Leder: FCK, BIF og FCM burde droppe Dubai-træningslejr
Foto: Getty Images
Generelle

Leder: FCK, BIF og FCM burde droppe Dubai-træningslejr

Danske Superliga-klubber burde tage hensyn til menneskerettigheder, når træningslejrene skal bookes.

Bragt i Tipsbladet den 4. januar

Man må give Dubai og De Forenede Arabiske Emirater, at deres højtbetalte PR-rådgivere har gjort det godt.

I sidste måned blev der spillet klub-VM i golfstaten med en finale mellem Real Madrid og den overraskende, lokale finalist Al-Ain, og i morgen begynder de asiatiske mesterskaber med en kamp mellem De Forenede Arabiske Emirater og Bahrain på det store Zayed Sports City Stadium i Abu Dhabi.

Landet, hvor Abu Dhabi er det økonomisk og politisk toneangivende emirat, mens Dubai tager mod de fleste turister, har gennem de seneste 15 år profileret sig på sport med ejerskabet af Manchester City som kronen på værket.

Om en måneds tid skal FC København, Skandinaviens største og stærkeste klub, spille mod FK Astana, Dynamo Brest og New York City FC, en fin forberedelse på ’forårs’-premieren 10. februar.

Det bliver på gode fodboldbaner, et godt hotel at bo på og tre fornuftige modstandere på en af de lokationer, hvor man i slutningen af januar og starten af februar kan være sikker på at støde ind i hold fra Østeuropa, Skandinavien og så altså også Manchester Citys (det var de igen!) samarbejdsklub New York City FC.

Sportsligt giver det mening, men med de værdier, FC København siger, man står for, er valget af Dubai som destination kritisabel.

Nabolandet Qatar har fået heftig kritik for brugen af udenlandsk arbejdskraft, der bliver hentet til landet på slavelignende kontrakter, får taget passet af deres arbejdsgiver og ofte sætter sig i titusindvis af kroner i gæld til skruppelløse rekrutteringsfirmaer i hjemlande i Asien.

Qatar har lavet, overvejende kosmetiske, ændringer i deres lovgivning, så især arbejderne på rendyrkede VM-projekter får bedre forhold. Dubai og De Forenede Arabiske Emirater? Der lever den importerede arbejdskraft, trods lignende, kosmetiske ændringer, der ifølge FN ikke bliver håndhævet, stadig som fæstebønderne under enevælden, hvilket man i øvrigt som dansker godt kan huske på, næste gang man hygger sig på en vintersolferie i Dubai.

Den der krig i Yemen, hvor 85.000 børn ifølge Red Barnet er sultet ihjel? Der er Dubai og De Forenede Arabiske Emirater en af hovedaktøren Saudi-Arabiens vigtigste støtter, både med uddannelse, våben til regeringshæren og bombetogter i Yemen af emiraternes luftvåben, der ifølge menneskeretsorganisationer har kostet tusindvis af civile livet.

I Danmark er der megen debat om, hvorvidt vi er begyndt at dyrke for små krænkelser, mens store spørgsmål ikke bliver stillet.

I FC København, Brøndby og FC Midtjylland vil man givetvis mene, at nærværende leder hører til i den kategori.

Men i Dubai er menneskerettigheder dødelig alvor.

Tortur, vilkårlig fængsling af systemkritikere og menneskeretsforkæmpere, og fravær af ytringsfrihed og basale menneskerettigheder er dagens orden, og i Dubai er homoseksualitet forbudt og kan straffes med 10 år i fængsel.

Er FC København og deres kolleger i toppen af Superligaen ansvarlig for det politiske system i andre lande? På ingen måde.

Tror jeg, FC København, og Brøndby IF og FC Midtjylland, der også tager til Dubai på træningslejr, billiger ovenstående adfærd?

Overhovedet ikke.

Men FC København taler altså selv om, at man har et samfundsansvar, herunder at man skal udvise ansvarlighed, anstændighed, og man nævner selv menneskerettigheder som et hovedområderne i det samfundsansvar.

FC København har meldt ud mod homofobi i fodbold, og klubbens daværende anfører Mathias ’Zanka’ Jørgensen skal have stor ros for gentagne gange at have engageret sig i debatten, ligesom Tom Høgli gjorde omkring menneskerettigheder.

Så meget desto mere ærgerligt er det, at Danmarks førende klub i de europæiske turneringer de seneste 15 år vælger at lægge vinterens træningslejr i et land, hvor man kan ryge i spjældet for at skrive den her leder.

I december 2017 droppede Rosenborg en træningslejr i Dubai efter pres fra tilhængerne. FC København, FC Midtjylland og Brøndby IF valgte at tage til Dubai sidste år og gør det igen senere i denne måned, selvom 2018 burde have været sidste omgang i golfstaten. Denne gang siver alvoren forhåbentlig ind, hvis vi fortsat skal tage det, FC København og deres topkonkurrenter siger, alvorligt.

Køb Tipsbladet - du finder det i Ekstra Bladet hver fredag.