Fodbolds teenage-mani er usund og ulækker

'Youngest Male Professional Soccer Player ever'.

Sådan står der på Cavan Sullivans Instagram-profil, efter Sullivan 18. juli, som Instagram-opdateringen antyder, fik debut som den yngste nogensinde i MLS.

Sullivan var ved sin debut i MLS 13 dage yngre end den hidtidigt yngste spiller i MLS, Freddy Adu, som mange vil huske for gennembruddet for 20 år siden og et efterfølgende, skæbnesvangert skifte til Benfica, der siden førte amerikaneren forbi Randers FC på træningsophold som en tjeneste til agenten.

Amerikanere har en helt særlig tilgang til krydsfeltet mellem sport og det kommercielle, Sullivan har været portrætteret i CNN, USA Today og et hav af andre medier med sit hold Philadelphia Union og MLS' velsignelse og aktive deltagelse.

Men det er for nemt, og forkert, at parkere besættelsen af ungdom som et amerikansk fænomen her, hvor man nok en gang gør et ambitiøst forsøg på at gøre MLS til en liga i international topklasse, hvilket i øvrigt har bedre chancer for at lykkes end tidligere.

Den vilde Yamal-hype
Tænk tilbage til dagene omkring EM-semifinalen og finalen i juli.

Vores fodboldsnakke og internationale medier flød over med selvudslettende kommentarer om, hvor lidt vi formåede, dengang vi ligesom Lamine Yamal var 16 år gamle, at det spanske landshold risikerede en bøde, hvis der kom forlænget spilletid, fordi man dermed brød tysk lovgivning om ikke at lade børn arbejde om aftenen, og så videre.

Fodboldklubber i Danmark og mange andre steder i verden ser det nogle gange næsten som en sport i sig selv at stille med så unge hold som muligt i Superligaen og andre stærke turneringer for voksne mænd.

De helt unge spillere tages alvorligt med bedre træning, gode rammer til den sunde livsstil og et professionelt liv, som i Danmark er milevidt foran forholdene for 10-15 år siden.

Der er kommet et hav af trænere, eksperter, rekrutteringen er også professionaliseret med data og scouts, der går meget, meget langt ned i alder.

Udviklingen og hypen af ungdom fodrer sig selv med hyldest af hver ny teenager med eksempler som Cavan Sullivan som de ekstreme 'outliers', der gør mig glad for, at vi i Danmark i det mindste har en grænse på 16 år, før man må spille professionelt.

Intet galt i at være et barn
En dansk topspiller med et hav af landskampe at se tilbage på fortalte mig en historie om at være på udveksling i udlandet i adskillige måneder, da han havde alderen til at spille på sit U/19-hold – jeg gad godt se reaktionen, hvis et talent på et U/19-landsholdet kom og sagde det til sin klub i dag.

Lamine Yamals historie er skøn, jeg håber, Cavan Sullivan kan leve op til hypen, og mange af de unge spillere, der kommer op som 17-18-årige i Superligaen ser ud til at være godt rustet og i fornuftige rammer, hvor ansvarlige ledere og trænere tager deres kæmpestore og alvorlige ansvar for de unges trivsel og liv seriøst.

Men jeg kan også konstatere, at forældre, unge spillere, agenter, sportsdirektører, klubledere og lærere fortæller historier om jagten på fodbolddrømmen, der giver mig et sug i maven af den dårlige slags, når jeg ser de sportslige succeshistorier fra 16-17-årige.

I takt med, at professionel fodbold er blevet det, professionel, og er kommet til at fylde kulturelt og socialt som få andre fænomener på planeten, er drømmen om fodboldkarrieren kommet til at fylde på en måde, der får et væld af børn, teenagere og deres familier til at planlægge børne- og ungdomslivet efter en professionel fodboldkarriere.

Selv professionelle trænere på allerhøjeste niveau bliver bekymrede, når de ser børn og deres forældre vælge alle andre sportsgrene og fritidsaktiviteter fra i det ultra-professionelle livs navn.

Noget, der sker på trods af, at den seriøse forskning på området siger, at børnene både menneskeligt og også sportsligt har bedre af at gå til gymnastik, svømning, spejder, male billeder eller alt muligt andet, der ikke er fodbold, og måske vigtigst af alt at have venskaber med andet end fodbold i centrum.

Det ekstreme, normaliseringen af at ofre alt for sejre, den professionelle karriere, og i disse dage OL-medaljer, er blevet mainstream, og herunder at gøre det helt fra børneårene.

Christian Eriksen, Victor Axelsen, Lamine Yamal og de andre superstjerner og verdensklassetalenter skal nok blive spottet og møghamrende dygtige til deres sport – ja tidligere generationer, som Eriksen og Axelsen jo nu tilhører, brød igennem, selv om deres træningsforhold som børn og unge overhovedet ikke matcher det, vi i dag ser i ungdomsmiljøer i professionel fodbold.

Det synes jeg, vi alle gør klogt i at huske på, når den næste Lamine Yamal eller Cavan Sullivan bryder igennem. Man er og skal være et barn, når man er 14 år, og der er intet forkert i at bøvle med lektier, venskaber og kærester, når man er 16-17 år – det er faktisk bare naturligt, sundt og godt, og i øvrigt heller ikke en hindring for at blive fodboldspiller eller sportsstjerne på internationalt niveau.