Bragt i Tipsbladet den 28. december
Det er svært at vide, hvad der sker først: At vores politikere får styr på brugen af skattely, at der kommer styr på massive klimaforandringer og vores ødelæggelse af naturområder kloden over, eller at den kunstige intelligens dropper de endeløse skak-simulationer og bliver så, ja, intelligent, at den tager vores jobs, måske endda Arnold Schwarzenegger-style.
Vores liv og hverdag byder på endeløse muligheder såvel som uoverskuelige, komplekse problemer, og vores samfund, demokrati og sammenhængskraft er under pres på områder, vi for få år siden tog for givet.
Topfodbold har ikke direkte noget med demokrati, eller Terminator-robotter, at gøre. Spillet er et spejl på vores samfund efter flere årtiers vild kommercialisering, men selv i dag er fodbold for uendelig mange mennesker i Danmark og på resten af kloden også et frirum og et sted, hvor man føler sig hjemme i en moderne verden, der kan være svær at genkende.
Fodbold er Ronaldinhos fantastiske sololøb på Bernabéu og hans store smil, det er Finnbogasons vilde helterolle for Horsens (og ikke mindst FC Midtjylland og FC København) i slutminutterne af kampen mod Brøndby i maj.
Det er den største glæde, den dybeste afmagt eller en hyggelig tur til en fodboldkamp med venner og familie, og der er en grund til, at flere danskere både følger og har en mening om Brøndby IF og landsholdet end om Mærsk og Vestas.
Når man er glad for noget, har man ikke lyst til at miste det – og derfor har 2018 i topfodbold været bekymrende at følge, ligesom udsigterne i 2019 ikke just giver mig lyst til at købe ekstra champagne til nytår (eller gør det netop det, så jeg, i det mindste i nogle timer, kan glemme bekymringerne?).
Lækagen af kontrakter, netværk og emails i Football Leaks tegner et billede af en fodboldverden, hvor klubber, politikere, agenter og spillere er sig selv, deres sejrschancer og bankkonti i Cayman Islands nærmest.
Manchester City har snydt UEFA og Financial Fair Play ved at manipulere sponsoraftaler og aflønne spillere fra hemmelige selskaber, i Danmark har Politiken beskrevet betænkelige forhold i handler i FC København, Vejle Boldklub og FC Nordsjælland, og for den sidste klubs vedkommende også hos samarbejdspartneren Right To Dream i Ghana, og så tegner lækagen også et dybt betænkeligt billede af arbejdet i kulisserne omkring FIFA-præsident Gianni Infantino, der fremstår som en mere strømlinet omend måske ikke så politisk kløgtig version af sin forgænger, den udskældte landsmand Sepp Blatter.
Omkring Infantino, de 211 medlemslande, der skal genvælge ham som FIFA-præsident til juni i Paris, Europas storklubber, hemmelighedsfulde forretningsinteresser og regeringer i nogle af verdens toneangivende lande finder der også et spil sted, der har meget lidt med det store flertal af fodboldfans og spillere at gøre, men som til gengæld har alt at gøre med penge og politik.
FIFA-præsidenten forsøgte i flere omgange i 2018 at sælge to enorme nye turneringer med verdens største klubhold og verdens landshold til investorer fra primært Saudi-Arabien, og kun indædt europæisk modstand fik udskudt vedtagelsen til marts 2019.
Der skal også være penge fra De Forenede Arabiske Emirater og interesse fra Kina i sagen, og internt i FIFA er der ledende kræfter, der tror, at man kan få langt mere end de lovede 160 milliarder kroner i de næste 15 år ud af projektet, hvis man inviterer amerikanske investorer til at være med.
Saudi-Arabien bortførte og myrdede for små tre måneder siden en systemkritiker på konsulatet i Istanbul, og landet hører til blandt de lande med flest henrettelser og scorer dårligst på menneskerettigheder.
