Simon Kjær stopper på landsholdet efter 15 år, hvoraf de sidste otte var som anfører.
Og han er en af de vigtigste skikkelser, der har optrådt på landsholdet.
132 landskampe blev det til for midstopperen, der lige nu skal vælge næste klub efter afskeden med AC Milan.
Karrieren har taget Kjær fra FC Midtjylland til et skifte til Palermo (hvor Real Madrid også var interesseret) og ophold i Wolfsburg, AS Roma, Lille, Fenerbahce, Sevilla, Atalanta og så altså den milanesiske storklub.
Den liste er der få danske fodboldspillere, der kan matche, og endnu færre kan matche Kjærs meritter på landsholdet.
Højdepunktet kom efter udnævnelsen til anfører under Åge Hareide, hvor Kjær voksede som spiller og leder på holdet, der fik betydeligt mere fodboldtalent og højere niveau efter et par svære år som afslutning under Morten Olsen.
Men det er lige så meget det uden for banen, Kjær vil blive husket for.
Tydeligst står den forfærdelige aften i Parken for tre år siden, hvor Simon Kjær fysisk på banen og siden på landsholdet og i et chokeret og derefter lettet Danmark blev samlingspunkt og symbol på sammenholdet, der svejsede et fodboldhold og en nation sammen.
Jeg var én af dem, der gav Simon Kjær et énkelt point til Ballon d'Or-kåringen det år, hvor Kjær var nomineret ikke mindst på grund af sit indgreb den aften, da vennen og holdkammeratens hjerte holdt op med at slå.
Foto: Alamy
Vi finder ikke et mere håndgribeligt eksempel på, at fodbold i sidste ende kun er et spil og ikke det vigtigste i livet, og det mindede Simon Kjær os om på forbilledlig vis.
Stormen susede omkring Simon Kjær og gjorde ham populær hos nogle og dybt upopulær hos mange andre i landsholdskonflikten i 2018, hvor han og landsholdet stod på deres i forhandlingerne om en ny aftale med DBU, og Danmark endte med at stille med vikarlandsholdet mod Slovakiet, noget som mange bebrejdede Kjær og landsholdsprofilerne for, mens Spillerforeningen og mange andre rystede på hovedet af et DBU uden retning.
Det håber spillerne at have lukket én gang for alle med årets nye landsholdsaftale, hvor spillerne har gjort meget for at give bredden, ungdommen og DBU alle muligheder for at trives, og også i det lys giver det mening, Simon Kjær siger stop nu og giver stafetten videre samtidig med skiftet af landstræner.
Afskeden her i 2024 blev mere besværlig, end Kjær og landsholdet havde håbet med genoptræning og hård kamp for at blive klar til EM-slutrunden, og sportsligt kom de to sidste slutrunder i Qatar (med et ekstremt skuffende exit og en fraværende DBU-top, da de politiske spørgsmål satte fodboldspillet i baggrunden) og Tyskland ikke til at fungere for landsholdsanføreren.
For mig ændrer det ikke på, at Simon Kjær er en af de vigtigste skikkelser i landsholdets historie, der som anfører havde stor succes ved slutrunderne i 2018 og 2021, og som viste, hvor langt flid og dedikation parret med et stort talent for forsvarsspil kan bære.
En stille afsked skygger ikke for, at det er store fodboldstøvler, der skal fyldes, men at det selvfølgelig også giver 100 procent mening at sige stop nu, hvor der ikke ville være udsigt til ret megen spilletid på landsholdet for midtstopperen, der skal vælge næste skridt i karrieren og også gør sig tanker om, hvad han vil efter fodboldkarrieren.
