Leder: Landsholdets racisme-protest sagde meget om Danmark anno 2020

Lederen er fra fredagens trykte udgave af Tipsbladet. Du får Tipsbladet med, når du køber Ekstra Bladet om fredagen. Du kan også få et abonnement på fredagsavisen - læs mere her.

Det er lidt morsomt at se politikere og meningsdannere skyde med skarpt mod landsholdet, efter spillerne anført af profilerne Christian Eriksen og Kasper Schmeichel blev enig med Englands og Belgiens spillere om at knæle ved kickoff til Nations League-kampene som støtte til protesterne mod racisme.

FCK-storaktionær Lars Seier Christensen var en af dem, der gik forrest. Han mente, at protesten var en direkte støtte til Black Lives Matter-organisationen, og at landsholdet dermed støttede en marxistisk bevægelse, fordi en af talsmandene for BLM for år tilbage havde sagt noget i den retning i et interview, samtidig med, at det at knæle efter hans mening var at sammenligne med en nazihilsen, som han blev citeret for i B.T.

De bemærkninger har stærk klangbund her i landet, især efter nogle dybt tåbelige udsagn af den danske afdeling af BLM i forbindelse med demonstrationer mod racisme i Danmark tidligere på året. Hele sagen illustrerer meget godt, hvor stærk viljen til bevidst at misforstå modparten er blevet, selv i Danmark, hvor vi ellers har tradition for at finde løsninger på problemer sammen på tværs af politiske skel.

Det gælder begge sider af det politiske spektrum, hvor man har mere travlt med at slynge skældsord og vanvittige stråmands-argumenter høstet direkte fra vildtvoksende konspirationsteorier fra nettet, boostet af demokrati-fjendtlige algoritmer på sociale medier, end til rent faktisk at lytte til det, modparten siger - i dette tilfælde spillerne på det danske landshold.

Lad os tage racisme-delen først.

Spørg Mathias "Zanka" Jørgensen, Awer Mabil, Philip Billing, Raheem Sterling, Moise Kean, Blaise Matuidi, Paul Pogba, Kalidou Koulibaly, Antonio Rudiger, Jimmy Durmaz, Romelu Lukaku, Mario Balotelli, Moussa Marega, Taison og Dentinho om racisme er et problem i fodbold eller ej.

Jeg kunne have fyldt denne side med spillernavne, rigtige mennesker af kød og blod, der har oplevet racisme til kampe, med tilråb uden for fodboldbanen eller på nettet. Og det er bare inden for de seneste par år.

Landsholdets protest med kollegerne handlede ikke om en bevægelse ovre i USA, der ikke rigtig har noget med Danmark, England eller Belgien at gøre, som det blev fremført her i Danmark. Spillerne reagerer ikke mindst, fordi de enten selv har oplevet racisme eller har set og hørt deres medspillere, modspillere - deres kolleger og venner - blive kaldt sorte aber, arabiske terrorister og det, der er værre.

UEFA, DBU og fodboldklubber har i efterhånden mange år taget afstand fra racisme, og selvom man i den grad kan føre en sag for, at der er blevet gjort alt for lidt for at bekæmpe racisme, er der vel ingen ud over bot-netværk og deres ligesindede på sociale medier, der synes, racisme er en fed og god ting, der skal være plads til i moderne demokratier.

Så er der adskillelsen af sport og politik.

Jeg har fuld respekt for, at mange gerne vil adskille de to, og det er helt rigtigt, at den knælen, Colin Kaepernick begyndte, og landsholdet var de seneste til at fortsætte, også gør det sværere at komme efter for eksempel Fenerbahce, når klubledelsen bruger spillertruppen, inklusiv "Zanka", til at hylde tyrkisk militærs invasion af kurdisk område, eller når Paulo Di Canio syntes, det var helt fjong at bruge Mussolini-æraens facist-hilsen i en Lazio-kamp.

