Analyse: FCK og FCM er Danmarks Benfica og FC Porto
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Generelle

Analyse: FCK og FCM er Danmarks Benfica og FC Porto

Trupperne kan stadig ændre sig indtil 5. oktober, men det frosne transfermarked og den pressede økonomi favoriserer Superligaens to suverænt rigeste klubber, FC København og FC Midtjylland.

Cristiano Ronaldo var stadig i ungdomsafdelingen, da Sporting Clube i 2002 vandt mesterskabet i Portugal med et udmærket hold anført af Rui Bento, Ricardo Quaresma og Jardel.

Siden har FC Porto og Benfica delt mesterskaberne mellem sig med syv til Lissabon-klubben og 11 til den nordlige stormagt i Oporto, og med Sporting i opløsning og det meste af Portugals liga forvandlet til farmerklubber for de to stormagter er det sandsynligt, at mesterskaberne i det kommende årti også skal fordeles mellem de to traditionsklubber.

I Skotland var Alex Fergusons Aberdeen de seneste til at bryde Celtic og Rangers' monopol på mesterskab, hvilket var tilbage i 1984 og 1985.

I 2018 og 2019 brød AEK og PAOK 25 års dominans af Olympiakos og Panathinaikos, så helt umulige er duo-polerne ikke at bryde, men nemt er det ikke i fodbold anno 2020.

Med stor risiko for at være historieløs risikerer FC København og FC Midtjyllands rivaler også at blive sat uden for døren i mesterskabskampen, både i den kommende sæson og de kommende år, med mindre der sker noget drastisk.

FC København og FC Midtjylland har delt de seneste seks mesterskaber mellem sig, og ikke siden Brøndbys mesterskab under Michael Laudrup i 2005 har mindst én af de to store FC-klubber været inden for 10 points afstand af mesterholdet i de tre sæsoner, hvor AaB og FC Nordsjælland har vundet DM.

I denne sæson sparer Brøndby IF på budgettet, mens AGF selv i tilfælde af et lidt højere forbrug stadig vil være milevidt fra FC København og FC Midtjylland.

Det kan godt være, Parken Sport & Entertainment og FC Midtjylland kommer ud af deres årsregnskaber med store tab, men et coronaramt transfermarked og et sammenpresset kampprogram er altså ikke til fordel for de mindre klubber, så sidste sæsons nummer ét og to går igen ind til en sæson som klare favoritter til at placere DM mellem sig.

Med det in mente kommer jeg her med et bud på, hvordan mesterskabskampen, og i morgen vil jeg komme med en analyse af, hvem der ellers kan tænkes at have en mulighed for at blande sig i toppen.

FC MIDTJYLLAND

Sæsonen forude
Europa er det altoverskyggende mål for FC Midtjylland, og begyndelsen i en på papiret svær udekamp mod Ludogorets var stærk med en vigtig 1-0-sejr, der bragte FC Midtjylland én sejr fra et europæisk gruppespil.

Det bliver mest sandsynligt i Europa League, da FC Midtjylland først skal forbi Young Boys og derefter Slavia Prag for at komme i Champions League-gruppespillet, hvilket der vel er mellem 20 og 30 procents chance for, mens man i tilfælde af et nederlag til Young Boys onsdag 17. september er seedet til en sidste og afgørende Europa League-playoffkamp, der kan blive rimelig eller næsten lige så svær som en Slavia Prag-kamp.

Både de europæiske kampe og Superligaen fik selvfølgelig et boost, da Pione Sisto mandag 7. september blev præsenteret som ny FC Midtjylland-spiller.

På kort sigt er Sisto sandsynligvis indskifter mod SønderjyskE og Young Boys, men allerede fra gruppespils-afgørelsen i de sidste dage i september og i Superliga-sæsonen skal dribleren fra sin offensive midtbanesplads give FC Midtjylland den yderligere gennembrudsstyrke, der kan gøre forskellen i Europa og en ny mesterskabsduel.

Allerede før købet af Pione Sisto, der var så nær skiftet til FC København, var et succesfuldt titelforsvar mere realistisk end i 2018/19.

FC København er under pres sportsligt og økonomisk på grund af Parken-organisationens sårbarhed overfor coronakrisen, der bider hårdt i Lalandia.

Samtidig har FC Midtjylland en bred trup med en solid idealopstilling og flere rotations- og backupspillere, man umiddelbart vil forvente sig noget godt af, end FC København lige nu kan mønstre.

Adskillige af FC Midtjyllands reserver kunne blive profiler, eller endda klubbens bedste spiller, i mange Superliga-klubber, og af den årsag er coronakrisen, der selvfølgelig også koster FCM millioner, ikke helt så giftig i Herning, hvor man her i anden uge i september har rigeligt med dygtige spillere til at vinde DM.

