Leder: EM-året er Hjulmands største udfordring nogensinde
Foto: Getty Images
Generelle

Leder: EM-året er Hjulmands største udfordring nogensinde

Der er kommet så uhyrligt mange udfordringer for den nye danske landstræner Kasper Hjulmand.

Lederen er fra Tipsbladet fredag. Du køber Tipsbladet sammen med Ekstra Bladet og kan også få det leveret til døren - se mere her.

Hvis det så svært ud at tage over for Åge Hareide som Danmarks landstræner, blev det job noget nær umuligt for Kasper Hjulmand med udbruddet af coronavirussen.

Man kunne tro, at det var lige for alle hold, men det er det bestemt ikke.

Kasper Hjulmand blev ansat til at indføre en ny spillestil, Hjulmands egen spillestil, med ekstra megen vægt på presspil og angrebsspil efter den model, som det spilles på verdens stærkeste klubhold anno 2020.

Det er svært og ambitiøst at gøre på et landshold med få træningssamlinger, og det er noget nær umuligt nu af flere årsager.

Der er det udsatte EM.

Det var meningen, Kasper Hjulmand skulle tage over efter et veloverstået EM med tre danske puljekampe i København og med relativt fri hånd kunne spille holdet og de nye ideer i gang.

I stedet bliver det første år én lang EM-forberedelse med meget få træningspas og begrænset spillerum til eksperimenter.

Læg dertil, at spillernes klubber er gået fra at være irriterede over, at 'deres' spillere skal hjem og bruge tid og kræfter på landsholdet, til at klubberne i disse coronahærgede måneder er sprutrasende over, at der overhovedet spilles landskampe, for slet ikke at tale om træningskampe som den i onsdags.

Det er ikke befordrende for lysten til at lægge energi i landsholdssamlingerne, at man i endnu højere grad end normalt står til en kæmpe skideballe hjemme i klubben, hvis man kommer hjem med trætheden i kroppen, eller, alle magter forbyde det, blot den mindste skade.

Og så er der det åbne spørgsmål om Christian Eriksens spilletid og fremtid i Inter.

Hvis cheftræner Antonio Conte og Inters ledelse tror på Eriksen, skjuler de det godt, og rygtet om et forsøg på en udlejning til Bundesligaen i de sidste dage i transfervinduet illustrerer i hvert fald som absolut minimum, at tilliden ikke just er i top.

Hvis nogen skulle være det mindste i tvivl, er Eriksen selvfølgelig vital i næste sommers dueller med Finland, Belgien og Rusland om de to pladser videre fra EM-puljen.

Det er lige før, jeg i landsholdets og træner Hjulmands sted havde foretrukket at se Eriksen som lejesvend i ni måneder hos nyrige Hertha Berlin i stedet for siddende på en uendelig lang bænk i Milano, hvor intern politik mellem cheftræneren og ledelsen også har noget at sige i forhold til spilletid.

Nations League-kampene mod Island og England er bestemt vigtige for landsholdet og Hjulmand, og for DBU, der vældig gerne vil holde sig oppe på A-niveau med de ekstra tv-millioner, der luner i en ekstremt svær tid.

Men jeg misunder ikke Kasper Hjulmand hans arbejdsbetingelser i en sæson, hvor coronavirussen hvirvler rundt og kan skabe yderligere kaos og tidspres i et allerede sammenpresset, afkortet program.

Sejren over Færøerne var fin at få med, men det allerbedste ville være tre point i Reykjavik på søndag, så der kommer nogenlunde ro omkring Nations League-statussen.

Det islandske landshold er proppet med spillere, der enten har spillet i eller spiller i Superligaen, mens landstræner Erik Hamrén selvsagt også har Superligaen under huden med sin succesrige fortid i AaB og masser af arbejdstimer brugt på dansk fodbold siden da i jobs som cheftræner for Rosenborg og siden Sverige.

Det bliver langt fra en walkover, selvom Island ikke har helt samme styrke som ved slutrunde-succeserne i 2016 og 2018, og islændingene er selvfølgelig også fuldt ud klar over, at Danmark-kampene er den bedste chance for at holde sig oppe i Nations League, når de to andre puljemodstandere er Belgien og England.

Der er bestemt mange lyspunkter og muligheder for landsholdet, hvor der er gode årgange på vej fra unglandsholdene og et fint udvalg af erfarne spillere til pladserne.

Men arbejdsbetingelserne og programmet er så sandelig ikke nemt, og allerede ved nederlaget til Belgien kunne man se mumlen på Facebook-vægge, Twitter-tråde og andre sociale medier i det ganske land over en ny træner, der straks mistede den så omdiskuterede og berømmede stime af landskampe uden nederlag.

Kasper Hjulmand har aldrig været bange for en udfordring og for at lære nyt, og for arbejdsroens og en landstræner med mange fremragende idéers skyld håber jeg på en sejr søndag, hvor det kunstneriske niveau bliver helt underordnet på en dag, hvor DMI i skrivende stund lover 24 millimeter heldagsregn og en frisk vind fra sydøst over Reykjavik.

Få blandt andet opfølgning på et hektisk transfervindue i Tipsbladet - det ligger i dagens Ekstra Bladet