Som fans og fodboldinteresserede har I ikke hørt ret meget til det.
Men i 2023 har der i fodboldens kulisser raset en bitter kamp om nye regler, der skal kontrollere agentmarkedet.
Det lyder måske som en omgang hamrende kedelig jura, ingen gider høre om i en i forvejen grå januar, og selve ordlyden i de mange og lange cirkulærer og udkast er da heller ikke materiale til den næste Game of Thrones-blockbuster.
Men effekten er til gengæld hamrende dramatisk.
Kort fortalt besluttede FIFA sig for omtrent et år siden efter langt tilløb sig for nye agentregler, der lægger et loft på, hvor mange procent af en handels eller kontrakts værdi, en agent må få.
Disse begrænsninger giver god mening, når vi taler om transfers i Erling Haaland- eller Kylian Mbappé-vægtklassen, og andre store handler i Top 5-ligaerne og pengestærke rækker som den i Saudi-Arabien, hvor agenternes og familiemedlemmers samlede honorarer nogle gange er tæt på eller ligefrem overstiger transferbeløbet.
Til gengæld bliver effekten noget hø, når vi når ned på dansk 1. Divisions-niveau, små aftaler i Superligaen og det væld af lignende, relativt små klubskifter, der udgør 99 procent af verdens transfermarked.
Gennem 2023 har de nationale europæiske fodboldforbund i forskelligt tempo arbejdet på at indføre reglerne nationalt, og det varede ikke mange minutter, før jeg første gang hørte en forudsigelse om, at det i de mindre handler bare ville skubbe betalinger over i gråzoner eller decideret ulovlige modeller med konsulenthonorarer, vennetjenester eller betalinger under bordet.
I DBU’s danske version af reglerne er der også en standardiseret kontrakt for dobbeltrepræsentation, altså hvor en agent repræsenterer både en spiller og en klub, som også gælder for mindreårige spillere under 18 år.
Indførelsen af de nye regler har mildest talt været kaotisk, og før jul måtte DBU sætte en midlertidig stopper for reglerne i Danmark under trussel om søgsmål for brud på EU-lovgivning og generelt lovsjusk.
Det samme er sket i en lang række lande i Europa gennem 2023, så nu står vi med et endnu mere usikkert og kaotisk spiller- og transfermarked end før.
Der er 100 procent sikkert meget at komme efter blandt agenter, der på godt og ondt er bindeled mellem fodboldens parter og i nogle tilfælde ekstremt magtfulde aktører i sig selv, der bestemmer spilleres og hele klubbers skæbne.
Men jeg synes, det er for billigt at tørre lorten af på grådige agenter og hævde, de står bag al dårligdom på transfermarkedet, som FIFA, klubber og vi andre har haft for vane at gøre i årevis.
Igen, der er helt sikkert tilfælde, hvor begreber som grådighed og korruption er fuldt berettigede.
Men det forbavser mig, hvordan fodboldforbund og da især de store klubber igen og igen lykkes med at vaske hænder og fralægge sig al ansvar for, at transfermarkedet er mere barsk og uigennemskueligt, end det nogensinde har været.
For hvem vinder ved, at agenterne er indsat som gatekeepere for især de dygtigste og mest interessante spillere og de største talenter?
Det gør de klubber, der har flest penge og er villige til at gå længst i det hårde spil.
Et spil, hvor man regelmæssigt bevæger sig ud i gråzoner, hvad end det er dobbeltrepræsentation, kontakt med potentielle nye spillere bag deres nuværende klubs ryg og tjenester og alliancer, der skal sikre én selv de bedste spillere og udelukke konkurrenter fra markedet.
Diverse medier har gjort sig morsomme over, at Manchester City betalte mindre i transfer for Erling Haaland, end Manchester United gjorde for Rasmus Højlund, og at det skulle være et eksempel på snusfornuftigt, ydmygt købmandskab.
Gu er det ej.
Erling Haaland endte i Manchester City, fordi City Football Group var villig til at indfri de enorme finansielle krav, den afdøde superagent Mino Raiola, hans firma One og faren Alf-Inge Haaland stillede til betaling af honorarer ved siden af transferen. En finte, Manchester United i øvrigt selv medvirkede til tilbage i 2016, da Paul Pogba en kort overgang blev verdens dyreste fodboldspiller ved skiftet tilbage fra Juventus til United.
Sådan noget foregår hele tiden, og de nye regler vil i deres nuværende udformning kun opfordre yderligere til alle mulige fiffige finter, der kunne få de medvirkende fængslet ude i det virkelige erhvervsliv.
Jeg savner, at klubber og forbund som DBU, der pinedød har et kæmpe ansvar for at regulere den måske største og vildeste del af branchen, tager ansvar.
At de rækker hånden i vejret og siger, at de skal være del af løsningen, og medvirker til at udforme den, i stedet for at man bare skyder skylden på grådige agenter, der hele tiden vil have mere og i øvrigt er nogle uærlige tølpere.
Jeg siger ikke dermed, at det bliver nemt, men at spille på delvist berettigede og i nogle tilfælde helt uberettigede forestillinger om agenter er ikke nogen langsigtet løsning på et fælles problem for fodboldbranchen.
