EM-blog: Den store slagsangs-bonanza

I weekenden blev musikvideoen til Nik & Jays landsholdssang ”Vi vandt i dag” offentliggjort. Det medførte den sædvanlige blanding af hån, skuldertræk og massevis af kommentarer på diverse debatfora med mere, for det er efterhånden sædvane i Danmark, at de officielle fodboldslagsange skal få en i bedste fald blandet modtagelse i befolkningen.
Sådan har det ikke altid været, engang havde Danmark en stolt tradition for slagsange, som befolkningen lappede i sig i takt med, at landsholdet også vandt hjerter i den ganske nation. Det var dengang, Shu-bi-dua var tæt på at skulle indspille landsholdets EM-slagsang i 1984, men det endte med at blive Frank Arnesen, der blev frontman i en uforglemmelig landeplage to år senere. Mere om det senere.

For historien om fodboldslagsange og slutrundehymner går langt tilbage.

Følg Tipsbladets Martin Davidsen på Twitter

Som fodboldnørd har undertegnede altid gået usundt meget op i spillet på det grønne græs, men hvis der er noget, jeg næsten har været lige så interesseret i, er det de fodboldsange – mere eller mindre bøvede – der har fulgt verdens mest populære sport gennem mange, mange år. Derfor skal dette skrift ikke bare ses som en gennemgang af diverse danske og internationale fodboldsange, men som nogle tanker, overvejelelser og minder om en mærkværdig disciplin, der har været en del af fodboldverdenen i mere 50 år.

Man kan dele fodboldsange op i flere kategorier. Der er dem, som fansene syner på stadion. Der er klubsange som efterhånden enhver klub på bare nogenlunde højt niveau har. Der er uofficielle hyldest-sange. Der er officielle landsholdsslagsange. Og så er der de sange, som de internationale fodboldforbund laver i forbindelse med EM- og VM-slutrunder. Det er de sidstnævnte, denne blog handler om.

Fra Chile til Polen
I 1962 lancerede det internationale fodboldforbund FIFA en ny trend i forbindelse med VM-slutrunden i Chile. For første gang nogensinde blev en officiel slutrundesang indspillet. Det var det chilenske rock/jazz-band Los Ramblers, et 20-mands-orkester, der stod bag den lette og glade spansksprogede ”El rock del Mundial”.

Fire år senere fulgte England trop med den lidt tossede, lalleglade ”World Cup Willie,” som vel egentlig handler om turneringsmaskotten i fodboldens eget land, og lige siden har der ved stort set hver VM-slutrunde været en sang, der skulle være med til at markedsføre den verdensomspændende landsholdsturnering – og der gik ikke mange år, før UEFA hoppede med på vognen. 
For de internationale fodboldforbund har det altid været vigtigt at have en sang, der relaterede til det sted, den respektive slutrunde blev afviklet. Som FIFA-præsident Sepp Blatter sagde i forbindelse med offentliggørelsen af Sharkiras senere monsterhit ”Waka Waka” ved VM i 2010:
”Waka Waka repræsenterer, hvad fodboldfans kan forvente i Sydafrika: Livlighed, power og dynamik. Det repræsenterer den fodboldfestival på fire uger, som vi alle skal være vidner til i Sydafrika. Intet repræsenterer glæden ved fodbold bedre end musik, specielt, når det er en sang, der er så fuld af energi og dynamik som Waka Waka,” lød det fra fodboldlederen i 2010.

De senere år er de officielle slutrundesange fra UEFA og FIFA ellers blevet mere og mere strømlinede – nogen vil sige kedelige – selvom netop Shakiras ”Waka Waka” fra VM i 2010 af mange blev fremhævet som en af de bedste slutrundesange gennem tiderne og som nævnt blev et stort hit. Ellers har det været en blandet fornøjelse, og det seneste bud fra Polen og Ukraine – Oceanas ”Endless Summer” er et eksempel på, at UEFA ‘s officielle slutrunde-sange sjældent er det store sus. De skal helst ikke være grænseoverskridende, for sarkastiske eller lignende. Derfor bliver det en strømlinet gang pop tilsat en video med glade fans, som ”skaber historie sammen”, hvilket er UEFA’s slogan for EM-slutrunden anno 2012. Tysk-amerikanske Oceana havde da også haft sange som nummer ét på hitlisterne i både Ukraine og Polen, inden hun blev valgt som sangerinde til den officielle EM-sang. Det hjælper uden tvivl på salget.