Hvad skal der til for at vinde DM?
Det bliver en stor udfordring for FC Midtjylland at spille med om titlen, hvis man kommer i et europæisk gruppespil. Da man i 2015/16 kom videre fra gruppespillet og mødte Manchester United i 1/16-finalen, endte man på tredjepladsen, 12 point efter FC København og tre efter SønderjyskE.

Det er en anderledes bred og stærk trup i dag, men tilbage står stadig, at midtjyderne skal løse den ligning, det er at toppræstere i midtugen og så suge smalle sejre i weekenden for at holde sig inde i en mesterskabskamp.

Læs også:Sommerpause i Superligaen: Sådan gør din klub

Set udefra kunne FC Midtjylland i den grad bruge en ny angriber, selvom man har brugt kassen på netop den position, for hverken Sory Kaba, Ronnie Schwartz, Lasse Vibe eller Júnior Brumado ligner løsningen. Hvis man en masse faktorer går op i en højere enhed, kan Brumado måske blive det, men det er et stort "måske", og næppe noget, der vil ske i denne sæson.

Tør FC Midtjylland lave et nyt køb på pladsen? Ja hvis Sory Kaba bliver solgt eller Ronnie Schwartz og/eller Lasse Vibe, kunne (og burde?) man gøre det, men det lader ikke til, at FCM's sportslige ledelse ser situationen på samme måde.

Købet af Pione Sisto betyder en omrokering, der kan flytte Awer Mabil eller Mikael Anderson. Kommer FC Midtjylland i et gruppespil i Europa, er der rigelig med kampe til de tre, Bozhidar Kraev og til Evander Ferreira, der hjemme i Superligaen også kan flyttes ned på en otter-position.

Ellers ser FCM-ledelsen en idealopstilling for sig, der skal blive, i hvert fald mindst indtil et europæisk gruppespil og dermed januar eller sommeren 2021, hvor Erik Sviatchenko, Frank Onyeka, førnævnte Mabil og Evander er oplagte salgsmuligheder, hvis der kommer liv i transfermarkedet.

Vinder FC Midtjylland så DM? Ja, hvis de holder på den nuværende idealopstilling, måske med en til selvvalgt udskiftning i offensiven, eller to, kan svaret sagtens være ja.

Man har sportsligt næppe råd til mere end ét profilsalg i januar, da der kun spilles 13 runder i efteråret og dermed er 19 kampe og 57 point tilbage at spille om fra begyndelsen af februar.

Opfylder man det kriterium og forstår at bruge hele truppen i efteråret i tilfælde af et europæisk gruppespil, er FC Midtjylland et mindst lige så godt bud på en DM-vinder som FC København.

Det kan gå galt
At FCM kommer i gruppespillet og falder helt sammen i Superligaen.

At et par af profilerne bliver solgt i starten af oktober uden at blive erstattet.

At coronakrisen også bider hårdt i FC Midtjylland som i FC København, og begrænser FCM's muligheder for at købe nye spillere i tilfælde af profilsalg.

At FCM bliver ramt af skader i samme omfang som FCK i sidste sæson.

Vigtigste spiller i 2020/21
Erik Sviatchenko. Han vandt både Efterårets og Forårets Profil i Tipsbladet, kåret af Superliga-cheftrænerne, i sidste sæson, og defensiven hænger først og fremmest sammen omkring anføreren.

Superligaen 2019/20 i tal

Slutplacering: 1
Mål: 61 (1)
Mål imod: 29 (1)
Boldbesiddelse: 52% (4)
Afleveringspræcision: 77,3% (8)
Antal afslutninger i alt: 569 (1)
Heraf inden for rammen: 175 (4)
Hovedstød inden for rammen: 49 (1)
Afslutninger på træværket: 15 (1)

I parentes står rangeringen i Superligaen på det pågældende parameter. Statistik: Superliga.dk

---

FC KØBENHAVN

Sæsonen forude
FC København sagde i den korte sommerferie farvel til fysisk træner Anders Storskov efter 20 år i klubben. Om FCK's mange skader har noget med træningen at gøre eller nærmere skal henføres til de risici, FC København har taget med spillerkøb, og uheld samt et presset kampprogram de seneste fire sæsoner er svært præcist at sige.

Men færre skader skal københavnerne i hvert fald have, for det var systemkritisk i 2019/20 at have Andreas Bjelland, Viktor Fischer, Nicolai Boilesen, Jonas Wind og Dame N'Doye siddende ude i lange stræk af sæsonen, ligesom skaderne også bed løverne i poterne i 2017/18.

Er det hele forklaringen? Næppe.

