Sikke et drama.
En udlægning er, at FC Midtjylland opsøgte heldet. En anden, at man som useedet næppe får en gunstigere mulighed for at komme i Champions League.
Og det kan og FC Midtjylland selvfølgelig være revnende ligeglade med. De er i Champions League-gruppespillet efter at have forbedret sig markant bare siden sidste sæson, og med behørigt hensyn til corona-forholdsregler fortjener alle mand så megen fest, de kan holde til i nat.
FC Midtjylland havde halvandet ben i Europa League, da VAR-rummet kunne fortælle, at Slavias keeper var gået før tid på Sory Kabas straffespark.
Alexander Scholz sparkede omsparket i nettet, og så var Slavia Prag færdige med 3-1- og 4-1-målene til FC Midtjylland som ren kosmetik i en vild, vild afslutning.
FC Midtjylland skal i Champions League, og da defensiven endelig missede på et helt vitalt tidspunkt ved Slavias mål efter to minutter, havde FC Midtjylland til sidst det held, der har svigtet i tre af de seneste sæsoners forsøg på at komme i de europæiske gruppespil.
Slavia-keeper Ondrej Kolar bommede først indlægget, som Sory Kaba kom først på, og det vel at mærke efter en time, hvor tjekkerne det meste af tiden var i fin kontrol med kampen.
At han så også blev fanget af VAR ved Sory Kabas brændte straffespark ti minutter før tid for at have forladt sin streg før tiden, siger måske mere om den ekstra grad af tilfældighed, det skarpe fokus på blandt andet netop denne forseelse kombineret med VAR giver, og man forstod de medrejsende Slavia-ledere og ikke mindst de måbende spillere på banen, der ikke forstod noget som helst af den dom.
Læs også:FC Midtjylland er det femte danske hold i Champions League
Men det kan også noget at vinde 4-1 på den måske mest afgørende dag i klubbens historie, og på trods af en uperfekt præstation, hvor ingen havde gøet ved slutfløjt, hvis FCM ikke havde fået de to afgørende scoringer.
De store linjer
For FC Midtjylland betyder det her en halv times tid efter slutfløjt ikke en disse, om der var lidt held involveret eller ej.
Klubben er i Champions League, og set over fem ugers kampe mod Ludogorets, Young Boys og Slavia Prag er det fortjent.
Fortjent, fordi FC Midtjylland var dygtigere end Ludogorets og på dagene trak sejrene mod dygtige, Europa-erfarne modstandere som Young Boys og Slavia Prag.
Fortjent, fordi FC Midtjylland i flere år men især i de seneste 13 måneder siden Brian Priskes ansættelse har arbejdet målrettet med at blive stærkere defensivt og mere kontrollerende, og at det, trods skønhedspletter undervejs, langt overvejende lykkedes.
Jo, det var heldigt at trække underpræsterende Ludogorets, at Young Boys kollapsede i Herning, og at man hjemme mod Slavia Prag for en gangs skyld havde heldet og 2020-fortolkningerne af fodboldloven med sig.
Jeg fastholder, som jeg skrev meget specifikt i sommer; Red Bull Salzburg havde været for stor en håndfuld for det her hold, men so what?
FC Midtjylland får en hård færd i gruppespillet.
Læs også:FCM-keeper om vildt comeback: Det er surrealistisk
Champions League er markant hårdere end for bare fire år siden, hvor FC København senest var i.
Teknisk, fysisk og taktisk udvikler de største klubber i Europa sig voldsomt i disse år, og det får FC Midtjylland at føle i gruppespillet, om end coronavirussen og de tomme arenaer, vi desværre får at se langt ind i sæsonen, kan gøre det hele en anelse mere tilfældigt.
Men det her FC Midtjylland-hold mener det alvorligt. De har slået sig igennem til et gruppespil i Champions League efter lige nøjagtig at have misset seedningen, og selvom der givetvis venter et stort nederlag eller to, kommer denne udgave af FCM til at spille chancen.
Ekstra Bladet har rapporteret, gruppespillet betyder over 200 millioner kroner ekstra i klubkassen.
Det betyder ikke, budgettet dermed bliver skruet op til samme niveau som i FC København, men FCM får ekstra rum til en god spiller eller to til i de kommende transfervinduer.
Pengene er dog ikke det vigtige her. De falder på et tørt sted i coronakrisen, men det er ikke det afgørende for FC Midtjylland, klubbens ejer Matthew Benham og i det større samarbejde, FCM har med Brentford.
For FC Midtjylland er det en milepæl, en validering af en 21 år gammel klub, der i årevis har sagt, at Europa-gruppespil er voldsomt vigtige, og under hårdt pres fra års mislykkede forsøg har formået at spille sig det sidste stykke over stregen.
Det var høj klasse, og fortsættelsen bliver ikke mindre spændende.
Læs også:Overblik: Disse hold kan FC Midtjylland møde i Champions League
Læs også:FC Midtjylland-målscorer jubler: Fuck hvor er jeg glad man
Læs også:FCM klar til første Champions League-deltagelse efter comebacksejr
Læs også:Karakterer: En regn af ros efter FC Midtjyllands største triumf
Læs også:Afsløring: Topklub har budt på Erik Sviatchenko
Læs også:Solbakken roser FCM's præstationer i Europa: Det er flot indtil nu