Hadet er stadig én fejl væk for Raheem Sterling

Nogle gange kan man godt få tanken: Hvorfor gider han overhovedet stille op til det her?

Raheem Sterling var sandt for dyden ikke populær, da han valgte at skifte til Manchester City fra Liverpool i 2015.

Det var året efter, Steven Gerrard gled i den famøse kamp mod José Mourinhos Chelsea, og Brendan Rodgers’ Liverpool kom til et brat stop.

Sterling ville væk for at vinde noget, så fem måneder før Klopp-æraens begyndelse stoppede symbolet på en lysende fremtid, Liverpool selv havde hyret i Queens Park Rangers i London få år forinden, og skiftede til Manchester City.

Men det er ikke kun det, selvom Manchester Citys upopularitet nok gør Sterling til et lidt lettere mål, end hvis han havde spillet i en af de fem andre store Premier League-klubber i nord og syd.

Nej, det stikker dybere end en klassisk fravalgs-historie og det unge kæmpehåb, der vælger den allerstørste klub.

Meget af det har faktisk med landsholdet med at gøre. Med England. Og Englands knuste forhåbninger.

Det var virkelig slemt efter EM 2016, hvor England sensationelt røg ud af ottendedelsfinalen til Island.

Her fik The Sun fingre i en Snapchat-video, hvor en ven filmede en smilende Sterling, der viser kammerater rundt i sit flotte hus og viser sine fede biler.

Det var langt fra eneste gang, Raheem Sterling kom på forsiden.

The Sun havde allerede året inden, i 2015, taget Sterling i at ryge vandpibe og i at bruge lattergas i festligt lag, hvilket ikke er ulovligt men heller ikke ideelt for en elitesportsmand.

Der var også tatoveringen af et automatvåben på læggen, som så viste sig at være et minde om Sterling dræbte far.

Det, der får mange op i det røde felt, er dette ekstreme fokus på selv de mindste detaljer, som Marcus Rashford også har været genstand for efter sin kampagne for at få mad på bordet hos de fattigste børn i England, et projekt der ikke har fremstillet den konservative regering i et godt lys.

Ok, so let’s address this. I’m 23. I came from little. I need to protect not just my future but my family’s too. To do that I made a decision at the beg of 2020 to start investing more in property. Please don’t run stories like this alongside refs to ‘campaigning’. pic.twitter.com/coqla2i19d

— Marcus Rashford MBE (@MarcusRashford) November 15, 2020

Hvor andre landsholdsspillere får endog meget lang snor på og uden for banen, fordi de kæmper for Three Lions, skal Sterling ikke gøre det mindste forkert. Og mange peger direkte på medierne The Sun og Daily Mail som eksponenter for, at der er meget stor forskel på behandlingen og vurderingen af sorte spillere som Raheem Sterling og Marcus Rashford, og deres hvide holdkammerater på landshold og klubhold.

Der skal i hvert fald ikke megen fantasi til at forestille sig, at Raheem Sterling var blevet kørt midtover, hvis Thomas Müller havde scoret i stedet for at sparke forbi oven på Sterlings livsfarlige boldtab ved stillingen 1-0 i slutfasen af ottendedelsfinalen.

At Raheem Sterling har fået den mest fornemme ridder-orden for sit arbejde mod racisme er ikke altid en hjælp – man fristes til at sige, at det modsatte gør sig gældende.

Raheem Sterling on how Tosin Adarabioyo and Phil Foden are portrayed in the media.

Big props to Sterling for speaking out ? pic.twitter.com/Gbib11oGgP

— Manchestericonic (@manchestriconic) December 9, 2018

Der blev buhet af det engelske landshold, da man i testkampene før EM endelig måtte få tilskuere på stadion, da spillerne knælede som protest mod racisme.

Det skete igen, da spillerne knælede til selve EM-kampene.

Hvis man synes, bølgerne er gået højt i racisme-debatten i Danmark det seneste år, er det intet at regne sammenlignet med Storbritannien, og spillernes knælen før landskampe og Premier League-kampe bliver modtaget dårligt af en del tilskuere til hver kamp.

Mishagsytringerne er trods succesen ved EM og Sterlings flotte spil ikke længere væk, end at Sterling ifølge en undersøgelse offentliggjort i The Guardian var den fra det engelske hold, der sammen med anfører Harry Kane fik flest hadefulde beskeder på Twitter i de tre gruppespilskampe.

Især i 0-0-kampen mod Skotland, hvor England spillede uinspireret, var der kog på, og under alle tre kampe var der en del decideret racistiske beskeder i sprog og i brug af eksempelvis abe-emojier.

Gruppen, der lavede undersøgelsen, tjekkede fra fem timer fra kampstart og kun på Twitter, der i størrelse er ubetydelig sammenlignet med Facebook og Instagram, og de fandt hundredvis af hadske beskeder.

Raheem Sterling er både frivilligt og især ufrivilligt blevet en lynafleder i den kulturelle og politiske kamp, der raser mellem fløjene i et dybt splittet Storbritannien.

Gareth Southgate is out of touch with England fans.

They have a right to boo when players take the knee for Marxist BLM.

Let's keep politics out of football this summer. pic.twitter.com/7kISwKITKe

— Nigel Farage (@Nigel_Farage) June 6, 2021

Lige nu rider England på en bølge efter sejren over Tyskland.

Men at Sterling lige nu er Englands måske bedste kort, når der skal fremtrylles et mål på et forsigtigt og defensivt indstillet hold, redder ham næppe, hvis England flopper mod Ukraine eller taber på onsdag til Danmark eller Tjekkiet.

Offensivspilleren er et levende symbol på, at fodboldspillere efter manges mening skal finde sig i alt med deres tårnhøje lønninger og et privilegeret liv.

How it started…How it’s going.

“OBSCENE RAHEEM” @TheSun 2016

“PREM RAT OF THE CARIBBEAN” @TheSun 2017

“ACE’S SICK NEW TATTOO” @TheSun 2018

“NEVER STOPPED RAHEEMING” @TheSun 2021#RaheemSterling #Sterling #Euros2021 #EURO2020 pic.twitter.com/NUee8mjHhh

— Stefan Simanowitz (@StefSimanowitz) June 30, 2021

Man forstår ligesom, hvorfor Raheem Sterling tog sig til hovedet, da Thomas Müller drønede mod Jordan Pickfords mål, og lettet faldt ned på knæ, da tyskeren sendte sit skud lige forbi stolpen.

Man må håbe, det er lige så sjovt at spille på et engageret Wembley, som det så ud til i tirsdags, for omkostningsfrit er det ikke at hedde Raheem Sterling og spille for England i en tid, hvor jublen over det fine EM og titusinder af tilskuere på stadion ikke kan dække over den dybe splittelse i samfundet.