Jeg var sikker på, han var død. Det var vi vist alle, var vi ikke det?
Han faldt som, man ikke falder, og han lå, som man ikke ligger, ikke medmindre noget er fuldstændig galt.
Og det var han jo også. Christian Eriksen var død. Jeg husker en finne, jeg mødte i timerne efter kampen. Hans landshold havde vundet, og så endda deres første kamp til deres første europamesterskab nogensinde. Det bliver ikke meget større.
Men som han sjoskede mod sit hotel langs Sortedam Dosseringen i København, hvor trækronerne blev revet rundt af den lune vind, lignede hans ansigt mit. Denne finne, en mand i 40’erne iklædt den blå-hvide nationaltrikot, skulle have gået arm i arm med sine landsmænd, skrålet op i den lyse nat, krammet og grint, fulde og lykkelige.
De skulle have fyldt irriterende meget på fortovene, gået i vejen for cyklister og holdt indre by vågen. Vi danskere skulle have været forbandede misundelige. I stedet var han alene. Han nikkede, smilte forsigtigt og hævede sin halvtomme øl. Ingen ord, men klar besked. 0-1 var ligegyldigt.
Men Christian Eriksen døde ikke. Han overlevede, og ikke engang bare det: I dag ligner han sig selv, han er sig selv, også som fodboldspiller, og på tirsdag er han tilbage i et fuldsat Parken (hvis han da ellers kommer sig fra sin coronasmitte), 289 dage efter Finlandskampen og den forskrækkelse, der på sin egen perverse måde blev begyndelsen på en fuldstændig uforglemmelig sommer.
Hans tilbagevenden kommer på et prekært tidspunkt. For bare få måneder siden var der stadig ingen, der var sikre på, at han ville komme til at spille fodbold igen. Alligevel kan det være svært at finde den helt rette grimasse.
Danmark har i mellemtiden kvalificeret sig til verdensmesterskaberne i Qatar til november-december, og i sit comeback-interview med DR Sporten gjorde Eriksen det klart, at han bestemt regner med at være med i truppen. Kasper Hjulmand planlægger åbenlyst også efter det. I sig selv er det fantastisk, men Brentford-spilleren konfronterer os samtidigt også med et besværligt spørgsmål: hvad stiller vi op med landsholdsbegejstringen, når vi samtidig ikke vil acceptere landsholdsfodboldens politiske præmis i disse år?
Fra kedeligt til kult
Jeg er vokset op med et dansk herrelandshold, man selvfølgelig holdt med, men som man ikke rigtig holdt af. Bevares, en slutrunde kan gøre underværker, og da hele Skolen på Duevej fik fri i morgentimerne til at se Danmarks kampe ved VM i Japan og Sydkorea i en fyldt gymnastiksal, var jeg da akkurat så duperet, som et syvårigt fodboldbarn nu engang kan være.
Den sommer købte vi Thomas Sørensens mosegrønne målmandsdragt i Unisport på Vesterbrogade.
Jeg måtte have den, selvom den var alt for stor. Men egentlig husker jeg mest brokkeriet, både på avisernes spisesedler og hjemme i stuen: Dennis Rommedahls indlæg var dårlige, Jon Dahl Tomasson var langsom, Morten Olsen var stædig, og hvorfor fanden gad spillerne aldrig sige noget til pressen, der bare var en lille smule interessant?
Det hjalp næppe, at det var i en tid, hvor den europæiske klubfodbold endegyldigt lod sig sluge af den globale sportskapitalisme.
Som pengene blev større, gjorde prestigen også. Real Madrid købte David Beckham, Ronaldinho skød med stivtå på Stamford Bridge, José Mourinho blev til The Special One, pludselig dukkede Cristiano Ronaldo og Lionel Messi også op, og snart var landskampsterminerne ikke selvstændige attraktioner, men småirriterende afbrydelser fra den rigtige fodbold, klubfodbolden.
Nogle gange var det som om, at spillerne selv havde det på samme måde. Min far fortalte om sommeren 1992, 80’er-landsholdene – især 80’er-landsholdene – og om om de ikoniske landskampsaftener foran billederørsfjernsynet i min farmor og farfars stue på Classensgade, få hundrede meter fra Idrætsparken, eller på den billige langside inde på selve stadion. Jeg forstod nok, hvad han snakkede om, men mærkede det ikke. Der var et element af pligt over forholdet til min barndoms landshold.
