Analyse: FCM's underskud er slet ikke så giftigt som FCK og Brøndbys

Et minus på 20 millioner kroner (-19,5 helt præcist) som noget godt?! Har FC Midtjylland noget kompromat på chefredaktøren, eller hvad sker der her?

Indrømmet, budskabet er skarpvinklet.

Men det minus på 20 millioner kroner, FC Midtjylland præsenterede onsdag i ly af landskampen mellem Danmark og Sverige, betyder i det store billede nærmest intet, med mindre coronavirussen er ved at sende verdensøkonomien ud i en atomvinter, vi først graver os ud af efter Ivanka Trumps anden præsidentperiode forud for Kinas VM-slutrunde i 2034.

Her er argumenterne for, at jeg ikke har spist søm, og at min familie heller ikke sidder som gidsel i en mørk kælder under MCH Arena.

Først og fremmest er FC Midtjylland gearet til at være en sælgende klub. Ikke som andre klubber i Jylland, dårligt nok heller som FC Nordsjælland eller FC København.

Jeg sammenligner mere FC Midtjylland med en klub som FC Porto eller Benfica, eller Genk, Club Brugge, PSV Eindhoven eller Red Bull Salzburg.

Det er på en meget mindre skala, men princippet er det samme; man har adskillige salgbare spillere i førsteholdstruppen og ikke mindst et samlebånd af spillere på vej til de kommende år, som hele klubben er gearet til at skulle sælge.

Det betyder også, at selve driften i klubben før spillersalg er et mareridt. Glem al snak om balance og tæring efter næring: Det her er et sats på, at man fortsat kan sælge spillere og ikke mindst kontinuerligt sælge dem med stor profit, og allervigtigst blive ved med at udvikle eller rekruttere de spillere, man skal sælge om tre, fem og syv år.

FC Midtjyllands økonomi er, ligesom FC Portos eller Club Brugges, fuldstændig forfærdelig før spillersalg, sponsorindtægter, tv-indtægter og kampindtægter, men det er en helt central del af strategien.

Taber penge for at tjene dem igen
Ud over at have førsteholdsspillere, der i løn og afdragene på transfers egentlig er langt dyrere, end FCM har råd til på den normale drift, har FCM også et væld af udlejede spillere og mange teenagere og ungseniorer på kontrakt.

Formålet er, i tæt samarbejde med Brentford og rekrutteringseksperterne omkring ejeren Matthew Benhams firma Smartodds, at FC Midtjylland skal kontrollere så mange unge kvalitetsspillere som muligt, dels for at have et stærkt hold til Superligaen og de sæsoner, man kommer i Europa, men allervigtigst for at have spillere at sælge hvert eneste år.

Minus på 20 millioner kroner skal ses i lyset af, at man solgte Paul Onuachu til Genk for 45 millioner kroner, ergo ville underskud have været langt, langt større, hvis ikke FCM havde haft et fornuftigt overskud på transfers i 2019/20.

Men, og her kommer hovedargumentet og det, som FC Midtjylland skal leve op til år efter år: Hvis FC Midtjylland, formand Rasmus Ankersen og ejer Matthew Benham havde haft lyst til at få overskud i 2019/20, kunne de have taget et par timer på telefonen tilbage i januar og solgt tre mand for 80 millioner kroner.

Det er hele forretningsmodellen i FC Midtjylland, at man hele tiden skal være i stand til at hive spillersalg på meget store millionbeløb ud af ærmet, hvis behovet er der. Og det kunne man have gjort i januar med Evander (som var attraktiv på det tidspunkt), Frank Onyeka og for eksempel Joel Andersson.

FCM's fordel
Det kræver hårdt arbejde og store risici at nå dertil, og FC Midtjylland har været leveringsdygtig i begge dele, siden Matthew Benham købte klubben.

Transfermarkedet er ikke en lige og fair kappestrid, hvor klubberne i for eksempel Superligaen spiller med nogle gode spillere, som udlandet så kommer og køber til en rimelig pris.

