Mens vi venter på et hidsigt vindue: 10 store transfertemaer
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Generelle

Mens vi venter på et hidsigt vindue: 10 store transfertemaer

BLOGINDLÆG: Superligaens efterårssæson er afsluttet. Nu venter en hektisk januar måned samt fem afgørende kampe, inden slutspillet venter. Superligaens klubbosser får travlt.

Det er den tid på året.

Når der skrues ned for aktiviteten på græsset, skrues der op for blusset på ledelsesgangene i landets Superliga-klubber. Og da dommer Jakob Kehlet fløjtede af for kampen mellem Viborg og OB mandag aften, fløjtede han samtidig transfer-sæsonen i gang.

Ganske vist åbner det danske transfervindue først den 5. januar, men de første handler er allerede på plads, og spekulationerne er også i fuld gang på diverse sociale medier, debatforum og medieplatforme. 

Således også i disse spalter. Senere i denne uge skyder tipsbladet.dk gang i en artikelserie, hvor vi analyserer transferbehovet hos hver enkelt Superliga-klub. Og der er nok at tage fat på, for fornemmelsen herfra er, at vi går et hidsigt transfervindue i møde. 

Efter vinterpausen er der kun fem spillerunder til at rette op på efterårets fejl og mangler, inden slutspillet går i gang med en række opslidende og afgørende kampe for de involverede klubber i både top og bund. Derfor skal landets Superliga-klubber stå bedst muligt rustet, når transfervinduet lukker den 31. januar ved midnatstid.

Og der er mange, der forventes at levere et aktivt transfervindue: FC Midtjylland ligger sjældent på den lade side, FC København har mistet sin største profil, SønderjyskE skal have ny træner, der muligvis også vil have nye spillere og så er der alle klubberne i nederste halvdel af Superligaen. Både Esbjerg, OB, AaB, AGF og Viborg har haft en skuffende sæson og må forventes at tilføre nyt blod i håbet om at skrabe nok point sammen i foråret til at undgå de drabelige playoff-kampe om overlevelse i slutningen af sæsonen. 

Det kan derfor blive et heftigt transfervindue - også selvom januar sjældent byder på lige så meget aktivitet som om sommeren. 

Herunder vil jeg givet et bud på 10 temaer, der bliver interessante at følge i januar-transfervinduet. 

Kongens efterfølger i København
Blandt FC København-sympatisører bliver Thomas Delaney kaldt 'Kongen af København'. Han er væk nu og på vej til Bundesligaen, og selvom der er dygtige midtbanespillere i FCK-truppen, er det oplagt, at der kigges efter en afløser. Det skal være en stærk en af slagsen, så det bliver interessant at se, om Ståle Solbakken og kompagni præsenterer en kommende Superliga-profil i løbet af måneden. 

Terror-Ted renser ud
I Holland gik Esbjergs sportsdirektør Ted van Leeuwen under navnet 'Terror-Ted'. På vestkysten kommer han på en stor opgave, når han skal rydde op i en fejlsammensat spillertrup, der har underpræsteret det meste af efteråret. Hollænderen har varslet et meget aktivt transfervindue, så det kan godt ende med fem spillere ud og fem spillere ind i Esbjerg. Vi må se, hvad der kan lade sig gøre, når 'Terror Ted' renser ud. 

Gang i den i Steinleins saloon
FC Midtjyllands seneste mange transfervinduer har været som en westernfilm med helte, skurke og masser af action, og mon ikke der igen kommer gang i Claus Steinleins saloon i løbet af januar? Kristoffer Olsson har allerede skudt med skarpt og synes på vej væk, og så plejer FC Midtjylland at være garant for en opsigtsvækkende tilgang i løbet af et transfervindue. Det kan sagtens ske igen oven på et skuffende efterår.  

Det store OB-problem
OB er måske den klub i Superligaen, der har mest behov for at styrke sig på en bestemt position. Fynboerne har haft meget svært ved at score mål, og klubben bør være på jagt efter en angriber i januar. Det vil i hvert fald være et tema, som klubbens ledelse må forholde sig til helt frem til lukningen af transfervinduet. 

Silkeborg-stjernens næste skridt
Robert Skov er en af dansk fodbolds mest spændende talenter, og han har leveret en stærk efterårssæson. Derfor er der også interesse for ham fra andre klubber, og med kontraktudløb til sommer, bliver det spændende at se, om han får afklaring på fremtiden i løbet af januar, hvor han må forhandle frit med andre end Silkeborg. 

Nye mursten til Brøndbys katedral?
Brøndbys Troels Bech har udtalt, at man som sportsdirektør skal tænke langsiget på samme måde, som når man bygger katedraler. I det perspektiv er januarvinduet interessant i Brøndby. Profiler som Hany Mukhtar, Christian Nørgaard og Andrew Hjulsager kan alle forlade klubben til sommer, hvor lejeaftaler og kontrakter udløber, så enten skal Brøndby forlænge disse aftaler eller også skal man allerede i januar begynde at finde deres afløsere. 

En styrmand til Viborg
Mikkel Rask har sagt farvel til Viborg, og klubben skal derfor have en ny forsvarsspiller. Mere væsentligt er det dog at finde en ny leder og anfører, for Rask var som kaptajn en vigtig brik på Johnny Mølbys mandskab. Kan Viborg finde en ny styrmand, der kan lede klubben væk fra sidstepladsen i Superligaen? 

Et nyt kæmpesalg i Farum?
Navnet Marcus Ingvartsen kan meget vel blive et tema i løbet af januar-transfervinduet. Han har ganske vist lige forlænget sin kontrakt, men kan FC Nordsjælland sige nej, hvis der kommer et stort tilbud fra en interessant klub? Næppe. Farum-klubben har solgt angribere for et stort beløb i de seneste to transfervinduer. Det er ikke sikkert, at det sker i januar, men Ingvartsen er en spiller, der bliver holdt øje med. 

Balancegang i Aalborg
Det startede udmærket, men AaB's efterår har samlet set været skuffende. Sportsdirektør Allan Gaarde har antydet, at holdet skal forstærkes, og det er vigtigt at ramme plet. Sommervinduet bød på en række udskiftninger i AaB-truppen, så nu er det en balancegang for Gaarde og kompagni: Henter man for meget ind, bliver truppen for stor, og er man for passiv, kan omverdenen også tvivle på AaB-truppens kvalitet, når foråret kommer. 

Gemt guld til Aarhus?
AGF har ansat ny sportschef i Peter Christiansen, der afløser Jens T. Andersson. Manden, de kalder 'PC', var i sin tid som Randers-sportschef god til at finde gemte guldklumper som Kasper Fisker, Mikael Ishak og Kalle Johnsson i henholdsvis 1. division, Italien og Holland, som siden blev Superliga-profiler. I Aarhus håber de, at han kan gøre det samme i AGF. En PC-handel er som oftest en interessant handel.