Vi fulgte dem, fordi selvfølgelig; Fodbold er fodbold, landsholdet er landsholdet og Danmark er Danmark, men det var ligesom også det. Den sande gnist manglede.
Vi er et andet sted i dag. Kasper Hjulmands landshold er mere kult end kedeligt og mindre nølende end nærværende. Det handler selvfølgelig om EM-sommerens suveræne resultater, der så ovenikøbet blev fulgt fornemt op i efterårets kvalifikationskampe.
Om Pierre-Emilie Højbjergs tårer, og Mikkel Damsgaards knækskud, Joakim Mæhles gennembrud og Kasper Schmeichels enhåndsredninger. Men det handler åbenlyst også Christian Eriksens kollaps i Parken den 12. juni.
Han klarede den, og vi klarede den – både resten af holdet og alle os, der kiggede måbende på udefra. Få bånd er stærkere, end dem, der bliver knyttet af kollektive traumer.
Og hvor den den europæiske klubfodbold for tyve år siden var i færd med at etablere sig som sportens ubestridte autoritet, er de store ligaer i dag havnet i en slags legitimitetskrise. Det sportslige niveau er ikke til at tage fejl af. De bedste klubturneringer giver den bedste fodbold, nu mere end nogensinde.
Men glansen er ikke desto mindre falmet. Over kontinentet breder der sig en fornemmelse af, at billetpriserne er for høje, pengene for beskidte, spillerne for skabagtige, stemningen for steril og klubbosserne for distancerede, især efter planerne om European Super League blev offentligt kendt for et års tid siden. Landsholdene, derimod, lyder det, har stadig en autenticitet over sig.
Det kan sagtens bare være en forløjet forestilling, men det synes unægteligt at være i den retning, at fodboldopinionen bevæger sig for øjeblikket. Nu er landsholdsfodbolden dog så langt fra en øde ø, heller ikke selvom den måtte opleves sådan.
Den er ikke et ubesmittet vakuum, og derfor er der også noget dybt paradoksalt over det danske landsholds aktuelle position. Sjældent har det været mere populært, og sjældent er opbakningen kommet med mere tvivlsomme reminiscenser. Jeg tænker selvfølgelig på verdensfodboldens hang til Store Mænd med ondt i demokratiet og især VM i Qatar senere på året.
Upopulære Qatar
For et år siden svarede 44 procent af danskerne i en Megafon-måling, at Danmark bør boykotte slutrunden. 39 procent mente, at landsholdet bør deltage, mens de sidste 17 procent ikke havde nogen holdning.
Og i februar i år viste en rundspørge foretaget af Tænketanken Europa, at 53,6 procent af befolkningen går ind for, at det officielle Danmark som minimum må holde sig væk fra verdensmesterskaberne i Golfstaten.
I det hele taget har få lande, hvis noget overhovedet, haft en ligeså opvakt Qatar-debat, som den vi har haft her i landet det seneste års tid.
Weekendavisen har opfordret til boykot på avisens forside, Superliga-fans har gjort det samme på tribunerne, vrede borgere har gjort det i et borgerforslag, og minsandten om Kulturministeriet ikke også er begyndt at røre på sig, efter Ane Halsboe-Jørgensen er rykket ind på ministerkontoret.
I den brede offentlighed er det nu velkendt, at forberedelserne til slutrunden i Qatar har kostet tusindvis af afrikanske og asiatiske migrantarbejdere deres mest grundlæggende frihedsrettigheder, i ikke så få tilfælde endda selve livet.
Regimet i Doha påstår ganske vist, at de har indført historiske arbejdsmarkedsreformer, og FIFA-præsident Gianni Infantino er heller ikke sen til at hylde det, han mener er sheikernes progressive kurs, men vi har stadig til at gode at se, at der er tale om andet end uforpligtende papirreformer, ene og alene formuleret for at lukke munden på det internationale samfund og ikke med henblik på at skabe egentlige forandringer.
Alligevel var der fuldstændig proppet i Parken til efterårets VM-kvalifikationskampe, og det vil der altså også være, når Serbien kommer til København på tirsdag. Altså: Vi elsker vores landshold, vi hader den politiske økonomi, de er fanget i. Den slags ambivalens er et gennemgående, historisk træk ved den sportslige samtale. Allerede den svenske forfatter Per-Olov Enquists ikoniske hammerkastroman Sekundanten fra 1971 har dobbeltheden.
