyver til Barcelona og tilbyder alt Manchester Uniteds guld for en aftale.
Eller om Inter, Juventus, Liverpool, Bayern München eller en helt syvende, ottende eller 23. klub skriver kontrakt med ham – vi får se.
Vi ved heller ikke, om det er et politisk træk, der skal vippe præsident Josep Bartomeu ud af klubben før tid – man får da tanken, når præsidentkandidaterne til det planlagte valg i marts 2021 omgående kaster sig over den siddende præsident med truslen om et mistillidsvotum, hvis ikke der med det samme udskrives et valg snarest muligt. Og når Lionel Messi tidligere har sagt stop på Argentinas landshold for at presse det argentinske fodboldforbund til reformer.
Men over disse slagsmål og alle overvejelserne om, hvorvidt Lionel Messi rent faktisk skifter klub eller ej, svæver der også en på én gang mere luftig men også dyb diskussion. For bør en spiller som Lionel Messi, en af verdenshistoriens dygtigste fodboldspillere med kun én seniorklub på CV'et, overhovedet skifte klub?
Lionel Messi har én karriere, ét forsøg til at opnå og opleve det, han gerne vil, og hvis han enten har juridisk krav på at kunne blive fritstillet eller kan forhandle sig ud af sin aftale med FC Barcelona, er han i sin gode ret til at gøre det.
Men vi andre har også en ret til at have en mening om det enestående talent og den måde, Lionel Messi forvalter det på.
Det føles meget moderne med et Lionel Messi-skifte til en af de få superklubber, der har råd til argentineren og ikke mindst kan tilbyde ham det hold og den ramme, hvor han kan vinde Champions League, nationale mesterskaber og forberede sig bedst muligt til det 2022-VM i Qatar, mange ikke bryder sig om at tænke på, men som jeg kan love, at Lionel Messi vil gøre alt for at vinde.
Nogen vil kalde 2020 med alle dets dårligdomme det oplagte år til et sådant skifte.
For trods alle FC Barcelonas vanvittige fejltagelser på transfermarkedet siden Neymar-handlen (der jo også i sig selv var voldsomt ulden med mystiske pengestrømme tilbage i 2013), trods Messis grimme sag om skattesvindel i 2016, på trods af, at FC Barcelonas hjertens gerne ville tage hadeklubben Real Madrid i højre hånd, Juventus i venstre og sammen skride fra alle os andre over i en lukket, global Superleague, så har Lionel Messi og FC Barcelona stadig en særlig aura.
Messi er manden, der blev, Barcelona er klubben, der skabte ham på La Masia (så glemmer vi lige det med, at der var lægeordinerede væksthormoner involveret) og satte ham på det perfekte fodboldhold ledet af Josep Guardiola.
Der er noget nostalgisk og romantisk over, at Lionel Messi tilhører den lille gruppe spillere, der kun har optrådt for én klub.
Det vil også ”føles rigtigt”, hvis Messi ender med at spille karrieren færdig i barndomsklubben Newell's Old Boys hjemme i Rosario, men det vil stikke mange i hjertet at se Messi i Premier League, Ligue 1 eller Serie A i kamp for en klub med en international ejer, der meget vel kan have købt Lionel Messi med alle mulige andre motiver end det rent sportslige.
I det lys kan man godt tillade sig at kalde Lionel Messi illoyal, hvis han stopper i FC Barcelona, i hvert fald over for alle de følelser og minder, en hel verden af fodboldfans forbinder ham med.
Når jeg alligevel til fulde forstår Lionel Messis ønske om at stoppe, hænger det sammen med, hvor dårligt FC Barcelonas ledere med præsident Josep Bartomeu i spidsen har forvaltet deres rolle.
Der var betænkeligheder, allerede dengang FC Barcelona købte Neymar men ikke lod til at have en klar idé om, hvordan Xavi og Andrés Iniesta skulle erstattes.
Josep Bartomeu blev præsident et halvt år efter, Neymar var kommet til klubben, og efterdønningerne fra den hamrende kontroversielle handel kostede den hidtidige præsident Sandro Rosell posten.
Siden har FC Barcelona brugt milliarder på spillere, og står alligevel i dag og har kun med god vilje to-tre mand hentet til udefra, man også kan forestille sig på et Champions League-vindende hold inden for et par år.
Pengekassen er tom, og det i en grad så man måtte sælge Arthur til Juventus for at holde kreditorerne fra livet, mens købet af Miralem Pjanic kan afskrives over fire år.
Samtidig har klubbens ledelse på forskellig vis ligget i skjult krig med truppen og ikke mindst Lionel Messi, blandt andet i forbindelse med truppens lønnedgang i foråret, da coronakrisen var på sit højeste.
Jeg siger bestemt ikke, at Lionel Messi og hans kammerater i den erfarne del af Barcelona-truppen er uskyldsrene, men tilbage står også, at den bedste aktive fodboldspiller i verden er så træt af sin øverste chef, at han efter års tålmodighed og forsøg på at redde projektet nu har fået nok.
Det er svært at se, at Barcelonas præsident og ledelse med deres handlinger og intentioner fortjener Lionel Messis loyalitet – jeg forstår i hvert fald fuldt ud, hvis argentineren ikke bare juridisk men også moralsk føler, at han har retten på sin side.
Der bliver utvivlsomt ramaskrig, hvis Lionel Messi flytter til Manchester eller Paris, og hvor vil det gøre ondt på Barcelonas fans og på fodboldromantikere at se ham forlade FC Barcelona efter 20 år, ikke mindst på denne måde. Tænk, at verdens bedste fodboldspiller føler, det rigtige træk er at sige op skriftligt. Det vidner om, hvor dybt problemerne stikker.
Men hvad ville du gøre, hvis du var Lionel Messi? Er han forpligtet til lade sine sidste år på topplan forsvinde på Champions League-placeringerne i La Liga under mesterholdet Real Madrid og på ottendedels- og kvartfinaler i den store europæiske turnering?
Det her ligner ikke et spørgsmål om penge men om en spiller, der vil have det maksimale ud af sine sidste år på topplan, og jeg har svært ved at se, at Messi har en forpligtelse til at binde sig til forstavnen på en skude med læk i begge ender og med rådden mast og rig, når kaptajnen har brændt tre milliarder kroner af på Antoine Griezmann, Philippe Coutinho og Ousmane Dembélé, men giver Messi skylden for, at man er ved at synke.
