Denne uge bød på to af de efterhånden klassiske eksempler, hvor en profileret spiller bliver væk fra træning og kamp for at forsøge at gennemtvinge et klubskifte.
Belgiske Thibaut Courtois ville til Real Madrid og dukkede derfor ikke op til aftalt tid i Chelsea i mandags men blev i stedet i Belgien, indtil Chelsea havde accepteret Real Madrids tilbud. Til gengæld ville Mateo Kovacic ikke længere være i Real Madrid, hvis han ikke fik lovning på at spille en større rolle, så han røg til Chelsea.
Sidste sommer ville Philippe Coutinho angiveligt ikke spille for Liverpool i håbet om at tvinge en transfer til Barcelona igennem, før transfervinduet lukkede, Ousmane Dembélé blev væk fra træning i Borussia Dortmund, indtil salget til FC Barcelona gik igennem, og siden Bosman-dommen i 1995 er bunken af enmands-strejker fra spillere blevet stor.
Sagerne er ikke flatterende for Courtois og de andre topspillere, der reelt pjækker fra arbejde for at komme til en mere attraktiv klub, som oftest til en bedre løn på den nye kontrakt.
Det er heller ikke videre kollegialt at gøre over for spillere uden for de største europæiske ligaer og de mindre ligaer i nord-, vest- og Sydeuropa, hvor lønnen falder til aftalt tid og de ansatte bliver behandlet ordentligt.
Der er endog rigtig mange ligaer og klubber, hvor spillerne ikke får den aftalte løn og bliver behandlet skidt, og hver gang, en stjernespiller strejker, bliver det nemmere for klubber og forbund at fortælle historien om grådige fodboldspillere uden loyalitet.
Jeg forstår udmærket, at flertallet af fans følger og er loyale overfor deres klub, det er selvfølgelig sådan, langt de fleste af os holder med et hold, og gør det gennem årtier.
Men set fra spillernes standpunkt forstår jeg godt, hvis loyaliteten er begrænset, for i mange tilfælde viser klubberne ikke hensyn til spillerne og deres karriere.
I Chelsea, der i denne uge blev ramt af Thibaut Courtois’ skulkning få dage før torsdag aftens lukning af transfervinduet og derfor gjorde Athletic Bilbaos unge spanske målmand Kepa til den dyreste på sin plads nogensinde, skal man altså bare huske tilbage til sidste år og Antonio Contes uovervejede sms til Diego Costa om ikke at være i planerne for 2017/2018-sæsonen.
Chelseas systematiske udnyttelse af transfersystemet til køb og udleje af unge spillere fra hele verden og fra egen ungdomsafdeling er heller ikke noget, der i mine øjne bidrager til Chelseas moralske overlegenhed.
Jeg forstår til fulde Chelsea-fansenes ærgrelse over, at man i 2015 hældte Peter Cech – en af undtagelserne, der bestemt kan kaldes loyal – ud efter at have givet pladsen til Thibaut Courtois.
Chelsea kunne også med rette forvente, at Courtois levede op til sin kontrakt, og en strejkende spiller kan ikke sammenlignes med, at en cheftræner vælger en spiller fra, fordi han ikke er god nok eller ikke passer til et spilsystem. Men der stopper min sympati med klubben også.
Chelsea og snart sagt alle andre professionelle klubber vælger spillere fra uden skrupler og uden spillerne har noget krav på loyalitet. Det er de i deres gode ret til, men tro ikke, at klubberne ikke også har præcis lige så mange beskidte kneb i værktøjskassen som agenterne og spillerne, hvis der er spillere i truppen, de vil af med, eller handler, de vil forpurre. I kulissen bruger klubberne mangt et trick, der ikke er tilladt i hverken overenskomster eller lovgivning om arbejdstageres rettigheder.
Chelsea, en lang række andre topklubber i Europa, og ikke mindst deres ejere, bruger transfermarkedet til egen vindings skyld, uanset hvor loyale, deres spillere har været.
Storklubberne vil tjene penge på sponsoraftaler, spillerhandler og medieaftaler i milliardklassen, og de 10-20-30 største af dem vil gerne gøre det globalt i en ny turnering uden indblanding fra mindre klubber, efter at de fra denne sommer har gjort det sværere for selvsamme mindre klubber at komme i Champions Leagues gruppespil.
Som transfermarkedet er skruet sammen, er det ofte umuligt at undgå at få beskidte hænder, hvad end man er spiller, agent eller klub. Og nej, at skulke eller strejke fra arbejde er ikke acceptabelt.
Men at det dermed skulle være synd for storklubberne, der driver kommercialiseringen frem, at en spiller vil væk med alle midler, og at det er spillerne, der er grådige, er en præmis, jeg har uendelig svært ved at købe.
