Da Matthew Benham i 2014 købte FC Midtjylland, var et af de hyppigste spørgsmål til ledelsen i Herning og den ny ejer, om der nu skulle udveksles en masse spillere mellem FCM og Brentford.
Kunne man finde på at sende profiler som Jakob Poulsen og Erik Sviatchenko til Championship-klubben for at hjælpe i oprykningskampen, som immervæk ville kaste mindst en milliard kroner af sig til Benham?
Spørgsmålet gav dengang god mening med alle de spillere, der var blevet sendt fra Serie A-klubben Udinese til Pozzo-familiens nye Championship-klub Watford, men trafikken blev aldrig til noget.
Derimod gav Brentford sig til at hyre alle mulige andre danskere, både trænere fra FCM, FCN og FCK, og ikke mindst danske spillere, både unge direkte fra Danmark og udlandsproffer på kanten af landsholdet, og det var i den grad med et dansk islæt, at Brentford i maj rykkede op i Premier League med Thomas Frank som cheftræner og en lang række danskere på holdet.
Men nu er forbindelsen mellem FC Midtjylland og Brentford igen blevet ekstra relevant på transferfronten, efter Frank Onyeka skiftede til London-klubben for et betydeligt millionbeløb, der i hvert fald lyder til at ramme FCM's minimumspris på 75 millioner kroner.
Nu skal også Jens-Lys Cajuste være tæt på at rykke til Premier League- og samarbejdsklubben i det vestlige London for et endnu større beløb, og det vækker naturligvis også opsigt i dansk fodbold.
- Jeg forsøger ikke at tage noget fra FC Midtjylland her. De har gjort det rigtig flot, og FC Midtjylland og Brentford har sammen en god pakke. Brentford er en alvorlig konkurrent for os på transfermarkedet, ligesom FC Midtjylland er det. De kan jo lave en god business ud af det, når de kan leje en spiller som Emiliano Marcondes mellem sig, den typer handler ligger selvfølgelig i kortene, hvis Brentford kommer i Premier League, sagde daværende FCK-manager Ståle Solbakken til Tipsbladet i april 2020.
Andre danske klubbers fans er i disse dage mildest talt ikke begejstrede for forbindelsen, der altså ser ud til at smide mindst 150 millioner kroner i transferkassen hos FCM denne sommer.
Ja FCM-direktør Claus Steinlein har endda talt om 200 millioner, hvilket vil prissætte Jens-Lys Cajuste til 125 millioner kroner, og jeg forstår udmærket den udbredte undren hos konkurrenterne.
Det er inden for danske og internationale regler, at klubber med samme ejer handler spillere med hinanden, men i forhold til almindelig, gældende lovgivning skal de to klubber selvfølgelig kunne bevise, at Onyeka og Cajuste er handlet til markedspriser, og at der ikke eksempelvis er et skær af skattetænkning involveret.
Havde det ikke været for coronavirussen, var der allerede denne sommer eller i 2020 indført nye regler, der lagde et skarpt loft over antallet af lejeaftaler i klubber med maksimalt otte lejeaftaler i første sæson, seks i anden og fire i tredje sæson efter reglernes indførelse.
FIFA har grundet virussen og de økonomiske skadevirkninger i fodbold udskudt indførelsen af reglerne til 1. juli 2022, men ånden i reglerne er tydelig.
Man vil sænke antallet af transfers og dermed det opskruede tempo på transfermarkedet, ligesom man vil gøre det mindre attraktivt at eje to eller flere klubber og flytte spillere mellem disse, efter klubber i blandt andet Danmark er blevet opkøbt i stor stil de seneste år for netop at ”kontrollere talentmassen”, som især Chelsea, Manchester City og italienske klubber har været kendt for at gøre.
Ved at sælge og købe i stedet for at leje slipper FC Midtjylland og Brentford uden om denne hurdle, og så får man, fuldt lovligt, sat et højt benchmark på priser for spillere fra FC Midtjylland ved at gøre de to midtbanespillere til de dyreste i klubhistorien efter Alexander Sørloth, hvis Cajuste da ikke endda ender med at blive dyrere.
Manøvren er lovlig, og Brentford får to dygtige midtbanespillere, klubben givetvis kan bruge i en svær oprykkersæson.
Det er to spillere, som jeg på et menneskeligt plan i den grad kan unde en tur i Premier League.
Får de to succes i England, er de langt, langt mere end 75 og 125 millioner kroner værd, så på den måde kan man også fremføre det argument, at Brentford bare udnytter en meget venskabelig forbindelse til FCM til at få fat i attraktive spillere – Leeds sættes i forbindelse med et bud et godt stykke over 100 millioner kroner på Jens-Lys Cajuste, som FCM skal have afvist.
Men det ændrer ikke på, at modellen er kontroversiel, og at mange i klubfodbold og endnu flere i fodboldforbundene arbejder aktivt på netop at begrænse disse fordele, som multiklub-ejerskaber fører med sig.
Og var jeg ejer eller direktør hos Brøndby IF, FC København og andre konkurrenter, ville de handler da virke dybt provokerende og på grænsen af, hvad man kan tillade sig.
Så kan man tænke over, hvorfor i alverden andre store danske klubber, og DBU og Divisionsforeningen, ikke har deltaget i en offentlig debat om klubejerskaber og transferregler.
Man kan ikke just påstå, at FC Midtjyllands konkurrencefordel er kommet ud af det blå efter syv år med samme ejer som den dygtige og overpræsterende søsterklub i London, og at ingen nogensinde kunne forestille sig, at netop det her ville ske.