Det handler om opsøgende salgsarbejde, at have det helt rigtige netværk og at forstå at bruge og udnytte det, og her har FC Midtjylland og FC Nordsjælland bare arbejdet sig til en kæmpe fordel frem for alle andre i Superligaen, minus FC København, der med det langt største budget nærmest konsekvent har mindst lige så attraktive spillere som de to andre FC-klubber.

Derfor har andre Superliga-trænere og direktører helt ret, når de siger, spillere, som egentlig ikke er ret meget dygtigere end de bedste folk i midterklubberne, kan sælges til 3-4-5-6 gange større beløb i FC Midtjylland.

Transfermarkedet har absolut intet med rimelighed og fairness at gøre, eller at udlandet bare kommer af sig selv og kaster om sig med pengene. Det er Superligaen, der skal gøre sig til for udenlandske købere, ikke omvendt, og det har FC Midtjylland på flotteste vis gennemskuet og udnyttet, også ved at optimere truppen til at have så mange spillere som muligt, der kan sælges videre med meget stor avance.

FC Midtjylland så helt rigtigt tilbage i 2014/15 ved at geare hele klubben i retning af spillersalg, fordi det har givet klubben råd til at have langt dyrere spillere, end man havde haft ved at sætte tæring efter den næring, man kan få fra sponsorater og billetsalg.

Det er også derfor, man har råd til langt højere lønninger og nu også transferbetalinger, end man har i Brøndby og AGF, selvom de to klubber har langt bedre forudsætninger for at sælge sponsorater og billetter.

Risikoen
Det er bestemt ikke risikofrit, det FC Midtjylland har gang i.

Transfermarkedet kan visne hen og ligge brak i flere år i coronakrisen, og sker det, kan FC Midtjylland blive presset hårdt, selvom man nu stadig vil stå med en konkurrencefordel i forhold til spillersalg.

FC Midtjylland kan naturligvis også miste evnerne til at ramme rigtigt på spillerkøb og i ungdomsarbejdet, eller blive overhalet, så falder hele modellen sammen.

Men ligesom FC Nordsjælland har forstået det, skiller FC Midtjylland sig også markant ud ved at være to-tre-fire år ude i tanke og handling i forhold til at have spillere, der kan sælges.

Jeg kan ikke tælle det antal gange, jeg har hørt danske og udenlandske klubber tale om ovenstående, hvorefter alt rasler fra hinanden, fordi man kun har formået at sætte én stærk årgang på et førstehold sammen, hvorefter der følger fem-syv års isvinter nærmest uden nævneværdige spillersalg.

Så længe FC Midtjylland kan blive ved med år efter år at have tre-fire-fem særdeles salgbare spillere på førsteholdet, eller U19, som man også har set, man kan få 20, 30, 50, 70 millioner kroner for, skal man bare blive ved.

Det ville være direkte uansvarligt af FC Midtjylland at slå blikket ned, stirre på skoene og give sig til med lav stemme at mumle fraser om mådehold, jordbundne dyder og balance mellem lønninger og det, man får i kassen fra sponsorer, tv og hjemmekampe.

FC Midtjyllands underskud på 20 millioner kroner er helt fint, fordi man kan blive ved med at sælge spillere for store millionbeløb, og så længe man kan blive ved med det, er det bare at give den gas.

Læg i øvrigt mærke til, at jeg ikke nævner indtægterne på over 200 millioner kroner fra Champions League her, selvom FCM næppe var røget i gruppespillet, hvis man ikke hårdnakket havde sagt nej til at sælge profiler. Det gruppespil er for mig at se et one-off, hvilket kan vise sig at være en farlig spådom, hvis FCM vinder DM igen til foråret og dermed kun er to kampe i playoffrunden fra et nyt CL-gruppespil.

Europa League eller den ny Conference League er langt mere realistiske, og indtægterne derfra er faktisk ikke så meget større end henholdsvis et rigtig stort spillersalg eller et udmærket spillersalg.

FCM's succes som sælgende klub er altså forklaringen på, at jeg slet ikke ser FCM's underskud som et problem på linje med de underskud, der bliver præsenteret i FC København og Brøndby IF. Dem skal jeg nok vende tilbage til ved en anden lejlighed.