Video : Tipsbladet
Generelle

Hvidovres transferønsker: Vil handle i BIF og FCK

Hvilke spillere vil Hvidovre IF-fan Mikkel Larsen have ud denne sommer, og hvilke spillere vil han have ind? Det svarer Fanklubbens HIF-repræsentant på her.

Jeg kunne personligt godt tænke mig, at vi hev nogle af de “gamle” Hvidovre-drenge tilbage til vores klub. Men da pengene fortsat er små i klubben, og pengene ikke ligefrem vokser på de fredede træer på Sollentuna Allé så er det vel nærmest så godt som umuligt.

Men derfor har man vel stadig lov til at drømme lidt. Louka Prip, der lige nu spiller i tyrkiske Konyaspor, og Mathias Hebo, der til dagligt spiller i polske Cracovia.

Mit sidste bud vil jeg kigge i retningen af, hvad vi har haft succes med de seneste par år. Leje af unge spillere fra topklubber, som ellers bare sidder på bænken. Det har fungeret med spillere som Magnus Westergaard, Andreas Pyndt og senest Thomas Jørgensen, som kommer en enkelt sæson og brænder ligaen af.

Så hvorfor ikke forsøge at gentage denne succes? I den forbindelse er der i min optik flere flotte navne, man kunne kigge på, som kunne være interessante for os som klub. Af navne vil jeg nævne Emil Højlund (FCK), Oscar Højlund (FCK), Oscar Schwartau (BIF) eller Emmanuel Yeboah (BIF). Spillere, der efter min mening får alt for lidt spilletid i deres respektive klubber, og som jeg gerne så brænde 1. division af i den røde trøje næste sæson.

Hvem bør vi så skille os af med?

Da vi i HIF ikke besidder den bredeste trup, så vil jeg ikke smide nogen på porten, som der evt. har niveauet til en startplads. Skulle jeg pege på to, så var det to af dem, som allerede har taget afsked med klubben.

Adrien Kappenberger, som vi hentede i Hobro i sommer, var vel et decideret fejlcast. Matchet mellem spiller og klub var der simpelthen bare ikke. Men en fantastisk fyr, og jeg ønsker ham alt det bedste i Hillerød fremadrettet. Den anden er Morten Voldby. Han slog desværre aldrig igennem i HIF og har stort set siddet på bænken siden sin ankomst i 2022.

Den sidste, jeg vil pege på, er en spiller, som jeg synes, vi bør sende af sted på en lejeaftale. Mathias Andreassen. Ung gut med et kæmpe potentiale. Han skal ud og brænde sin energi af i en række eller to under os. Han får alt for lidt spilletid i HIF efter min mening, og det hjælper ikke ligefrem på hans fremtidige karriere. Afsted med ham et år og lad ham banke en helveds masse mål ind, så vi får ham tilbage med en masse selvtillid i bagagen, så bliver han guld værd for klubben de næste mange år!