Video : Tipsbladet
Superliga

300 mio: FCK smadrer Superligaens transfermarked

ANALYSE: FC København har det dyrest indkøbte hold, vi nogensinde har set i Superligaen, og med pres fra FC Midtjylland og Brøndby IF bliver det sandsynligvis endnu dyrere de næste år.

Vi er inde i slutspurten i Superligaen, hvor der om fem ugers tid skal uddeles et DM-trofæ, guldmedaljer og fordeles topplaceringer til de øvrige håbefulde i toppen af rækken.

Vi taler meget om, hvor dyre Superliga-holdene er i dag – men hvad vil det helt præcist sige?

Tipsbladet har været gennem førsteholdstrupperne i FC København, FC Midtjylland, Brøndby IF og FC Nordsjælland, de fire klubber, der bejler til topplaceringerne.

Og det er ikke bare mavefornemmelser og meninger – Superligaen har aldrig været et dyrere sted, især ikke for klubberne i toppen af rækken.

Læs vores analyse af FC Nordsjælland her

Her ser vi på et FCK-hold, der simpelthen er det dyreste i transfers og da især lønninger i dansk fodbolds historie.

Grafik: Tipsbladet

Analyse
FC København har et voldsomt dyrt førstehold.

Ja ikke alene det: ‘PC’ og kollegerne har samlet det dyreste hold nogensinde i Superligaen.

Vi kan se det på transferbetalingerne for spillerne: Mindst 10 spillere har kostet 10 millioner kroner, og selv om FC Midtjylland er på omgangshøjde, har FCK stadig de dyreste spillere i Superligaen anført af rekordkøbet Andreas Cornelius, og mange af dem.

Læs også vores analyse af Brøndby IF her

FC København har de seneste 3 1/2 år efter fyringen af Ståle Solbakken strategisk solgt sig selv som et hold med stjerner og med langt billigere, egenudviklede spillere.

Man kan kalde det Peter Christiansens udgave af Florentino Pérez’ berømte Zidanes y Pavones.
Men som med Real Madrid er det de dyre folk, der springer i øjnene i forhold til strategien, i hvert fald når man nærlæser regnskabet, for det er saftsusemig dyrt, selv om det sagtens kan og bør blive endnu dyrere de næste år.

For lønudgifterne er helt oppe under loftet efter dansk standard. I transfer-betalinger er der forbavsende lille forskel til Brøndby og især FC Midtjylland, men på lønninger slår FCK voldsomt ud.

Man får simpelthen kassen som etableret spiller i FCK, og her taler vi fem til ti millioner kroner, og kun enkelte spillere i FCM og Brøndby som Ingason, Cho Gue-sung og Daniel Wass er tilnærmelsesvis på samme niveau.

Med den kaliber spillere, FCK henter, er agentbetalinger og signon-fees også i top, og det bliver sandsynligvis kunne dyrere fra nu af.

Udsigter til sommer
Tre forudsigelser
* FCK køber flere dyre profiler – men køber de nok?

* FCK kommer tæt på de 45 millioner kroner, Andreas Cornelius kostede – hvis ikke over

* Flere udenlandske klubber kommer til at spørge på Jacob Neestrup eller Peter Christiansen

FCK’s mesterskabsjagt og kvalifikation til Champions League vil har indflydelse på, hvor offensiv man er på markedet.

Nogle afgange dikterer helt naturligt, at der skal nye folk til.

Men er det, nu hvor det meste af FC Københavns hold har spillet sammen siden 2021 og 2022, eller længere tid, ikke fristende at skifte grundigt ud og komme med friskt blod i alle tre kæder?

Det må i den grad være tillokkende for FCK's sportslige sektor, der helt tydeligt er klar til at træde på speederen.

Vi er lidt klogere, når der har været generalforsamling i Parken Sport&Entertainment 23. april, og jeg tør godt love, der kommer markante og dyre spillere til i sommer.

Men om man matcher FC Midtjyllands og sådan set også Brøndbys store udlæg på transfers i 2023, det er ikke godt at vide, selv om FCK nok burde ville have godt af forstærkninger på adskillige pladser.

Der venter igen-igen en vigtig sommer på transfermarkedet, og at man har klaret sig godt i 2022 og 2023 og været i to Champions League-gruppespil i træk garanterer ikke, at man også sidder stensikkert på Superligaen og har Europa-succes efter sommerferien.