Der var gang i den, da England og Colombia mødtes i ottendedelsfinalerne forleden dag. På banen blev der tacklet igennem, og mange dommerkendelser blev fulgt med mundhuggeri, tumult og skænderier.
Det er en tendens ved denne slutrunde; alle dommerkendelser ser ud til at være til diskussion, og der bliver gestikuleret og diskuteret i høj grad – hvad enten det gælder små frispark midt på banen eller grove forseelser i feltet. Dommerens autoritet synes mindre end nogensinde, og alt er til debat.
Det gælder imidlertid ikke kun på banen, men også udenfor.
For mens colombianere og englændere havde godt gang i diskussionsklubben, føg argumenterne også på de sociale medier, hvor der var særlig kritik af Colombias stil og opførsel på det grønne græs i Rusland. Men der var også den klassiske debat om debatten; nemlig om det var okay at have et bestemt synspunkt på et bestemt emne.
”Kan vi prøve at komme over Colombia-spillernes opførsel i går? Det er som om, det er helt uhørt, at et hold raser over et straffespark imod dem i en enormt vigtig kamp. Ja, de brokkede sig for meget, men på twitter lyder det jo som historisk usportslighed. Chill,” lød det fra en Twitter-bruger som et ekko af snart sagt alle de debatter, der har været under slutrunden. Og der har været mange.
For argumenterne flyver på kryds og tværs, og det handler om alt fra dommerkendelser over trænerbeslutninger og trup-udtagelser til spillerpræstationer. På godt og ondt.
I 2018 foregår en VM-slutrunde således ikke kun på banen – den foregår i høj grad også på de sociale medier, på sportsbarerne og i podcasts over hele kloden. Der er meningsmaskiner over alt, og som fodboldelsker er der konstant noget at tage stilling til.
Tidligere på året udgav det danske medie Zetland en interessant tekst om fodboldspillets vokseværk, hvor man blandt andet så nærmere på, hvor meget snakken om spillet efterhånden fylder.
”Interessen og medieopmærksomheden er overvældende. Måske så overvældende, at postyret uden for banen trumfer spillet på banen,” forklarede skribenten Oscar Rothstein i introen til det lange indlæg, som kan læses her.
For aldrig har der været så meget snak, diskussion, analyse, hype og fokus på en fodboldspillet – og aldrig har det været så åbent og tilgængeligt. Og da VM er den største fodboldbegivenhed af dem alle, vil opmærksomheden og diskussionerne også være større end alt andet.
Det er lige før, at debatten fylder mere end selve spillet. I løbet af den seneste uge er der på twitter registreret over seks millioner tweets med det internationale hashtag #worldcup alene, mens vi i Danmark snart runder 8.000 tweets under hashtagget #vmdk – også på en uge. Det er tusinde danske VM-meninger om dagen. Og så er der alle de tweets, som ikke udkommer med hashtag. Plus Facebook, Instagram, læserbreve og alle de andre kanaler, hvor man kan udtrykke sin holdning. Ikke alt kan være lige fornuftigt.
I bund og grund er jeg stor fan af de sociale medier, og jeg kan snart ikke se en kamp længere uden at have twitter åben ved siden af. Faktisk tror jeg, at jeg har brugt mere tid på at læse tweets og artikler om VM end på at se selve kampene ved slutrunden.
Men der er også en bagside. For det er ikke alle holdninger, der egner sig til at blive udbasuneret, retweetet og læst af andre. Tonen er blevet hårdere, mere direkte og rå. Det gælder alle dele af samfundet, og dermed også i fodboldverdenen.
Men selv de hårdeste Serie 4-omklædningsrum i Sydhavnen kan virke som pussenussede ammestuer, når man læser de mest bidske og hadske kommentarer på de sociale medier. Og det er et problem.
Egentlig kan jeg jo være ligeglad, men det kan spillerne ikke. Jeg har før skrevet om det store pres, som fodboldspillerne er under i disse år. Jeg kan godt forstå, at folk som Per Mertesacker har haft behov for at kaste op før en kamp for at komme af med nerverne. For konsekvenserne ved nederlag er store – og folkets dom er hård.