Sagen er bare, at det tog er kørt for længst, med politikere, nationalstater, klubejere og kommercielle aktører oppe foran i lokomotivet med udøverne spændt og sømmet fast i de bagerste vogne.

Benito Mussolini med VM 1934 og Adolf Hitlers nazityske rige med OL 1936 er de oplagte eksempler, men allerede tilbage i det gamle Grækenland var olympiaden en afgørende politisk begivenhed, hvor bystaterne viste sig frem, spejlede sig i deres sportsstjerners hæder og udbasunerede nye militær-politske alliancer, uanset den berømmede olympiske fred.

Sport og politik er ikke adskilt og har aldrig været det, tværtimod er sport noget af det mest politiserede, der findes.

Forskellen er, at fodboldspillerne og de andre udøvere normalt får streng besked om at holde deres kæft og smile pænt, så klubejere og politikere kan bruge sportsstjernerne til at sælge deres varer og føre deres politik efter eget forgodtbefindende.

Også af den grund er det dybt interessant, at landsholdet valgte at knæle i kampene mod Belgien og England. Det er tankevækkende, at knælen er gået fra at koste karrieren, som det gjorde for NFL-stjernen Colin Kaepernick i 2016 til at være accepteret af klubber, fodboldforbund og kommercielle interesser i 2020.

Jeg er ikke enig i, at Eriksen, Schmeichel og deres kolleger i Danmark og udlandet skulle have afholdt sig fra at knæle, fordi de ikke har protesteret mod Qatars behandling af de arbejdere, der opfører hoteller, stadions og al den anden infrastruktur til VM 2022.

Selvfølgelig påvirker fodboldverdenens larmende tavshed omkring VM 2022 og andre dybt problematiske sager den vægt, spillernes stemme har, men på den anden side nytter det heller ikke, at man skal være fuldstændig uangribelig og perfekt for at have en stemme i samfundsdebatten.

Til gengæld forventer jeg efter racisme-protesten, at vi fra nu af også hører spillere, forbund og fodboldens aktører forholde sig kritisk til andre alvorlige spørgsmål i fodbold- og sportsverdenen.

VM 2022 i Qatar er den største og helt oplagte mulighed. Hvis vi ikke skal boykotte slutrunden, hvad vil fodboldverdenen så gøre?

Hvordan vil man gøre opmærksom på, at det VM aldrig skulle have været tildelt Qatar?

Hvordan viser man, at det kun er under voldsom protest, at man medvirker til et VM, hvor arenaer, hoteller, lufthavne, veje og alt muligt andet er blevet bygget af fattige migrantarbejdere fra Asien, Afrika og Mellemøsten, hvoraf nogle er døde under umenneskelige, slavelignende forhold?

Vi skal også tale om klub-VM, der efter planen spilles i Kina i sommeren næste år. Har fodboldverdenen det fint med at deltage i en turnering, der skal vise den kinesiske stat frem i al sin pomp og pragt, mens millioner af muslimske uighurer og andre mindretal i det vestlige Kina kyles i genopdragelseslejre eller overvåges og opfordres til at undsige deres religion? Eller skal man helst tie stille for ikke at gøre de kinesiske sponsorer vrede, så de på ordrer fra statsapparatet i Beijing trækker stikket, som det for nylig skete for Premier League og ligaens kinesiske tv-aftale?

Det er helt rigtigt, at vi også åbner for en debat om vores allierede i Danmark og vores egne handlinger. Vi er ikke perfekte.

Men fodbold og sport er ikke i fare for at blive en politisk kampplads, for det har den været i årtier, århundreder, årtusinder.

Det er forfriskende, at udøverne også blander sig og denne gang ikke bliver slået oven i hovedet af sportens organisationer for at gøre det. Jeg håber, at denne sag også giver flere spillere mod og mulighed for at tale om de store sportsbegivenheder og debatten om klubejerskaber, hvor politikerne og de kommercielle aktører for længst har blandet sport og politik sammen, uanset hvor højt de råber om at adskille netop de to ting.