Generelle

FIFA ude af proportioner

»FIFA er et forbund helt ude af trit med verdenen omkring sig. Og i særdeleshed med sit eget bagland.«

Finanskrisen har ikke ramt FIFA.
Det er den store åbenbaring efter mandagens storslåede World Player Galla i Zürich.

Her havde fodboldforbundet inviteret tusindvis af gæster til Schweiz for at uddele priser og ikke mindst klappe sig selv på ryggen. Og med FIFA's vanlige sans for ekstravagance blev der ikke sparet på noget. Verdensforbundet satte endnu engang nye standarder for pomp og pragt.

Og det var egentlig ganske smagløst. Og stod i skærende kontrast til FIFA-patriark Sepp Blatters egne formanende ord fra talerstolen i Zürichs overdådigt smukke Operahus. Her løftede Herr Blatter pegefingeren overfor den smokingklædte forsamling og prædikede bl.a. om social ansvarlighed og FIFA-familiens forpligtelser overfor bredden. FIFA-præsidenten konkluderede oven i købet, at den finansielle krise allerede har ramt fodbolden.

Det var umuligt at få øje på i Zürich mandag aften.
Her var fodbolden kun ramt af overflod og intet andet.

De var der alle sammen.
Medlemmerne af FIFA eksekutivkomite med fruer, pingerne fra Zürichs overklasse, formænd og præsidenter fra alverdens fodboldforbund, fodboldens største stjerner fra fortid og nutid og talløse andre medlemmer fra det Sepp Blatter selvsmagende refererer til som FIFA-familien.

Et helt igennem uheldigt ordvalg af en præsident for et forbund der i flere omgange har været under mistanke for korruption, valgsvindel og bestikkelse.

Det var familien øjensynligt ligeglad med mandag aften.
Det kan selvsagt også være svært at opponere alt for voldsomt, når man bliver fløjet ind, indkvarteret på luksushoteller og beværtet med fem retters middag og vin på familiens regning. Der er ingen smalle steder, når FIFA holder fest for familien.

Det skal for fuldstændighedens skyld siges, at Tipsbladet selv er en fjern slægtning af familien. I hvert fald mandag aften. Som trofast medlem af ESM (en sammenslutning af Europas førende fodboldmedier) og dermed fast mediepartner på gallaen og i øvrigt medstifter af selve prisen er dette et fast indslag i Tipsbladets kalender. Vi er dog af sted for egen regning. Helt og aldeles.

Det ændrer dog ikke på præmissen.
FIFA er et forbund helt ude af trit med verdenen omkring sig. Og i særdeleshed med sit eget bagland. Afstanden mellem FIFA's bonede gulve og fodboldens græsrødder har aldrig været længere. Og det kan være mere end svært at få øje på, hvad fodbolden får ud af FIFA's World Player Gala.

Det er omvendt indlysende, at FIFA's tv-transmitterede awardshow er med til at styrke både forbundets og Blatters egen position som fodboldens alfaderlige samlingspunkt. Ironisk nok findes der ikke et mere eksklusivt, storsnudet og lukket selskab end netop denne begivenhed i hele fodboldverdenen.

FIFA's egen store festaften står dermed i skærende kontrast til forbundets eget slogan ¿  For the Game. For the World.

Sådan var det ikke mandag aften I Zürich. Dette var en aften, hvor FIFA lukkede sig ind i sit gyldne bur og lod hele verdenen kigge på i behørig afstand.

Det er ikke vejen frem, hvis FIFA ønsker at slippe af med sit blakkede ry.
Man kan kun håbe, at der kommer andre mere ydmyge boller på suppen til næste år.