Danmark har her til aften spillet sig i EM-semifinale. Forstår I, hvor stort det er?
Selvfølgelig gør I det, men lad os alligevel opsummere. Det er Danmarks fjerde semifinale ved en af de store slutrunder – tidligere er det lykkedes at komme så langt ved EM i 1964, i 1984 og i 1992.
Så det sker i ny og næ, men i gamle dage var en semifinale resultatet, bare man spillede sig videre fra gruppen. Så man kan også tælle på en anden måde: Før denne sommer havde Danmark vundet sammenlagt tre knockoutsejre i store slutrunder, og dem har man altså spillet siden VM i 1930: To i 1992, én i 1998. Nu er Kasper Hjulmands hold i semifinalen efter yderligere to.
Det er historisk, det er vidunderligt, og det er fantastisk imponerende. Men hvorfor skulle det stoppe her?
Danmark er ikke blandt de fire bedste på kontinentet takket være lodtrækningsheld, en særlig teamspirit født ud af Christian Eriksens kollaps eller noget i den stil. Det danske fodboldlandshold er bare virkelig godt, og det har vi vidst meget længe: Vi så tegningerne allerede, da Åge Hareide støbte et betonforsvar og en vilje til aldrig at tabe, og vi har set, hvordan Kasper Hjulmand har udbygget med stærk flair og offensiv identitet, så mandskabet nu – beviseligt – er i europæisk topklasse.
Daniel Wass fremhævede i mixed zone den danske holdånd som en vigtig ingrediens i sejren. Det er jeg uenig i. Man slår ikke Tjekkiet på god holdånd. Kasper Hjulmand fremhævede inden kampen, at tjekkerne er gode til de samme dyder som Danmark; at alle arbejder begge veje. Dem slår man ikke ved, at alle mand løber, og at man er gode til at klappe en kammerat på skulderen. Det er bare et nødvendigt udgangspunkt.
Nej, kvartfinalen blev afgjort af, at de danske spillere er bedre til at spille fodbold end de tjekkiske. At Thomas Delaney har intelligens og mod til at finde plads i et tætpakket straffesparksfelt. At Joakim Mæhle i løb kan slå en perfekt yderside ind i feltet, og at Kasper Dolberg evner at stå det rigtige sted og er en kølig afslutter. At Simon Kjær og Kasper Schmeichel er en iskold og uovervindelig duo i et straffesparksfelt, når det hele brænder i slutminutterne.
England har også imponeret her til aften. Jeg er ikke så dum, at jeg garanterer en dansk EM-finale. Men jeg er klog nok til ikke at udelukke det. Hvem har lyst til at møde Danmark lige nu? Danskerne startede med to nederlag, men har nu vundet tre kampe i træk, og flere af turneringens allerstørste profiler er danske. I skulle høre, hvordan de taler om Joakim Mæhle her i presserummet i Baku. Så selvfølgelig kan det blive til en tredje knockoutsejr; selvfølgelig kan det blive endnu mere historisk, end det er nu.
Men når jeg spørger, hvorfor det skulle stoppe her, taler jeg ikke kun om den kommende uge. Jeg taler om de kommende år.
Jeg har hørt flere sige, at det danske landshold aldrig ville få bedre chance for en semifinale end i år. Det tror jeg ikke på. Det er rigtigt, at mange af favoritterne er røget tidligt ud, men det er ikke noget nyt ved denne turnering. Der kommer faktisk regelmæssigt resultater og turneringer som i år – landsholdsfodbold er en uforudsigelig størrelse; selv for de bedste.
I forbindelse med researchen til aftenens kamp læste jeg op på kvartfinalen mod Tjekkiet i 2004. Dengang havde man håbet på endnu et resultat á la 1992, fordi mange favoritter faldt tidligt. ”Skulle miraklet indtræffe igen, så kunne det være nu,” skrev Tipsbladet skuffet, da Danmark tabte 3-0. Men der gik altså ”kun” 17 år, så havde landsholdet en mulighed igen.
Og det er bare tre år, siden Danmark tabte en VM-ottendedelsfinale til de senere viceverdensmestre fra Kroatien på straffespark. Dengang havde mange også set en motortrafikvej med retning mod finalen; den blev lukket på en tung aften i Nisnij Novgorod. Det viste sig bare, at det ikke var en once-in-a-life-mulighed. Chancen kom igen allerede i 2021, danskerne greb den. Hvis man bare har et godt hold, vil den slags opstå. Og det kan Danmark meget vel blive ved med at have.
Det går godt i dansk talentudvikling. U-landsholdene laver bedre resultater, end man har været vant til i årtierne bagude. U21-landsholdet er fast EM-deltager, noget der ville have været utænkeligt for halvandet årti siden. Så godt som alle klubber på højeste niveau i Danmark satser markant på at udvikle egne spillere, og flere af dem er endog rigtig gode til det.
Vi kan godt tillade os at håbe på, at den nuværende succes ikke skyldes en gylden generation af spillere, men at der fortsat vil komme profiler til landsholdet – selv om det bliver vanskeligt at erstatte uforlignelige ledertyper som Schmeichel og Kjær.
Jeg tror, at Danmark vil kunne nå langt igen allerede ved VM i Qatar i 2022. Det nuværende kuld kan godt blive ved halvandet år endnu. Og derefter er der et EM i Tyskland i 2024; bare tre år væk.
Der venter ikke en dommedag for det danske landshold, hvorefter alle muligheder for semifinaler, finaler og pokaler forsvinder. Det danske landshold vil også i de kommende år og årtier kunne gøre sig gældende på øverste niveau. De kommer ikke hver gang, selvfølgelig ikke. Dertil er Danmark for lille en nation, men der vil komme flere semifinaler udover de fire, som Danmark har nu. Det tør jeg godt love.
Men det betyder ikke, at vi ikke bare skal vinde det hele allerede i år.
