Carsten V. Jensen er færdig som sportsdirektør i Brøndby, efter Brøndby nær havde vundet mesterskabet og var kommet i Conference League.
Mens det altid er en meget stor nyhed, når Danmarks mest omtalte klub skifter chef, vil det være en fed løgn at kalde timingen eller stoppet overraskende.
For ‘nær’ fylder ikke trofæskabet og betaler ikke regningerne, og efter sidste fredags minus på 105 millioner kroner, var det, forventet eller ej, en indlysende risiko for ‘CV’.
Jesper Sørensen, som sportsdirektøren hyrede, må også tænke sit, for alle indikationer er, at hovedaktionærerne i Global Football Holdings fortsætter trenden fra tidligere i år og nu virkelig sætter sig på kontrollen med Brøndby IF.
Det kan lyde vildt mærkeligt, at man skyder et trecifret millionbeløb i en fodboldklub og ikke bruger dag og nat på at udvikle og beskytte den investering.
Men det er faktisk et langt stykke ad vejen, hvad der skete ved GFH’s overtagelse af klubben. Husk på, at GFH's leder David Blitzer var med til at overtage Washington Commanders i NFL sammen med Josh Harris, der blandt andet også er medejer i Crystal Palace.
Den NFL-handel kostede 45 milliarder kroner, hvilket sammen med GFH-folkenes øvrige engagementer i større sportshold i USA og Europa forklarer, hvorfor Brøndby ikke fyldte investorerne sind 24 timer om dagen, 365 dage om året.
Så der var ingen revolutioner.
Der kom ikke 20 nye spillere, man aldrig havde hørt om, i løbet af seks måneder, eller en helt ny stab med udlændinge og eksperter, som vi har set i så mange andre klubber opkøbt af amerikanske investorer.
Det var i store træk business as usual, tilsat en stor pose penge, så Brøndby kunne købe ind og ikke mindst holde på stjernerne, både sidste sommer og i år, og så faciliteterne kunne få et løft.
Det ændrer sig nu.
Allerede i løbet af sommeren var der hvisken om, at meget kørte gennem New York, en eufemisme for de amerikanske finansfolk i GFH.
Nu tager Brøndby IF hul på en ny, meget stor pose penge, for målsætningen er tydelig: Det DM, og helt sikkert den tur i et Europa-gruppespil, der glippede her i 2024, skal vindes.
Og nu bliver det med GFH for bordenden.
Måske bliver den midlertidige Scott McLachlan som sportsdirektør, måske kommer der en anden fra GFH's store netværk. Måske kommer der en dansker eller skandinav, der er vokset op med Brøndbys historiske betydning.
Det er i store træk ligegyldigt. En ny sportsdirektør kommer ikke til at sætte kursen og skabe en spillestil efter eget hold med taktik, formation, cheftræner og trup skræddersyet til det, han vil.
Det her er nu GFH's klub.
Med udsigt til endnu et stort underskud i 2024/25 kommer der et behov for nye penge.
Det kan komme som investeringer i nye aktier af GFH, det kan komme som yderligere lån, som udskiftninger i ejerkredsen med penge fra nye folk.
Men penge skal der til for at bevare ambitionsniveauet, med mindre Brøndby med den nuværende besætning både kan komme i Europa og sælge profiler så dyrt, at man allerede næste år er selvforsynende via store overskud på transfers og ture i Europa stort set hver eneste år. Hvilket er temmelig urealistisk, når man nu ikke selv budgetterer med det.
Det behøver ikke stoppe der.
Tænk på symboler på kontinuitet som 'CV', Jan Bech Andersen, den historiske status som børsnoteret klub, selv om det egentlig ikke tjener noget større formål for de nye ejere, men til gengæld gør det sværere at manøvrere i det skjulte.
Symboler, GFH holdt fast i ved overtagelsen, selv om det i yderste konsekvens ikke var nødvendigt, hvis GFH virkelig ville have sat deres eget hold.
Det og meget mere kan ændre sig, hvis majoritetsejerne mener, det er det bedste for deres investering fra nu af.
David Blitzer har nok heller ikke i dag udelukkende haft Brøndby i tankerne, dertil er hans andele i hold i NBA, NHL og NFL for vigtige.
Men i dag har han og GFH strammet grebet om den danske investering, og det er i det lys, vi skal se det, der udfolde sig i de kommende måneder.