Video : Tipsbladet
Generelle

AGF's transferønsker: Køb denne Superliga-bomber!

Hvilke spillere vil AGF-fan Rasmus Thomsen have ud denne sommer, og hvilke spillere vil han have ind? Det svarer Fanklubbens AGF-repræsentant på her.

AGF går en spændende sommer i møde. Der skal hentes forstærkninger, og der skal ryddes ud i overskudslageret. Og så synes jeg, at Stig Inge Bjørnebye bør forsøge sig med endnu et storsalg.

Af forstærkninger mangler AGF først og fremmest en angriber, der kan og skal tage kampen op mod Patrick Mortensen. Her håber jeg personligt på et køb af Alexander Lind i Silkeborg. Andre bud kunne være German Onugkha fra Vejle eller Wahid Faghir, som passende kan komme hjem til Jylland og få kickstartet karrieren.

Derudover ser jeg gerne, at AGF investerer i en yngre offensiv spiller med fart. Her kan man, ligesom i vinter, passende forsøge sig med Charly Nouck Hornemann fra OB igen.

Og til sidst, så håber jeg, at AGF forstærker sig på venstre wing back, hvor en drømmesigning vil være Casper Højer Nielsen. Christian Sørensen fra FCK virker også spændende.

Af spillere, der skal ud af klubben, kan der være en idé i at sælge Mikael Anderson, hvis tilbuddet er stort nok. Anderson er en profil for holdet, men skal der laves et storsalg, er Anderson nok det bedste bud. Derudover skal det måske være denne sommer, hvis det skal ske.

Ellers virker det oplagt, at Peter Bjur finder nye græsgange denne sommer. Uwe Rösler virker ikke til at have Bjur med i sine fremtidsplaner.

Og så virker det også sandsynligt med et salg af Eric Kahl. Svenskeren har aldrig rigtig slået igennem i AGF, og derfor ser jeg gerne et salg af Kahl. Dette vil også frigøre plads til eksempelvis Casper Højer eller Christian Sørensen.