Her er 10 ting du bør vide op til transferdeadline

Transfermarkedet har vokset sig, og transferdeadline er det største.

Nogle trives med det og fascineres. Det gør jeg også personligt.

Og så synes jeg også, det på nogle punkter er blevet for meget og kommer til at fylde mere end fodbold, som jeg skrev om her.

Men det er et faktum, at transfermarkedet er blevet både kæmpestort og et vildt kulturfænomen, og at I sidder og læser med på et niveau, få andre begivenheder i fodbold kan matche.

Der er skrevet tykke bøger om transfermarkedet, flere kommer utvivlsomt til i de kommende år, men her vil jeg nøjes med 10 pointer, der måske kan hjælpe lidt til at afkode strømmen af rygter og bekræftede handler i de kommende timer og døgn.

Klubberne forsøger sig med flere handler, end dem I hører om
Det sker helt klart, at især de større klubber bliver brugt som løftestang af andre agenter og klubber til at skabe et marked eller presse en pris i vejret. Det er ikke tilfældigt, at velsagtens halvdelen af Allsvenskan og Eliteserien er blevet sat i forbindelse med FC København og Brøndby IF på et eller andet tidspunkt, ofte blot fordi en scout har været til en kamp.

Men-men-men: Klubberne forsøger sig ofte med enormt mange forskellige handler og er ofte mere kreative og flydende i forhandlingerne, end de giver udtryk for udadtil.

Det er mere reglen end undtagelsen, at man spørger ind til flere spillere ad gangen, især når vi taler større klubber i Danmark og i udlandet, og det er værd at have i baghovedet, når en direktør eller træner raser over alle de transferrygter.

For mange medier har transfers vokset sig større end alt andet
Det her er ikke en af de vigtigste pointer eller noget, der styrer transfermarkedet, men det er værd at have for øje, hvor stort transfermarkedet er blevet for mange medier.

I vil hellere læse et rygte om en ny spiller på vej til en Superliga-klub end et fyldigt referat af en kamp og grundig gennemgang af et holds spillestil og taktiske problemer, og den mekanisme styrer mange af de artikler og de tv-klip, I bliver præsenteret for som læsere og brugere.

Den trend er ikke dansk men global, og har du en ven, der siger, han aldrig gider læse transfernyheder, er der en god chance for, at fire af dine andre venner sluger hvert ord.

Derfor bliver der skrevet og sagt rigtig meget om transfermarkedet (for eksempel i denne analyse), og selvom det ikke er det styrende, er det i hvert fald ikke med til at lægge en dæmper på transferaktiviteten, tværtimod.

Spillere som Frederik Rønnow er genstand for et hav af historier.

Spillere, der hævder, at de ikke følger med i transfernyhederne, lyver ofte
Nogle af vores flittigste læsere er trænere, sportsdirektører, agenter og så da ikke mindst spillerne selv.

Jeg smiler altid lidt, når en spiller pligtskyldigt fortæller, at han overlader alt det med transfers til agenten. Jo-jo, man skal koncentrere sig til træning, spise rigtigt og spille så godt som muligt i kampene, men spillerne selv er absolutte storforbrugere af transfernyheder og taler hele tiden om det med hinanden.

Det er helt naturligt og som regel ufarligt, men også lidt sjovt, når nogen næsten hævder, at de end ikke har en mobiltelefon. Yeah right.

Hold øje med mediet, journalisten og kilden
Den her øvelse laver vi selv.

Når der er tale om lokale medier, er det ofte, at journalisterne og redaktørerne har et tæt forhold til den lokale topklub. Til gengæld er det nok ikke lige i aviserne og på lokal-tv i Manchester og opland, man finder de store, kritiske historier om Manchester Citys multiklub-model.

Over tid lærer man også at se visse koblinger mellem bestemte medier og kilder, det kan være såvel trænere som sportsdirektører, agenter, spillere og dennes venner, eller hvem der nu lækker transferhistorier.

Spørg jer selv, om et fanmedie eller lillebitte medie i et andet land altid har de bedste kilder omkring en potentiel handel med en Superliga-spiller.

Ingen har rene hænder i dette spil
Før sagde jeg, at jeg kunne trække lidt på smilebåndet af spillere, der aldrig læser transfernyheder.

Jeg kan også af og til more mig over, når klubbosser eller trænere synes, at journalister, medier og agenter er de værste på jorden.

Transfermarkedet er et benhårdt sted.

Klubber bruger bud på spillere eller rygter om bud til at få sig selv til at se bedre ud (wow! Var de tæt på at købe Ernest Nuamah? De må være en klub på vej frem), klubber, agenter, direktører, trænere og alle mulige andre med en interesse i transfermarkedet lækker ting for at fremme handler og i nogle tilfælde ødelægge dem.

Vores branche skriver 100 procent sikkert for mange transferhistorier, der ikke burde have været skrevet, men kampen om nyhederne blegner i sammenligning med kampen om at få transfers gennemført, om det så betyder, at man skal ødelægge handler for andre.

Saudi-Arabien, Portugal og Grækenland støvsuger efter 1. september
Saudi-Arabiens entré på markedet denne sommer har været helt vild, og i dagene efter deadline kan vi komme til at se endnu flere handler.

