(Du får Tipsbladet med, når du køber Ekstra Bladet om fredagen. Du kan også få et abonnement på fredagsavisen - læs mere her).
Meget kan man sige om FC Barcelonas præsident Josep Bartomeu, og meget er der blevet sagt om en mand, der reelt spildte de sidste år af Lionel Messis karriere og efterlader store dele af klubben i ruiner.
Men beskylde ham for at gå i stilhed, det kan man ikke.
To måneder efter Lionel Messis berømte burofax, det anbefalede brev, hvor han forsøgte at opsige sin kontrakt med omgående virkning og skød med både bazookaer og tungt artilleri mod sin øverste chef, sagde Josep Bartomeu i denne uge stop.
Han gjorde det modvilligt, fordi myndighederne ikke ville udsætte behandlingen af et mistillidsvotum, 20.000 medlemmer af klubben havde stillet ham.
Han gjorde det tirsdag aften, umiddelbart da anden spillerunde i Champions League-gruppespillet skulle begynde.
Og på vej ud af døren sagde han, næsten henkastet, at han og bestyrelsen på vegne af klubben mandag havde takket ja til at være med i en ny europæisk superliga, og at FC Barcelona i øvrigt også havde takket ja til FIFA's stærkt udvidede klub-VM, der afvikles med 24 hold og Kina som vært næste sommer, selvom det europæiske forbund UEFA har sagt nej til europæisk deltagelse.
"Det vil sikre den finansielle bæredygtighed i klubben i fremtiden," sagde præsident Bartomeu, og sendte dermed rystelser igennem fodboldverdenen, som var endnu stærkere end dem, han minutter før havde udløst ved at trække sig.
"Jeg tror, at Bartomeu gjorde det efter anvisninger fra Florentino Pérez," sagde La Ligas ekstroverte præsident Javier Tebas.
Den fornyede mulighed for en lukket europæisk liga med de største klubber på kontinentet er ikke ny og skal nok komme under behandling i Tipsbladet i den kommende tid.
Her og nu fortæller Josep Bartomeus dramatiske afsked til gengæld, hvor alvorlig situationen for FC Barcelona er.
Først og måske størst er det dybe fjendskab med Lionel Messi.
Bartomeu står tilbage som manden, der var præsident, da man spildte de bedste år i karrieren for den måske dygtigste fodboldspiller i verdenshistorien.
Da Messi afleverede sin opsigelse til Barcelona i august og siden trak den tilbage, gav han Bartomeus ledelse og ledelsesstil som en af hovedårsagerne til, at han ville væk. Barcelona havde ingen plan haft og havde bare handlet kortsigtet igen og igen under Bartomeu, sagde Messi, og det lader til at ramt hovedet på sømmet.
FC Barcelonas trup er blevet ringere og mere skæv for hvert år, og undervejs har skiftende sportsdirektører brugt astronomiske beløb på at købe ringere ind end nogen anden af Europas superklubber. Selv Manchester United kan trække lidt på smilebåndet af, hvor ringe det har været, ikke mindst siden det ufrivillige salg af Neymar til Paris Saint-Germain i 2017.
De rædselsfuldt dårlige transfers er nok hovedårsagen til, at FC Barcelonas økonomi hænger i laser.
Selvom klubben år efter år er en af verdens tre største rent økonomisk, har FC Barcelona været nødsaget til at pantsætte en stor del af de fremtidige indtægter fra det gennemrenoverede stadion til kapitalfonden Goldman Sachs, der skal finansiere stadionprojektet til omkring seks milliarder kroner.
Det er sjovt nok også en kapitalfond, JP Morgan, der angiveligt er inde over finansieringen af den nye, muligvis lukkede europæiske Super League, som FC Barcelonas ærkerival Real Madrid er primus motor på.
Man aner et mønster, ikke?
FC Barcelona er formelt et medlemsdemokrati, der vælger sine præsidenter, men den model er under hårdt pres i disse år.
For hvad nytter det, hvis man ikke kan betale regningerne men er nødt til at pantsætte sig selv og sit navn til kapitalfonde af den slags, der på stort set alle tænkelige måder står for det modsatte af et medlemsdemokrati?
Kapitalfondene marcherer ind i fodboldverdenen i disse måneder, hvad end det er med klubopkøb i Danmark og udlandet, opkøb af medierettigheder, som der forhandles om i Italien, eller som sparegris og idémænd til nye turneringer, der skal give de største klubber i Europa endnu flere milliarder i omsætning.
Og klubber som FC Barcelona og Real Madrid med et formelt medlemsdemokrati står reelt svagere end konkurrenterne, der er ejet af multimilliardærer eller naturressource-stater som Qatar eller Abu Dhabi.
Præsidentens afgang varsler nye tider i FC Barcelona, men ingen kan garantere, at de tider bliver bedre. Da Josep Bartomeu i 2014 tog over som præsident fra Sandro Rosell, endte denne bogstavelig talt i fængsel, og da Rosell og Bartomeu et par år inden da havde vippet Joan Laporta af posten, gik snakken også talt på muligheden for en politianmeldelse, fordi Laporta efter den nye ledelses mening havde handlet ekstremt uansvarligt.
Det kan være, Lionel Messi i denne uge fik sin vilje med Bartomeus afgang.
Det kan være, superstjernen ender med at blive, hvis der til præsidentvalget, der sandsynligvis finder sted i december, kommer en ny præsident, argentineren tror på.
Men i det større billede er FC Barcelona som institution og symbol i den grad under pres, for hvad nytter det i sidste ende at være fri, hvis man alligevel ender med at være afhængig af nogle kapitalfonde, der ikke går ret meget op i andet end return on investment , hvad end det er en kæde af burgerrestauranter, kunstig intelligens eller fodboldklubber, de placerer deres milliarder i.