Som den engelske Guardian-journalist Sid Lowe har fomuleret det:
"Give a man a mask and he will tell the truth. Give a man a user name and he will act like a total twat".
I Colombia har spillere fået konkrete og alvorlige dødstrusler oven på nederlaget til England – og det endda i et land, hvor Andrés Escobar blev myrdet i 1994, fordi han begik selvmål under en VM-kamp mod USA, som førte til colombiansk exit.
Mesut Özil og Ilkay Gündogan blev lagt for had efter Tysklands VM-exit; blandt andet på grund af deres muslimske baggrund og deres besøg hos den tyrkiske præsident.
Men også i Danmark har vi mærket den ballade og det had til en enkelt spiller, der kan komme i kølvandet på en VM-skuffelse. Nicolai Jørgensen blev således svinet til på det groveste efter hans kiksede straffespark mod Kroatien, som blev afgørende for den danske VM-skæbne. Han lagde selv et billede på sin egen Instagram-profil og udtrykte sin skuffelse oven på VM-farvellet, men det druknede hurtigt i hadske kommentarer fra mange forskellige brugere. Der var sågår dødstrusler iblandt, hvilket fik DBU til at reagere med politianmeldelse. Helt på sin plads; der må være en grænse.
Der har før været danske syndebukke i sportens historie, men aldrig har kritikken været så voldsom. Jesper Olsen er da blevet konfronteret med sin tilbagelægning fra 1986 et par gange i sit liv, men jeg tror aldrig, at han har modtaget dødstrusler eller blevet kaldt landsforræder. Det har Nicolai Jørgensen.
Naturligvis følger der et pres og noget kritik med, når man er fodboldspiller. Og jeg ved også godt, at de får mange penge og dagligt skal leve med at kunne præstere under stort pres. Men det betyder ikke, at man skal finde sig i alt. Jeg talte engang med en fodboldspiller, som ivrigt læste med på et debatforum i den klub, han spillede for. Efter en god kamp læste han en tråd om sig selv, hvor der var masser af rosende ord. De første ni indlæg var positive, men det tiende var negativt ladet med en relativt grov kritik af ham. Og det kunne han ikke slippe. Siden da læste han aldrig med på sådanne fora igen.
Et andet eksempel er OB-spilleren Kenneth Emil Petersen, der i dag er en af de mest populære Superliga-spillere på twitter. Også han valgte i efteråret 2016 og foråret 2017 at tage en pause fra det sociale medie på grund af den kritik, han modtog for sit fodboldspil.
”Jeg havde brug for at træde lidt væk. Der var mange negative meldinger, og der var mange, der havde behov for at skrive negativt til mig. Det skal de have lov til, og kan man ikke tåle sådan noget, skal man ikke være der. Derfor valgte jeg også at trække mig lidt tilbage,” sagde han i et interview, jeg lavede med ham til Jyllands-Posten i vinter.
I dag er det næsten umuligt for fodboldspillere at undgå at få hældt ukvemsord i hovedet efter en dårlig præstation. For selvom man ikke selv er aktiv på de sociale medier, kan man alligevel blive konfronteret med kritikken – eksempelvis via artikler, der er baseret på de mest barske kommentarer.
Nicolai Jørgensen brændte et straffespark. Det var næppe med vilje. Men alligevel har han mærket, hvad dommere, meningsdannere og politikere har oplevet gennem en årrække efterhånden: En utilstedelig tilsvining og kritik mod folk, der egentlig bare forsøger at passe deres arbejde. I langt de fleste tilfælde efter bedste evne.
Og så er vi tilbage til udgangspunktet: Alt bliver diskuteret, og der bliver sat spørgsmålstegn ved. Det er helt fair. Det også helt fair at have kontroversielle synspunkter.
Men der må være en grænse. Også selvom der lige nu er VM i fodbolddebat.
