Navnet Kasper Schmeichel har givet genlyd på transfermarkedet denne sommer, og som noget nyt er det ikke længere klubber som Bayern München og Manchester United, der nævnes, men derimod klubber i Superligaen.
Om flere af de bedst betalende Superliga-klubber direkte er blevet tilbudt Kasper Schmeichel eller ej, ved jeg ikke, men jeg ved, at navnet har været oppe at vende flere steder, og at tanken ikke er så fjern igen uanset den 36-årige landsholdskeepers store meritter i en lang og flot karriere.
Målmandsposten i fodbold skiller sig voldsomt ud fra de ti markpladser, og her taler jeg selvfølgelig ikke om noget så banalt som at måtte tage med hænder.
Det handler derimod om, at der som regel kun er én målmand, der står ad gangen i en professionel topklub.
I nogle større klubber i udlandet og i nogle tilfælde i dansk fodbold tager førstereserven kampene i pokalturneringen.
Men ellers er det sjældent, at man skifter målmand fra kamp til kamp, som man gør med en angriber eller kantspiller især i en taktisk fleksibel klub, hvor træneren tager bestik af modstanderens styrker og svagheder.
Derfor vækker det opsigt, når AGF-træner Uwe Rösler i mandags giver den ny mand Bailey Peacock-Farrell chancen i buret på bekostning af en så rutineret og skattet spiller som Jesper Hansen.
Og det er også derfor, selv små ændringer og indikationer omkring Nice og rygter om, at Kasper Schmeichel er på markedet, vækker genlyd, da der med stabiliteten omkring målmandsposten i de fleste klubber også følger, at målmænd langt mere sjældent skifter klub end deres kolleger ude i marken.
FC København har ligesom de andre Superliga-klubber med store ressourcer en længere liste af mulige målmænd, og den liste er både støvet af og helt opdateret med tanke på, at Kamil Grabara er en af de mest attraktive målmænd nogensinde i Superligaens historie, og at han sagtens kunne blive solgt denne sommer.
Men Kasper Schmeichel kan som 36-årig godt give mening for FC København, også selvom han naturligvis ikke kan sælges, skal have en høj løn, spærrer for at man spiller med en yngre, salgbar målmand, og at han med stor sandsynlighed aldrig bliver lige så god igen som i sine bedste sæsoner hos Leicester og i landsholdstrøjen.
Det er den samme tanke, der fik FC Midtjylland til at hente Jonas Lössl hjem til Danmark fra Everton, og som sidste sommer førte til Brøndbys køb af Daniel Wass hos superklubben Atlético Madrid.
Man får et erfarent, i Kasper Schmeichels tilfælde ekstremt erfarent, navn hjem, der har prøvet alt i udlandet, som kan smitte af på truppens yngre spillere. I Kasper Schmeichels tilfælde taler vi så også et navn med national gennemslagskraft til hele befolkningen og ikke bare den fodboldinteresserede halvdel.
FC København kunne sagtens få stor gavn af Kasper Schmeichel ud over de 90 minutter på banen i Superligaen eller Champions League, præcis som man kunne ved at hente Thomas Delaney fra en lang bænk i Sevilla.
De spiller ikke nødvendigvis meget bedre end ti år yngre, dyrt indkøbte spillere, der så også kunne sælges igen med profit.
Men i et FC København med enorme ambitioner i Europa og som nationens store fodboldklub giver Schmeichel og Delaney mening.
Og med tanke på, hvor ung FC Københavns øvrige trup er (tredjeyngste hold i Superligaen i 2022/23), risikerer københavnerne ikke at stå med et helt hold i Old Boys-alderen, som vi kender det fra sydeuropæiske topklubber i lande som Italien og Tyrkiet.
Jeg har ingen idé om, hvorvidt Kasper Schmeichel er en realistisk mulighed for FC København eller omvendt, og et skifte til Danmark vil kræve en dramatisk lønnedgang.
Men tanken er ikke så tosset endda, og med 27-årige Marcus Ingvartsens skifte fra Mainz i Bundesligaen til FC Nordsjælland ser vi også, at Superligaen ikke nødvendigvis er langt nede på listen over prioriteter for landsholdsspillere på klubjagt.