Når markedet i de store ligaer lukker natten mellem fredag og lørdag, bliver det mere legitimt at rykke ligaen i Saudi-Arabien, når nu ingen andre med en stor pengepung har et åbent transfervindue.

Samme princip ligger bag, at enkelte europæiske ligaer som i Portugal, Tyrkiet og Grækenland konsekvent holder åbent i flere dage, nogle gange uger, efter alle andre i Europa. De forsøger at binde os alle mulige historier på ærmet om, hvorfor lige netop deres liga har ret til at holde længere åbent, men det bunder altid i, at det lokale fodboldforbund og den lokale liga vil give egne klubber en konkurrencefordel, intet andet.

Premier League-klubberne bliver brugt til at presse priser op
Før sagde jeg, at alle involverede vil gå langt for at få deres interesser gennemtrumfet på transfermarkedet.

En af de finter, vi forsøger at holde øje med i disse år, er brugen af Premier League-klubber til at presse priser op.

Alle ved, at selv en oprykker som Luton har kassen til at købe spillere på grund af tv-pengene, og derfor kan byde om kap med store traditionsklubber i resten af Europa, hvis de har lyst.

Det presser priserne på spillere internt i England og hentet fra resten af verden vildt meget i vejret, og det bliver i lige så høj grad brugt til at puste priser på spillere i eksempelvis Danmark op.

Har en Premier League-klub kigget på en spiller i Danmark? Så kan det snildt give 10-20 millioner kroner ekstra i kassen i en afgørende forhandling med en interesseret køber i Italien eller Tyskland.

Nogle gange er interessen reel, men som jeg før nævnte med spillere fra Sverige og Norge, der alle sættes i forbindelse med Superligaens topklubber, bliver Premier League-interesse brugt aktivt til at presse priser i vejret eller til at skabe markeder for spillere, der måske ellers ikke havde været der.

Vi får mange lejeaftaler
Det er hot-hot-hot at leje spillere.

I de sidste døgn får vi mange lejeaftaler at se, fordi hverken spiller, afgivende klub eller modtagende klub kan finde bedre muligheder, og der virker til at være en større villighed til at indgå de her aftaler fra alle parter.

Tiden, en spiller er i en professionel klub, er beviseligt blevet kortere de seneste 10-12 år, fordi transfermarkedet er vokset så meget i beløb og i antallet af spillere, der handles over landegrænser og internt i landene – og det bliver selvforstærkende.

Og så er det også værd at bide mærke i, at selv store klubber med masser af knaster på bankkontoen laver de her handler, hvor man først lejer i et, sjældne gange to, år, og siden er forpligtet til at købe eller har en aftalt pris.

Det er en måde at se markedet an på, hvis købet ikke er obligatorisk, og når eksempelvis Lyon køber Ernest Nuamah med et års leje først, er det for at omgå licens- og FFP-regler, ikke fordi den amerikanske ejer John Textor skal i Superbrugsen med pant, før han kan udbetale løn den sidste hverdag i måneden.

En markspiller på 24 år eller mere er gammel
Det er hårdt, men det er også sandt.

Jeg undres af og til over, hvordan spillere på 21, 22 og 23 år omtales som talenter og udviklingsspillere.

Det er sjældent virkeligheden, i hvert fald på transfermarkedet, fordi selv de største klubber i verden er hyperfokuserede på at købe purunge spillere, gerne maksimalt 21 år gamle, som de selv kan forme og så sælge om et par år, hvis spilleren viser sig ikke at være god nok.

For et par årtier siden var det normalt at se danske U/21-landsholdsspillere spille mange kampe i Danmarksserien. I dag er man nærmest over the hill, hvis man ikke er etableret Superliga-stjerne som 21-årig, især i de største klubber, der har spillersalg i hovedet hele tiden.

Præcis samme mekanisme gælder nærmest alle steder i europæisk fodbold på nær få lande i Sydeuropa som Tyrkiet, Grækenland, Cypern og nogle klubber i Italien, der stadig knuselsker spillere omkring 30 år og derover.

Alle vil have unge spillere, og det kan I med fordel have i baghovedet. Det kan godt være, jeres tre bedste spillere nok også er dem, der kunne begå sig bedst i udlandet, men hvis de er 27-28 år gamle, får man næsten aldrig hverken fem eller ti millioner euro for dem.

De sælgende klubber vil det ofte mest
Ok, måske var Ernest Nuamah så attraktiv, at der reelt var tale om en auktion i slutfasen.

Men i langt, langt de fleste tilfælde, er det altså de danske klubber og deres mellemmænd, oftest agenter, der er de opsøgende og forsøger at få deres største profiler solgt.

Det her er ikke Premier League, hvor selv de mindste klubber håber på at holde på deres største profiler.

Peter Christiansen, sportsdirektør i FC København, sidder ikke på sit kontor og håber 'Gid Kamil Grabara spiller her, til han er 38 år gammel'. Spillerne skal sælges, så der kommer penge i kassen, og de penge er danske klubber i langt de fleste tilfælde ude at opsøge i konkurrence med mange andre klubber og agenter, der også vil have deres spillere solgt.

Det spil er godt at have i baghovedet, når man læser transfernyheder.