Den emmer af uforfalsket kærlighed til sporten samtidig med, at der bliver sukket over, hvordan kapitalens kræmmere er ved at suge de sidste rester reel sportsånd ud af konkurrencerne. Om ikke andet virker det som et særligt tidstypisk træk ved tidens internationale topfodbold, som det danske landshold på den måde tager del i.
Vi kan kalde det for fodboldens Heidegger-problem. I årevis har filosoffer diskuteret om, man kan skelne mellem den tyske fænomenologs banebrydende tænkning og hans nazistiske tilbøjeligheder: Kan man læse hans værker uden at blåstemple hans politiske sympatier?
Der er på sin plads med en beslægtet debat i det 21. århundredes fodbold. I en tid, hvor autoritære (og nu også krigsførende) regimer køber sig indflydelse gennem sporten, har fascinationen det med at slå om i forfærdelse.
Modsætninger?
Det danske landshold tydeliggør måske problemet, nu når den store opbakning til Kasper Hjulmands hold på en eller anden måde skal forenes med den store modstand mod det kommende VM, men i sin grundessens var det allerede til stede ved europamesterskaberne i sommer. I de uger overgav vi os fuldstændig til den sorgløse glæde, selvom man kunne have stillet de samme kritiske spørgsmål til slutrundens videre kontekst.
Den mindede nemlig forbavsende meget om Qatar-slutrundens. Man kan gå så langt som til at sige, at EM kun var en europæisk begivenhed for så vidt, at det var europæiske lande, der deltog, og kampene blev spillet i europæiske byer.
Sponsorerne sørgede for, at heller ikke denne slutrunde kunne sige sig fri af den slags sportswashing, vi snakker om i forbindelse med VM i Qatar. Elektronikvirksomheden Hisense, techfirmaet Vivo, betalingstjenesten Alipay, det sociale medie TikTok, alle fra Kina, flyselskabet Qatar Airways – og den russiske energigigant Gazprom, stod på reklamebanderne og blev nævnt i TV-reklamer, og understregede dermed, at fodboldens demokratiske underskud kun kan forstås og bekæmpes, hvis man går systemisk til værks.
Vi kan sagtens stille skarpt på Qatars mesterskab – vi skal – men kampen for en mere ansvarlig og solidarisk fodbold er et maraton, ikke en sprint. Den hverken begynder eller slutter med verdensmesterskaberne næste år. Det er ikke et argument for at slække på Qatar-kritikken.
Tværtimod er det et argument for at brede den ud, at afqatarisere den og også anvende dens perspektiver på de dele af sporten, der ellers ser tilforladelige ud. Takket været et institutionaliseret svigt blandt sportens magthavere, der har ladet sig forføre af blodige penge, er de det slet ikke. Glæde og skepsis
Det danske landsholds nuværende succes og popularitet kan have en opbyggelig funktion i den forbindelse.
Det ligger lige for at tænke den sportslige begejstring og den politiske bekymring som indbyrdes modsætninger; enten giver vi os hen til spektaklet og tilbyder os selv for de sportsvaskende magter, eller så sætter vi foden ned, slukker for fjernsynet, går i haven eller i skuret og lader fodboldens beslutningstagere forstå det på den hårde måde . Men landsholdseuforien behøver ikke være en billigelse af de kræfter, der finansierer showet.
Den kan ligeså vel være en påmindelse om, hvorfor kampen for en mere solidarisk og ansvarlig fodbold, rent faktisk er værd at bruge krudt på. Man vinder ingen kampe, hvis man ikke jævnligt bliver mindet om, hvad det er, man kæmper for, og hvorfor det overhovedet er, man kæmper. Især ikke i en fodboldverden, hvor Qatars tilstedeværelse på sin egen groteske vis nærmest fremstår som et grundvilkår ved sporten.
Den er blevet selvfølgeliggjort, og vi skal gøre alt, hvad vi kan for at af-selvfølgeliggøre den. En anden fodbold er mulig.
