I denne uge sluttede et landsholdsår, der på én og samme gang har været noget af det korteste og det længste, et dansk landshold har været udsat for.
Træningskampene i marts blev ædt af coronavirussen, og det samme blev EM på hjemmebane få dage senere.
Fra at have haft et års forberedelse på det helt store, langsigtede projekt med landsholdet og DBU, måtte Kasper Hjulmand sadle totalt om og gå i præstationsmodus i efteråret, mens 2021 byder på såvel 10 VM-kvalifikationskampe som et EM, der måske bliver med kampe i København, måske i en by i Rusland, og ja i allerværste tilfælde helt aflyst.
Hvad 2021 til gengæld ikke byder på er et slutspil i Nations League, og selvom det helt sikkert havde været en god turnering både sportsligt og økonomisk, er det bedre, at det bliver Belgien, der skal møde Spanien, Frankrig og Italien.
For kampene hjemme og i denne uge ude mod Belgien har vist, at der et pænt stykke op til eliten i Europa og dermed den drøm, DBU og især Åge Hareide havde om en dansk EM-semifinale i 2020.
Helt ensporet og egoistisk er det nok fint, EM skal spilles i 2021 i stedet for 2020, for det niveau har landsholdet trods alt ikke været på trods gode takter i de første måneder med Kasper Hjulmand som træner.
Et belgisk landshold med en offensiv, der er i Top 5 hvis ikke endda Top 3 i verden, havde let ved at straffe små uopmærksomheder i den danske defensiv, både i Parken i september og i Leuwen i denne uge.
På papiret kan landsholdet godt drømme om og stræbe efter at ramme en EM-semifinale til næste sommer, men fejlene og niveauet i de to Belgien-kampe illustrerer, at defensiven ganske enkelt skal blive bedre og velsagtens spille de bedste uger af deres fodboldliv, hvis Danmark skal i nærheden af at være blandt de sidste fire.
Muligheden for revanche kommer til juni, bogstavelig talt, da Belgien er Danmarks anden modstander i EM-puljen og til den tid vil spille i ét eller to gear højere. Den bliver hård mod verdensklassespillerne Kevin De Bruyne og Romelu Lukaku, to spillere jeg sagtens kunne have stemt på til Ballon d'Or 2020, hvis den ikke var blevet aflyst.
Men det allerstørste spørgsmål er nok stadig, hvordan den danske bemanding på den forreste del af banen og det offensive spil skal skæres.
Som vi konstaterede i en artikel i sidste uges udgave af Tipsbladet, spiller Kasper Hjulmands førstevalg på de to yderpladser i forwardkæden i FC Barcelona og RB Leipzig, mens de tre mand, der måske i virkeligheden passer bedst til vores forestilling om Kasper Hjulmands landshold, til dagligt arbejder i Bologna, AaB og FC Midtjylland.
Måske er det netop det, en forestilling. Hvis landsholdet skal være fysisk stærkt og løbe kontra mod de store nationer, hvilket trods alt er det mest realistiske, er Martin Braithwaite og Yussuf Yurary Poulsen jo klart at foretrække frem for Andreas Skov Olsen, Pione Sisto eller Lucas Andersen, som kan blive aktuel, hvis skaderne bliver væk og han rammer sit livs form.
Men det er også synd at sige, at holdet har vadet i chancer i de første måneder sammen under den ny landstræner, så både den rigtige stil og sammensætning af bemandingen skal findes i et hektisk forår, hvor VM-kvalifikationskampene naturligvis også bliver taget dybt alvorligt.
Og så er en stor del af Danmarks EM-skæbne også ude af Kasper Hjulmands hænder.
Eksempelvis skal Christian Eriksen væk fra Inter til januar.
Der er ikke noget at rafle om, Eriksen bliver aldrig en Conte-midtbanespiller med mord i øjnene og skal heller ikke forsøge at blive det. Jeg kan tvivle på, at Paris Saint-Germain, der har været nævnt i denne uge, er den rette destination.
Måske skal man håbe for Eriksens skyld, at Mauricio Pochettino tager et af de næste ledige toptrænerjobs og har brug for en dygtig chanceskaber på januarmarkedet? Væk skal Danmarks bedste spiller i hvert fald, hvis Danmark skal nærme sig en EM-semifinale til sommer.
I det hele taget skal alt, inklusiv klubskifter, klubform og et skadesfrit forår, gå Danmarks vej.
Men så er det heller ikke mere umuligt. Finland og Rusland er habile modstandere men bestemt ikke usårlige, og så er man faktisk ikke mere end 180 gode og heldige minutter i en ottendedelsfinale (jeg gætter på Schweiz) og en kvartfinale (Holland uden Virgil van Dijk?) fra det store mål.
Mindre kan gøre det, men når der er så mange positive tegn omkring landsholdet, som der trods alt er, kan man lige så godt række ud efter drømmen.
Køb Tipsbladet i dag - det ligger i dagens udgave af Ekstra Bladet
