Farvel og tak, Superliga: Det’ ikke så ringe endda

Jeg er gammel nok til at huske, dengang Superligaen blev til.

Den første udgave blev spillet kort tid før, Danmark sensationelt vandt EM, og dengang som nu var de fleste landsholdsspillere selvfølgelig i udlandet.

Jeg kan huske, vi grinede lidt af navnet. ‘Super’.

Den kan gå i Tyrkiet med nogle af de vildeste fans i verden, eller hvis man vil lave en pirat-liga. Men en 'Superliga' i Næstved og Ikast i begyndelsen af halvfemserne?
Det smagte lidt sjovt, og det morede vi os på vanlig dansk manér over.

Turneringen har været sin helt egen, hvor den ene fangruppes helt er de andres skurk.

Per Bjerregaard, Flemming Østergaard, Lynge Jakobsen, Kurt Andersen, Claus Steinlein, Jacob Nielsen, Kent Madsen og Morten Jensen er bare et lille udvalg af dem, der var eller har været med i en stor del af ligaens historie.

På trænerbænke og da især på banen har vi set alt fra genistreger til dumheder, der end ikke kunne passere til søndags-hyggebold i den lokale hal med de andre halvgamle og gamle fra kvarteret eller byen, og vi kommer til at se meget mere af alt det, der gør fodbold til så godt et spejl på resten af vores liv og samfund.

Hvorfor lyder det som om, jeg siger farvel til Superligaen, når der er en runde tilbage i weekenden, og turneringen begynder igen midt i februar?

Det kan se fjollet ud, og der er da også rigeligt tilbage at rive i.

FC Midtjylland har blæst topkampen op på vid gab, som om den ikke var det allerede med et Brøndby, der følger fint med FC København, mens Jacob Neestrups spillere til gengæld har haft det svært mod de andre tophold i dette efterår, hvor man har middelmådige seks point i seks kampe mod de andre fem klubber i Top 6 (og dermed også mangler flere af disse topkampe end de øvrige rivaler).

Hvidovre viser livstegn, OB og Randers skal håbe, Vejle ikke finder en måde at vinde Superliga-kampe oftere, og der er vækststof til en masse gode fodboldkampe i foråret, når de nuværende hold er blevet spillet lidt mere sammen.

Superligaen leverer på og uden for banen med høje tilskuertal, og der er masser af dygtige fodboldspillere i rækken, som vores kåring af Efterårets Profil her op til sidste spillerunde i 2023 så fint viser.

Desværre er det ikke nogen fortalelse eller fejl, når jeg siger et farvel til Superligaen fra Tipsbladets side, for som jeg var inde på i lederen i sidste uges udgave, er vi her snart ikke længere på papir.

Så fredagskampen 16. februar bliver uden os, og derfor er et farvel til Superligaen på sin plads.

Det har ikke været lige kønt hele vejen.

Det har været konkurser, forfalskede spillercertifikater, hooligan-vold, en masse dårlig fodbold på dårlige baner og en eksistentiel tvivl om, hvor 'super' det hele nu også var.

Men Superligaen har også været Zidans fem mål på åbningen af stadion i Herning, Zumas saksesparksmål, Mads Jørgensens guldvinder-scoring, AaB's svenske og nordjyske guld-darlinge, Sistos genialiteter ved FCM's første guld, Mogens Kroghs hovedstødsmål, Herfølges sensations-mesterskab og så meget mere.

I dag har vi en Superliga, hvor en håndfuld klubber næppe har været mere professionelle eller dygtigere til at spille fodbold.

Vi bliver nemt fartblinde og glemmer, hvor meget hurtigere, teknisk dygtigere og mere udholdende, spillerne er blevet, også dem i den tunge halvdel, hvor deltidsprofessionelle som Hvidovre (og de slider for sagen) er blevet en undtagelse, og stort set alle nu kan løbe og angribe i 90 minutter plus tillægstid.

Naturligvis er der også skyer på himlen. Handler med klubber i Superligaen og længere nede i rækkerne har givet relative solstrålehistorier som FC Midtjylland og FC Nordsjælland, og rene mareridt som i Jammerbugt, Næstved og Fremad Amager.

Hvad sker der, hvis FC København eller et par andre toneangivende klubber i Superligaen bliver købt af udenlandske forretningsfolk, der vil noget helt andet end dansk fodbolds bedste?

Tilsvarende kan man fra denne redaktørstol også i en stille stund fundere over, om det nu er sundt, at transfermarkedet fylder så meget, som det gør. Hvis spillere fra Superligaen en dag ikke kan sælges til 50, 100, ja endda 200 millioner kroner, er der en håndfuld klubber, der i en ruf skal finde en anden måde at drive deres forretning.

Men først og fremmest er det her en fodboldturnering, der betyder noget for mange danskere. Vi er måske ikke tilbage på de helt vilde tilskuertal dengang, Tipsbladet blev født i efterkrigstiden, men der ses noget udmærket fodbold af tusinder af danskere, der runde efter runde tager på stadion.

'Det' ikke så ringe endda', sagde den århusianske skuespiller Niels Olsen i indtil flere reklamefilm for fisk tilbage i 90'erne, og uden at jeg skal sammenligne havets guld med Superligaen, vil jeg også stemme i på Tipsbladets vegne og konstatere, at den har været en fornøjelse at følge både i denne sæson og i de foregående årtier.