Silkeborg er snusfornuftens højborg. Og Midtjyllands ironiske epicenter. Lidt ligesom Himmelbjerget. Vi kalder det er bjerg, men så siger vi med det samme, at det overhovedet ikke er et bjerg. Ja, det er faktisk lidt dumt. Og halvfladt. Og slet ikke noget i sammenligning med rigtige bjerge som Ejer Bavnehøj og Yding Skovhøj.
Og fodboldklubben. Den er også lidt dum. Og halvflad. Og rykker helt sikkert snart ned igen. Og når vi endelig spiller gudebold og vinder bronze, bliver det sådan lidt: ”Godt, vi var her. Det har vi ventet på i 20 år, og vi kommer helt sikkert til at vente 20 år igen.”
Derfor passer det også så fint, at vi har en introvert træner, der ikke kan lide sociale medier, en assistenttræner, der bedst kan lide at halvsove i en plastikstol og en direktør, der, når vi endelig kvalificerer os til Europa, straks begynder at bekymre sig om, hvad det koster at få lavet en masse ståpladser om til siddepladser.
Cheftræner Kent Nielsen og assistenttræner Peder Knudsen. Foto: Imago
I det netop overståede transfervindue kom klubbens identitet igen til udtryk, da sportschef Jesper Stüker blev generet af adskillige agenter og journalister, der ville have indsigt i både det ene og det andet. For pokker da også. Kunne man ikke nøjes med et enkelt transfervindue om året? Og måske nogle faste priser?
Og kan medierne ikke vente med at skrive noget, til kontrakterne er underskrevet? Ja, kan de i grunden ikke bare nøjes at skrive om FCK og Brøndby, som de plejer?
I Silkeborg er vi ikke vant til at være i centrum. Vi er ikke vant til at være et tophold. Silkeborg er på mange måder modstykket til AGFs brutalitet og Midtjyllands storhedsvanvid. I Silkeborg er vi formet af papir, et meget skrøbeligt materiale, og derfor tror vi hele tiden, at klubben går i stykker. Derfor lægger vi også alle vores mønter i sparegrisen og satser på solide mursten frem for badelande og opkøb af sekunda-klubber under fjerne himmelstrøg.
Vi ved, hvad vi har, og vi ved, at det kan gå galt lige om lidt - derfor lader vi snusfornuften råde.
Men sådan er det nok bare, når man har ligget i ly af Himmelbjerget og Danmarks næststørste by i rigtig mange år. Så lærer man at holde sammen og opbygge en særlig identitet bygget på ordentlighed, nøjsomhed og hårdt arbejde.
Ja, lidt polemisk kan man måske sige, at SIF er formet af papir, Lars Larsen og Simon Kvamm, og derfor er vi blevet en skrøbelig, nærig og dybt ironisk fodboldklub. Men når man som jeg er faldet i Silkegryden som barn, er det faktisk lige præcis denne identitet, der gør klubben til noget særligt.
Og som jeg ser det, har Silkeborg IF aldrig hvilet så meget i sig selv, som vi gør netop nu - med en snusfornuftig drift og transferstrategi og en overraskende besnærende spillestil (så lur mig om vi ikke rykker ned i næste sæson).
