Video : Tipsbladet
EM

Blog: Den kamp skulle aldrig være spillet i Baku

Det var en fantastisk aften, da Danmark spillede sig i EM-semifinalen med sejr over Tjekkiet. Det havde været endnu bedre, hvis kampen var blevet spillet et andet sted end Aserbajdsjan.

Kun en kraftangstrengelse fra de danske fans betød, at der var noget, der mindede om stemning på Det Olympiske Stadion i Baku lørdag aften, da slog Tjekkiet med 2-1.

Baku er 3.000 kilometer fra Dueodde på Bornholm – det punkt i Danmark, der ligger tættest på den aserbajdsjanske hovedstad. Derfor var ufattelig imponerende, at 1.000 danskere med kun en uges rejseforberedelse havde fundet vej til byen ved Det Kaspiske Hav. Og de, der var kommet, sang og larmede som de eneste på det store stadion.

Jeg tror også, de havde en god dag og aften. Det så sådan ud, når man mødte dem på barerne og i parkerne inde i byens centrum. Og det lød sådan på stadion, helt særligt tydeligt da heltene inde på banen havde spillet sig i EM-semifinalen. Da fortrød ikke én den lange tur.

Der var til gengæld nok en del hjemme i Danmark, der ærgrede sig over at have fravalgt kampen. Man fortryder ikke de fodboldkampe, man tager til, plejer jeg at sige. Man fortryder dem, man bliver væk fra.

Det forlød, at der var 100 tjekker – de sad spredt og gjorde ikke væsen af sig. Der var velsagtens flere aserbajdsjanske flag end tjekkiske, for man skal ikke være mange minutter i Baku for at opdage, at flag er noget af det bedste, landet ved. Men heller ikke de lokale hørte man; bortset fra fra høje brøl ved målene, lidt lavere brøl ved store chancer og taktfaste klapsalver lige inden pausen.

Det danske spil kunne godt begejstre; selv i det der bestemt ikke er en fodboldnation. Men stadion var meget tættere på at være tomt end fyldt. Der kan sidde 68.000 tilskuere, til denne slutrunde måtte der være cirka det halve. Men der var kun 16.603 - og det føltes egentlig, som om der var endnu færre.

Der er mange årsager til, at Aserbajdsjan aldrig skulle have været EM-vært. For det første er landet et diktatur. Det er den vigtigste årsag. For det andet ligger det langt væk fra alt andet.

Der er to timers tidsforskel til Centraleuropa, hvilket vil sige, at de sene kampe er startet klokken 23, og at for eksempel Frankrig-Schweiz med forlænget spilletid og straffespark først sluttede hen ved to om natten. Det gav problemer for de danske fans, der gerne ville se EM-fodbold dagen inden deres egen kamp. Barerne lukkede ved midnat, og da manglede endnu en halvleg af Belgien-Italien.

Og for det tredje er Aserbajdsjan bare ikke et fodboldland. Der bor 10 millioner indbyggere, men aldrig har landsholdet været i nærheden af noget som helst. I kvalifikationen til det EM, de selv skulle afholde, fik aserbajdsjanerne ét point og sluttede sidst i en pulje med Kroatien, Wales, Slovakiet og Ungarn.

Landets største fodboldnavn nogensinde er Tofiq Bahramov; linjedommeren der godkendte Geoff Hursts berømte overliggermål i VM-finalen 1966. Og selv om Qarabag FK de senere år er begyndt at markere sig i de europæiske turneringer og blandt andet har slået FC København ud af Champions League-kvalifikationen, er det aldrig blevet til eksempelvis et avancement fra et gruppespil.

Danmark er i EM-semifinalen! Det er en aften, hvor koppen er halvt fuld med solvarm fadøl. Men alligevel... Forestil jer, hvis denne kamp var blevet spillet nogle timers køretur fra den danske i stedet for 50 timer. Eller endnu bedre: Hvis EM var blevet spillet i ét land, så danskerne kunne været rejst ud til gruppespillet og ikke være vendt hjem igen endnu.

Der er ikke ret mange gode argumenter for at placere et EM i Aserbajdsjan. Der er en del suspekte. Og så er der den gamle UEFA- og FIFA-klassiker om, at man udbreder spillet og fodboldkulturen til nye dele af verden.

Man kan da håbe, at aserbajdsjanerne lærer noget af den imponerende indsats, som de medrejsende danskere leverede lørdag aften. Og jeg håber, at UEFA også tænker mere grundigt over, hvor man i fremtiden skal placere de allerstørste kampe.

Men jeg tvivler.

Edit: Bloggen er blevet opdateret, så det officielle tilskuertal fremgår.