På et pressemøde torsdag aften stillede AP-journalisten Rob Harris et langt spørgsmål til Gianni Infantino. Det varede mere end 45 sekunder og handlede blandt andet om, at FIFA-præsidenten havde fået den russiske venskabsorden af Vladimir Putin i forbindelse med VM i 2018, og at Infantino ved samme lejlighed havde rost og hyldet den russiske præsident.
Rob Harris sluttede sin lange talerække med følgende spørgsmål:
- Vil du reflektere over, hvordan sport kan hjælpe med at styrke en leder som Vladimir Putin?
Og Infantino svarede:
- Vi reflekterer konstant over sportens rolle. Specielt sportens rolle i at bringe folk sammen i et fredeligt miljø – endda folk og lande, som ikke har relationer med hinanden eller er i konflikt med hinanden. Det er en konstant i vores tankegang. Jeg tror fuldt ud på, at sport kan bringe folk sammen. Fodbold er folkets sport. Det handler ikke om individer, det handler om folk fra hele verden. Hvis vi havde denne pressekonference i går, ville jeg måske sige noget andet, men i dag er mine tanker hos alle de mennesker, som påvirkes af denne eskalerende konflikt og ikke andet.
Hvor skal man starte med et svar som det?
Vi kan starte med at konstatere, hvor uendeligt svagt, det er. Havde det ikke været for den afsluttende reference til krigen i Ukraine, kunne Infantino have sagt det til præmieoverrækkelsen ved en U/10-turnering i Seoul eller ved åbningen af en kunstgræsbane i Ringkøbing. Han kunne have trykt det på bagsiden af en skinnende FIFA-brochure.
Vi kan også afsløre, at det er løgn. Fodbolden bringer sjældent stridende parter sammen. For eksempel vil hverken UEFA eller FIFA have, at Ukraine og Rusland trækker hinanden, når der skal spilles EM- og VM-kvalifikationskampe.
Og endelig kan vi konstatere, at Gianni Infantino slet ikke svarer på spørgsmålet. Han bliver spurgt om de negative konsekvenser af FIFA's måde at forvalte verdensfodbolden på og begynder i stedet på en vag remse om de positive. Infantino valgte kujonens vej.
For de billeder, der blev taget, og de ord, der kom ud af Gianni Infantinos mund, da VM i 2018 var i Rusland, var vamle dengang, og de er vamle i dag.
- Vi forelskede os alle i Rusland. Alle, der har været her i et stykke tid, har opdaget et land, vi ikke kendte, sagde Infantino for snart fire år siden, mens han kiggede Putin i øjnene ved et te-møde i Kreml.
Jeg forstår ikke, at Infantino ikke kunne se det dengang. Det var som bekendt efter Ruslands annektering af Krim-halvøen, og alle vidste, at roser man Putin og hans regime, ender det på et eller andet tidspunkt med at bide en i røven.
Jeg ved samtidig godt, hvad svaret på min egen undren er: Penge. Men FIFA er endnu engang til grin i verdens øjne. Og Infantino selv ligner en despots skødehund. Jeg kan ikke forstå, hvordan det prestigetab kan opvejes af rubler. Hvorfor er det altid de beskidte penge, der lokker mest?
Nu er det Ruslands invasion af Ukraine, der er anledning til at skrive denne kommentar. Det kunne også have været mange andre af FIFA eller UEFA's handlinger. Og man kunne skrive den om utallige andre sportsgrene og – forbund.
Jeg håber, verden lærer af det her. Jeg håber, at sportsledere verden over vil se på, hvordan Infantino måtte padle for at finde et svar på, hvorfor han har støttet en tyran, uden det lykkedes ham at komme i sikker havn, og så håber jeg, de samme sportsledere vil forsøge at undgå at rode sig ud i den slags i fremtiden.
Desværre ved jeg godt, jeg kommer til at håbe forgæves.
