Troels Bech blev præsenteret mandag som sportsdirektør, og Björn Wesström blev fyret som fodbolddirektør.
Det er svært for mig at kloge mig på, om det bliver godt eller skidt med Bech. Som udgangspunkt er jeg dog positiv.
Hvad kan vi så forvente? Ja, indtil videre er det jo kun “snak”, men hvis vi skal tage Troels’ ord til troende, bliver det et arbejdsomt OB-hold, vi får at se, faktisk meget lig OB’s U-hold. Troels Bech bruger selv ord som knokkelfedt og sved, og tildels blod - såfremt blodet er modstanderens.
Tonny Hermansen på akademiet bruger selv sætningen “man skal kunne kende et OB-hold, også hvis de spillede i bare maver”.
Så jeg håber og tror, at akademiet bliver grundstenen - nogle ville sige fundamentet.
Så har vi en 12-15 spillere, som jo rejser - nogle valgte selv at tage bagudgangen, andre kan gå med rank ryg.
Oprykning SKAL ske i første hug, alt andet er en skuffelse. Jeg håber dog også, at tiden på anden klasse bruges klogt.
Jeg håber, Thorborg fortsætter, men at han og de “ikke-fodbold-kyndige” træder et skridt til siden og giver plads til “fodbold-kyndige”.
Så kan Troels Bech f.eks. tegne de store strategiske linjer og være i OB til sin pension om 15 år (eller noget!). Så kan Jimmi Nagel tage sig af transfers og ligende.
Hvordan de kommer til at styre det sportsligt og strategisk, er jeg ikke kyndig nok til, men de kan jo kigge på andre, hvordan de gør.
Jeg håber, de kommer til at satse på folk, der kender Superligaen og i særdeleshed OB.
Det kommer jo helt sikkert til at betyde en slankning af organisationen, og de personer kan jeg kun ønske alt det bedste! Jeg er sikker på, de har gjort det ypperste for OB.
God vind til dem!