Københavnerne vil selv spille i Europa hver sæson og har klaret den del af jobbet fremragende, men når man de seneste fire år har spillet det, der svarer til en hel Superliga-sæson mere end FC Midtjylland i form af europæiske kampe, kan det jo ikke nytte noget at blive taget på sengen af skader og besværligheder med at finde afløsere for disse skadede spillere.

Læs også:SønderjyskE-profil roser testmodstander: Sidder gerne 3 timer i bus herned

Ståle Solbakken har ledt efter en ny kantspiller og en ny midtstopper, og aftalen med den græske forsvarsspiller Marios Oikonomou fra AEK Athen er næppe den sidste - dertil må det være for interessant at få Mathias "Zanka" Jørgensen eller en anden klassespiller ind ved siden af Victor Nelsson. Det virker for risky at tro, Andreas Bjelland kan spille en god sæson og langt de fleste kampe som i 2018/19, når 2019/20 blev slået så grundigt itu af skader.

Nær-aftalen med Pione Sisto illustrerer, at FC København leder efter offensiv firepower, gerne på kanten men muligvis også med evnen til at spille bagved en enlig angriber i Europa, når og hvis kortene skal blandes på den måde.

Der må givetvis gerne blive skiftet ud på yderligere et par pladser i bredden, hvis det står til Ståle

Solbakken, der ikke fik mange minutter ud af Bryan Oviedo og muligvis også kan lokkes til at sælge Michael Santos, der umiddelbart ligner fjerdevalget i front, ligesom Nicolaj Thomsens skade kom ubelejligt for en spiller, der ikke har nogen fremtid i klubben.

Hvad skal der til for at vinde DM?

Først og fremmest skal FCK finde en måde at præstere mere stabilt i Superligaen.

Topniveauet fejlede egentlig ikke noget i 2019/20, men alt for ofte faldt FC København ud af kampene, virkede trætte og var slet ikke det hold, der i Europa League spillede flotte kampe mod Dynamo Kijev, Celtic, Istanbul Basaksehir og Manchester United.

Man kan selvfølgelig ikke spille alle Superliga-kampe med samme intensitet, men man kan heller ikke tabe mere end hver fjerde ligakamp og falde igennem både defensivt og offensivt i de kampe.

Det er også derfor, at Ståle Solbakkens udskiftninger i startopstillingen og på pladserne fra nummer 12 til 20 i truppen betyder meget, for der var for få spillere til at bære holdet i sidste sæson.

Kommer FC Midtjylland i et europæisk gruppespil, bliver alt nok lettere for FC København, og det bør også lette byrden lidt for københavnerne, at de kun skal spille 32 i stedet for 36 ligakampe i 12-holds-Superligaen.

Men bredden skal man have mere ud af, og så vil det også være vigtigt at få fikset de indbyrdes opgør med FC Midtjylland, som der igen i denne sæson kommer fire af. Inklusiv en pokalkamp i 2018 har FC Midtjylland vundet syv af de seneste 10 kampe mod FC København, og københavnerne kan ikke længere leve med at være underlegne i de indbyrdes opgør, uanset omstændighederne.

Det kan gå galt
At FC København ikke rammer rigtigt på indkøbene.

Teknisk direktør Johan Langes afgang til Aston Villa i august er elendig timing.

FC Københavns spillefe er udmattede efter Europa League-kampene langt ind i august -- det kan bide meget hårdt til november og december.

At FC Midtjylland ikke kommer i et gruppespil og kan koncentrere al energien på færre Superliga-kampe end i både 2018 og 2020.

At økonomien i Parken Sport & Entertainment vælter på grund af coronakrisen og tvinger FCK til besparelser.

At manager Solbakken får så godt et tilbud, at han vælger at sige farvel til FC København.

Endnu en sæson med mange skader.

Vigtigste spiller i 2020/21
Jonas Wind. Måske er Carlos Zeca og Victor Nelsson strengt taget vigtigere, men Wind skal vise, at de uhyre lovende takter kan skrues sammen til en topsæson, så han, som Ståle Solbakken varsler, bliver FC Københavns største salg nogensinde.

Superligaen 2019/20 i tal

Slutplacering: 2
Mål: 58 (Delt-3)
Mål imod: 42 (Delt-3)
Boldbesiddelse: 57,8% (1)
Afleveringspræcision: 82% (3)
Antal afslutninger i alt: 457 (5)
Heraf inden for rammen: 159 (5)
Hovedstød inden for rammen: 33 (Delt-3)
Afslutninger på træværket: 12 (2)

I parentes står rangeringen i Superligaen på det pågældende parameter. Statistik: Superliga.dk

Læs også:Overblik: Sådan fungerer den nye struktur i Superligaen

Læs også:Managerspil til Superligaen: Kan du slå eksperterne?

Læs også:Randers-talent: Kan mærke, at jeg er tættere på holdet