Leder: Derfor giver et milliardsalg af FC København og PSE mening
Bragt i Tipsbladet den 11. januar
Kan FC København virkelig koste over en milliard kroner, når selveste Manchester United i 2005 blev opkøbt for otte milliarder?
FC København og klubbens moderselskab Parken Sport&Entertainment skød tirsdag historien om et forestående køb af aktiemajoriteten ned, umiddelbart efter den var blevet offentliggjort af det danske erhvervsmedie Inside Business. Det samme gjorde hovedaktionærerne Erik Skjærbæk og Karl Peter Korsgaard onsdag, da de afviste at mødes med de potentielle købere.
Men interessant er det, at en gruppe af investorer, hvor Aldo Petersen, Aston Villa-ejer Wes Edens og advokaten Niels Erik Nielsen blev nævnt som mulige deltagere sammen med én eller flere andre udenlandske kilder, ifølge Inside Business har kig på at købe Parken Sport&Entertainment til en samlet vurdering på mellem 1 og 1,2 milliarder kroner, et beløb der givetvis bliver forhøjet i tilfælde af realitets-forhandlinger.
Vi får se, om et opkøb fra gruppen bliver til noget, og om andre interesserede opkøbere vil melde sig – der er milliarder af kroner til potentielle opkøb af klubber i Europa fra investorer, der af vidt forskellige årsager og med vidt forskellige budgetter ser på at købe sig ind i europæisk fodbold.
Især newyorkeren Wes Edens’ angivelige deltagelse er markant.
Edens’ investeringsselskab Fortress blev i 2018 opkøbt af japanske SoftBank. Edens og Fortress er i sig selv interessante, fordi Edens er medejer af NBA-holdet Milwaukee Bucks, som han købte i 2014 for 550 millioner dollars, og som sidste februar af Forbes blev værdisat til næsten det dobbelte.
Endnu mere interessant bliver det, når Edens siden sidste sommer har ejet 55 procent af Championship-holdet og traditionsklubben Aston Villa sammen med den egyptiske milliardær Nassef Sawiris, hvilket kostede duoen beskedne 300 millioner kroner.
Interessant er også Edens’ forbindelse til Softbank. Han sidder fortsat i en chefstilling i Fortress, og SoftBank, der er et af de største investeringsselskaber i Asien, har Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater som to af de største aktionærer.
Det er gennem SoftBank, de to regionale stormagter i Mellemøsten har tilbudt FIFA og FIFA-præsident Gianni Infantino 160 milliarder kroner for at arrangere og være medejer af klub-VM og en ny global Nations League frem til 2033, og selvom det næppe er en brøkdel af de beløb, investorgruppen vil bringe i spil i FC København, er Wes Edens en stor aktør.
Meldingen er, at det er fodbolddelen, investorerne er interesserede i, hvilket vil betyde et salg af Lalandia.
For at den opbygning giver mening, skal der bankes flere penge i spillerbudgettet i FC København end de omkring 120 millioner kroner, der bliver brugt i dag, så man kan vinde mesterskabet og spille europæiske gruppespil, som man har gjort regelmæssigt de seneste 10-15 år.
Så hvorfor FC København?
Glem indtægter fra hjemmekampene – de er fornuftige i FC København men en dråbe i havet, når man kommer til at betale et betydeligt, trecifret millionbeløb for fodbolddelen af PSE.
TV- og sponsorindtægterne gør det lidt mere interessant, uden de kan vokse ret meget. Glem snakken om kommerciel udvikling og branding. Nej, det virkelig interessante er FC Københavns placering på UEFA-ranglisten og transfermarkedet.
FCK ligger pt nummer 43. Det lyder måske ikke af så meget, men der er kun 32 hold i Champions League, og størstedelen af klubberne foran koster adskillige gange mere end FCK.
Ranglisten er interessant, fordi den afgør seedning til Champions League, og selvom adgangen til turneringen er blevet markant sværere fra denne sæson, kan københavnerne bevare en rimelig chance for at ryge i Champions League eller Europa League, hvis de skruer markant op for spillerbudgettet.
Har investorerne nok penge, tålmodighed og dygtighed til at finde de rigtige spillere og få dem solgt videre på transfermarkedet, vil drømmescenariet være, at man bliver som Basel, en mere stabil version af Club Brugge eller discountudgaven (med Black Friday-priser oveni) af Celtic eller Sjakhtar Donetsk.
I de større ligaer drukner udenlandske investorer i midter- eller bundhold, der aldrig kommer nogen vegne, i mindre ligaer er niveauet for lavt og vejen til europæiske gruppespil for usandsynlig, og så mange klubber med en udmærket hjemmebane og god infrastruktur i en hovedstad i et rigt land er der heller ikke. På en måde er FC København som vores klode, der ligger i den såkaldte ’Goldilocks’-zone, hvor man er langt nok fra solen til ikke at blive stegt og tilpas tæt på til ikke at fryse ihjel. Det bør argumentet fra de eksisterende aktionærer i hvert fald være, hvis der skal forhandles en pris på PSE.
For FC København kan opkøbet give mening, da det bliver svært at øge indtægterne uden for transfermarkedet og de europæiske turneringer ret meget. Det bliver stadigt dyrere at have et hold, der kan spille i de europæiske gruppespil, som københavnerne også fik at føle i efteråret, så penge udefra er nok den mest – og måske eneste – realistiske mulighed, hvis man også i det kommende årti vil spille gruppespil mere eller mindre hvert år. Transferindtægter og enkeltstående spillersalg i den trecifrede millionklasse bliver også nødvendige.
Risikerer man så, hvis Wes Edens spiller en hovedrolle, at blive rugekasse for et Aston Villa rykket op i Premier League? Tja, måske, og det gør FC Midtjylland også, hvis det samme skulle ske med Villas ligarival Brentford. Kan det være, nye ejere får sat en uheldig kurs? Bestemt. Men hvis FCK’s ejere vil sælge, vil salget gå igennem uanset eventuelle bekymringer, ledere og fans må have.
Er et opkøbt FCK-hold med større budget end i dag sundt for de øvrige danske klubber?
Næppe, hvis rivalerne selv drømmer om mesterskaber og Champions League, men i dansk og europæisk klubfodbold, hvor der nærmest ikke er nogen begrænsninger på, hvem der kan købe klubber (og FFP-regler kan jo omgås, ikke også, Manchester City?), er det næsten en naturlov, at de stærkeste til sidst vil skabe et monopol på Champions League-pladserne.
Jeg har ingen idé om, hvorvidt Parken Sport&Entertainment bliver solgt i denne omgang eller ej – der har før været interesse, eksempelvis fra Roman Abramovitj’ søn Arkady tilbage i 2010/2011-sæsonen – men at FC København skulle tiltrække sig interesse og potentielle milliardtilbud fra udlandet er ikke så underligt, som det i første omgang lyder.