Og så har landets magtfulde kronprins begivet sig ud i en sælsom blanding af koncentration af al magt omkring ham selv, afgrænsede politiske reformer og enorme investeringsprojekter, hvoraf sport er ét af dem.
Saudi-Arabien skeler misundeligt til Qatars 2022-VM, og det er én af de vigtigste årsager til, at landet nu gennem FIFA-præsident Infantino forsøger at sætte dagsordenen for hele fodboldverdenen i det kommende årti med et nyt klub-VM og en global Nations League, man gerne vil stable på benene allerede fra 2021.
Hvorfor skal vi bekymre os om det her?
Det skal vi, fordi spillet bogstavelig talt er ved at blive solgt til nogle nationalstater, der får selv milliardærer som Roman Abramovitj og Silvio Berlusconi til at fremstå ligegyldige og magtesløse i sammenligning.
Hvor det for 10-20 år siden var firmaer som Adidas og Coca-Cola, der satte tonen i FIFA og kunne få Blatter og hans kleptomaner i FIFA’s topledelse til at ryste i bukserne, spiller udenrigsministerierne i Washington, Riyadh, Moskva og Beijing i dag en central rolle.
De er ligeglade med, at 20 af verdens største klubber og nogle få udvalgte landshold står til at løbe med al opmærksomheden og true den sammenhængskraft, der trods alt stadig lever i fodbold.
Bliver det det samme, hvis top 6 i Premier League bliver ved med at være top 6, selvom de spiller med reserverne i en 45 mand stor trup en stor del af sæsonen?
Eller hvis danske klubber bliver købt som farmerhold for spiller nummer 65 til 80 i en stor Champions League-klub?
Jeg er sandt for dyden ingen naiv nostalgiker, der tror, tingene kan blive som i gamle dage, og at alt bliver idyl a la 70’erne med Lerby og Arnesen på Amager, bare man udvider Superligaen til 18 hold. Der er meget, man kan og skal effektivisere i fodbold, og hvor man skal følge med en rivende digital udvikling.
Men løsningen er ikke, at Lionel Messi og Cristiano Ronaldo skal kanalisere deres lønninger ud i skattely, eller at 20 storklubber og nogle udemokratiske nationalstater sammen med driftige forretningsfolk og en genvalgs-lysten Gianni Infantino laver fodbold om til et Harlem Globetrotters-lignende show, hvor alle andre højst eksisterer for at levere en spiller til cirkus i ny og næ.
Hvad kan vi gøre?
Først og fremmest minde DBU om, at Infantinos projekt ikke er noget, vi vil være med til i Danmark, og slet ikke i et år med et folketingsvalg.
DBU-formand Jesper Møller sagde for nylig i et interview med Tipsbladet, at man ikke kan begynde at gøre forskel på, hvor investorers penge kommer fra. Men lige i det her tilfælde synes jeg nu godt, vi kan, når investeringen ligner et simpelt opkøb af to nye turneringer, der skal kaste glans over et brutalt diktatur.
Og så kunne DBU sammen med Divisionsforeningen også tage et grundigt kig på regelsættet i dansk fodbold og overveje, om man skulle snuppe briternes ’fit-and-proper-person’-test og give den tænder, for derefter at se, om (nye) ejere i danske klubber lever op til nogle økonomiske og etiske guidelines.
Investorer med en række forskellige agendaer køber sig ind i europæiske fodboldklubber i disse år, også i Danmark, hvor der den seneste uges tid er kommet ’til salg’-skilte op i Næstved, Randers FC og Silkeborg IF. Efter min mening kan vi godt undvære projekter, der handler om skattetænkning og globale netværk, hvor en dansk klub bare bliver en station på vejen for spillere, investorer vil bruge til at forrente deres kapital.
Fodbold er for alle, bare ikke når det kommer til at eje fodboldklubber og turneringer, og det ville være skønt, hvis flere personer og organisationer med magt og indflydelse kommer i tanke om det i 2019.
Køb Tipsbladet hver fredag - du finder det i Ekstra Bladet.
