Bragt i Tipsbladet 20. november
Det er helt naturligt, at spørgsmålet om Niels Frederiksens fremtid i Brøndby IF melder sig i disse uger, for selvfølgelig overvejer både han og Brøndby IF nøje, hvad der skal ske efter det nuværende udløb på samarbejdet 30. juni 2021.
Skal Niels Frederiksen blive, skal han videre til noget andet, skal Brøndby videre til noget andet, har træneren gjort det godt eller skidt ud fra forudsætningerne?
Alt det kan man have mange meninger om eksternt og skal man pinedød have meninger om internt hos sportsdirektør Carsten V. Jensen og i bestyrelsen anført af hovedaktionær Jan Bech Andersen.
Men et helt afgørende spørgsmål mangler efter min mening at blive stillet: Hvad vil Brøndby IF i fremtiden, og ikke mindst, hvem skal eje klubben?
Den flittige læser af Brøndby-nyheder vil måske sige, at det spørgsmål er totalt overflødigt, fordi det er tydeligt besvaret med Brøndbys lavere budgetter og større brug af og satsning på teenagere, man enten selv har uddannet i klubben, eller man har hentet til udefra, helst før de er fyldt 21.
Så entydigt mener jeg ikke, det er.
Coronakrisen har ikke dæmpet udenlandske investorers appetit på at købe sig ind i fodboldklubber, hverken i Danmark eller andre dele af Europa, og tanken er altså ikke så skør, selvom Red Bull-idéen i starten af året var for uspiselig i forhold til fansene.
Hvad sker der, hvis det helt rigtige tilbud dukker op for Jan Bech Andersen, enten i form af et samarbejde eller et salg af hans aktiepost?
Så kan strategier og førsteholdstruppen hurtigt blive rykket i en anden retning.
Det var også med selvsamme, engagerede ejer, man så nær havde vundet DM med et dyrt hold handlet ind til netop det formål, hvilket cirka er den modsatte sportslige strategi af den, man forfølger nu.
Jeg ved godt, man i fodboldverdenen elsker at tale om projekter og langsigtede strategier, men efter at have været i denne metier, siden Michael Laudrup var cheftræner på Vestegnen, ved jeg også, at man i fodboldverdenen ofte skifter disse langsigtede strategier, sjovt nok tit i samme tempo som ansættelserne til trænerbænken.
Jeg siger egentlig bare, at man skal passe på med at gå ud fra, at 2020 per automatik er sigende for, hvad klubben er de næste fem-ti år, og at man ikke kan stille sig selv trænerspørgsmålet uden også at være ret sikker på, hvad der skal ske med ejerforhold og klubbens økonomi i de kommende år.
Skal man være markant mindre på spillerbudgettet end FC Midtjylland og FC København i de kommende år, skal man jo også have en cheftræner, der kan acceptere det og ikke vil have en stor og meget aktiv stemme i rekrutteringen, som Alexander Zorniger nok nærmere tog end fik foræret.
Køb Tipsbladet i dag - det ligger i dagens udgave af Ekstra Bladet