Det lyder måske banalt, men det kan ikke understreges nok. I den marxistisk inspirerede kapitalismekritik – fra Slavoj Zizek til Frederic Jameson – er det en ofte gentaget pointe, at det er nemmere at forestille sig jordens end kapitalismens undergang. Kapitalismen, siger de, fungerer netop ved, at den slører vores evne til at tænke i alternativer.
Noget lignende er på færde i dagens fodbold, og i en omskrivning af Zizek og Jameson kunne man sige, at det lige nu er nemmere at forestille sig sportens undergang end sporten uden Qatar. Golfstaten er over det hele – Boca Juniors, Bayern München, Paris Saint-Germain, UEFA, FIFA, you name it – men det behøver de ikke at være.
Vi må alle bekæmpe vores indre fatalist og insistere på, at den demokratiundergravende, menneskerettighedskrænkende fodbold ikke står skrevet i stjernerne, og at der findes et alternativ.
Landsholdets øjeblikkelige folkeappel skal dermed ikke nødvendigvis forstås som en accept af ublu kommercialisme og autokratisk politisering, potentielt tværtimod.
Da Christian Eriksen faldt om, levede op igen, nationen samlede sig, og Danmark få uger senere stod i en historisk EM-semifinale på Wembley mod England så vi, at fodbold så langt fra er ligegyldig staffage, men et forpligtende fællesskab, som vi død og pine må værne om.
Og det var tiltrængt efter halvandet års uinspirerende pandemibold, hvor man af og til skulle anstrenge sig for at finde ind til den oprigtige indlevelse.
Vi må aldrig glemme fodboldens geopolitiske virkelighed, aldrig trække på skuldrene af systematiske menneskerettighedskrænkelser, og lade os sluge af fatalismens sådan er det jo. Men det er ikke farligt at juble hæmningsløst, male dannebrog på kinderne og bruge for mange penge på popcorn og pølser i stadionboderne.
Omvendt er det oplevelser som dem i Parken i sommer og i efteråret, forhåbentlig også på tirsdag, der lige netop får os til at forstå, at fodbolden har alt, alt for store kvaliteter til, at vi bare sådan kan tillade, at den bliver reduceret til et magtmiddel for autokratier. Hverken i Qatar eller andre steder.
Debat boostet af landsholdet?
Spørgsmålet er, om den danske Qatar-debat havde været ligeså vedholdende, hvis slutrunden ikke var faldet sammen med en generations mest populære landshold?
Ville modstanden mod Golfstatens værtsskab være ligeså indædt, hvis vi ikke havde haft fornemmelsen af, at det gør den nyvundne kærlighed til vores landshold mindre legitim? Hvis nu landsholdet havde tabt og tabt og i øvrigt heller ikke havde tag i befolkningen, ville debatten så ikke være strandet tidligere?
Måske, jeg ved det ikke. Men dette kunne godt være landsholdets sande raison d’etre i dette mørke udsnit af fodboldhistorien.
Kasper Hjulmand og spillernes velmente, men forblommede udtalelser om Qatars værtskab rykker ikke noget. “Spillerne skal vise, hvem de er”, messer landstræneren igen og igen. Okay, fint nok, men de er og bliver fodboldspiller, og fred være med det. DBU-formand Jesper Møllers bidrag til det nordiske fodbolddiplomati har bestemt også sine begrænsninger.
Uanset intentionerne bag “den kritiske dialog”, man må forstå, han og resten af unionen fører, fægter han en mere eller mindre forgæves kamp.
Nej, det største fodboldpolitiske potentiale må næsten ligge ude på tribunerne – blandt alle os, der lige nu oplever hvilken gave det er at have et landshold, der både spiller blændende fodbold og samtidig er i trit med befolkningen, og som nægter at lade de største oplevelse kompromittere af slyngelpolitik. Christian Eriksens comeback er rigeligt smukt i sig selv. Han var død, nu er han levende.
Men det kan blive endnu smukkere, hvis der ud af hans kollaps, EM-minderne og den fortsatte landsholdssucces viser sig at vokse en bred, folkelige vilje til at gøre op med den internationale topfodbolds depraverede tilstand. Der behøver ikke være noget mistænkeligt ved, at man jubler over en dansk scoring, selvom der står Qatar Airways og Gazprom på bandereklamerne.
Hvis bare begejstringens energi kan omsættes til et sportspolitisk engagement, og hvorfor skulle det ikke kunne det?
