Video : Tipsbladet
Premier League

City smadrer Premier League: Hvem stopper dem?

LEDER: Josep Guardiolas Manchester City er et af de stærkeste fodboldhold i historien, men Premier Leagues omfattende sag om brud på ligaens finansielle regler hænger som en mørk sky over klubben og ligaen, mener Tipsbladets chefredaktør.

DENNE LEDER ER FRA TIPSBLADETS TRYKTE UDGAVE FREDAG 26. MAJ 2023

Der bliver gravet grøfter i de her år, og det kan ikke være anderledes.

Multiklub-ejerskaber pibler frem, nationalstater og deres diktatorer pønser på at opkøbe nye klubber, og fodboldverdenen har lært nul og niks af VM i Qatar. Ja det skulle da lige være, at forbrydelse og overgreb på andre mennesker betaler sig.

Således også i Premier League.

Manchester City og klubbens armada af jurister truede i flere år medier og fodboldorganisationer med søgsmål for at fortælle om UEFA's nu afsluttede sag om brud på FFP-reglerne.

En sag, der efter appel til CAS endte med en bøde på 75 millioner kroner, og at UEFA's udelukkelse af Manchester City fra to sæsoner i Champions League blev sløjfet.

Premier Leagues aktuelle efterforskning af 115 City-brud på ligaens finansielle regler er ej heller noget, man efter City-lejrens mening må og bør tale om, og få andre steder (det skulle lige være Newcastle) i fodboldverdenen har en diktaturstat været i stand til at fostre så trofast opbakning fra en klub og en betydelig del af dens fans, der rasende går til angreb på enhver kritik af Pep Guardiolas hold og Abu Dhabis klub.

Med Manchester Citys mesterskab er fem af de seneste seks titler nu havnet hos Guardiolas mandskab.

Jeg tror ikke, nogen betvivler fagligheden i Guardiolas, spillernes og resten af den sportslige afdelings arbejde. Man kan bare tage et kig på Chelsea i denne sæson og Manchester United i de seneste ti år for at forvisse sig om, at det ikke alene er nok at brænde milliarder af på transfermarkedet.

Guardiolas skifte i begyndelsen af 2023 over til noget, der nærmest kan beskrives som en 3-6-1-formation eller en kompakt 3-4-3, har gjort John Stones til en ny stjerne som en hybrid af en forsvars- og midtbanespiller, der nærmest virker til at give Manchester City konstant overtal.

Så hvis Erling Haaland ikke er sat i scene på grund af to-tre defensive overfrakker, løber de offensive midtbanespillere amok, og sjældent har der været en større favorit til en Champions League-finale, end City vil være det i Istanbul om to uger.

Problemet er bare, at det hele tilsyneladende bygger på snyd.

Ligesom UEFA's sag bygger Premier Leagues på informationer om, at Manchester Citys ejere i Abu Dhabi på forskellige måder har kanaliseret penge over til klubben i hemmelighed, så City kunne omgå Financial Fair Play-reglerne og bruge betydeligt flere penge, end reglerne tillader.

Mange af forseelserne, der går igen fra UEFA's årelange sag mod Manchester City, kan man læse meget mere om i Football Leaks, en lækage af dokumenter med den unge, fængslede portugiser Rui Pinto i centrum, hvor Pinto gav især emails til blandt andre Der Spiegel og Politiken, der angiveligt viser Citys fiks-fakserier med pengestrømme i sponsoraftaler, hemmelige aftaler og andre manøvrer, der skulle sikre fodboldklubben ubegrænset brug af Abu Dhabis ressourcer.

City siger, sagerne for længst er lukket, en god del af klubbens fans kalder meninger som denne og journalistik som Der Spiegel og Politikens for angreb fra en gammel garde af klubber, der vil holde City nede.

Det her er bestemt ikke nogen hyldest af Glazers, Todd Boehly og cirkusset i Chelsea, Saudi-Arabiens strømlinede PR-projekt i Newcastle eller Stan Kroenkes årelange dårlige beslutninger og uddelegering af ansvar i Arsenal, før tingene endelig begyndte at fungere her i 2022/23-sæsonen.

Men den her liga risikerer jo at gå samme vej som Skotland, Bundesligaen (indtil Bayern endelig mister en titel her i weekenden til Dortmund), Ligue 1 eller de mange andre turnering, hvor nærmest kun ét hold kan vinde.

Og det vel at mærke med midler, ligaen selv siger har været ulovlige, og har givet Manchester City en konkurrencefordel, der er strid med fodboldens regler.

På banen må konkurrenterne tage udfordringen op og finde en måde at matche den nær-perfektion, Manchester City spiller fodbold med.

Men uden for savner jeg i den grad mere klare regler, for de her udfordringer går ikke væk, hvad end det er staters forsøg på at købe sig til det hele, de usunde versioner af multiklub-ejerskaber, et skyggefuldt transfermarked og den myriade af andre problemer, der rokker ved spillets popularitet i disse år.