”Vi er svenska fotbollsgrabba”
Så er det anderledes med de respektive fodboldforbund, der gennem tiden har vist, at de godt tør at tage sjove, underholdende og til tider kontroversielle valg, når det drejer sig om landets fodboldslagsang.
Som i så mange andre tilfælde har fodboldens eget land, England, været foregangsmænd på dette punkt. Ifølge det, jeg har kunne grave frem i diverse arkiver, var det i forbindelse med VM-slutunden i 1970, at den første officielle landsholdssang fra det engelske landshold kom frem. ”Back Home,” hed den, og den kan sagtens være en inspiration for de hundredevis af slagsange, der siden hen er blevet produceret i adskillige lande. Den indeholder klassiske slagsangssætninger om at drage af sted og gøre fædrelandet ære. Hvilket er lige præcis det, fodboldslutrunder handler om. ”Back Home” blev et stort hit i England, hvor den i tre uger i marts 1970 lå nummer ét på UK Singles Chart, hvor også Beatles, Elton John og adskillige kunstnere gennem tideerne har taget plads. Fodboldmusikken var altså en succes fra dag ét – og derfor kom det til at danne skole. Til gengæld er det paradoksalt, at Englands seneste slutrundetriumf var i 1966 – hvor der ikke var nogen slagsang tilknyttet landsholdet. Måske var det derfor, at der efter hittet i ’70 skulle gå 12 år, før England igen forsøgte sig med en slagsang ved VM i 1982, hvor Kevin Keegan blandt andre var med i koret efter at han selv havde haft et singlehit med nummeret ”Head Over Heels”.

At gode slagsange ikke er lig med gode slutrundepræstationer har dog ikke holdt andre massevis af andre nationer fra at kaste sig ud i den ædle kunst, hvor et mere eller mindre kendt musiknavn synger slagsang med landsholdet som kor.
Allerede i 1974 havde Sverige en slagsang (”Vi er svenska fotbollsgrabba”) med bagagen, da de tog til VM i Vesttyskland, det samme gjorde de i 1994 med sangen ”När vi graver guld i USA”, hvor svenskerne endte med at finde bronze.
Alle ovennævnte sange er det, man kan kalde ‘ganske almindelige’ slagsange, der ikke skiller sig væsentligt ud fra den store mængde. Det er der til gengæld andre, der gør.

Klinsmann, Brehme og Village People
Vi befinder os selvfølgelig i begyndelsen af det farverige, glade årti: 90’erne. Der var ingen finanskrise, der var ingen mur gennem Tyskland og der var ikke nogen amerikanske tårne, der var blevet angrebet af terrorister. Der var med andre ord plads til smil og glade dage. Således også i fodboldslagsangene, der ikke længere kun var guf for ører, men også for øjnene. For i løbet af 1980’erne blev diverse fodboldslagsange suppleret med musikvideoer – til stor glæde for os nostalgikere, der kan bruge timevis på YouTube en fredag aften i stedet for at tage til Distortion, på bar eller i biffen.
På netop YouTube kan man finde et par mindeværdige videoer med det tyske landshold. Før VM i Italien i 1990 havde tyskerne allieret sig med den østrigske tidligere Eurovision-vinder Udo Jürgens, og i videoen kan man se et træningsdragt-klædt tysk landshold give den gas med instrumenter og det hele i nummeret ”Wir sind schon auf dem Brenner”. Billederne fra videoen er fantastiske. Man kan opleve Andreas Brehme forsøge sig på tamburin, en anden landsholdsspiller spille akustisk guitar og endelig en fjollet Jürgen Klinsmann, der ser ud til at more sig rigtig godt under indspilningen af sangen og videoen.
Om sangen var med til at gøre forskellen er tvivlsom, men Tyskland vandt som bekendt VM i 1990 på baggrund af et fodboldspil, der var tusinde gange kedeligere end den underholdende musikvideo. Og skulle man tro, at det ikke kunne blive mere fjollet, så blev man klogere i 1994, hvor Tyskland drog til VM i USA. Lad os tage et kig på ingredienserne:
Montager med store amerikanske motorkøretøjer? Tjek. Et tysk fodboldlandshold iført grønne træningsdrager? Tjek. Klip med mål fra tyske landskampe? Tjek. Tilfældige billeder med ameikanske turistmål? Tjek.
Allerede her lyder det godt, men som et ekstra, uforudsigeligt krydderi har man valgt at smide det farverige amerikanske disco-gruppe Village People ned i gryden, der tager sig ud som et festfyrværkeri af vaskeægte halvfemser-kitch.
”Far away in america,” hedder nummeret – og det er virkelig langt ude at se det her 70’er-orkester iført polititøj, håndværkerkluns og indianer-outfit synge en popsang i selskab med et tysk fodboldlandshold, hvor Jürgen Klinsmann ejendommeligt nok igen ser ud til at være den, der har det allersjovest af alle.

Da fodbolden kom hjem
De tyske musikvideoer er bare et par af flere højdepunkter i halvfemsernes fodboldslagsangs-repertoire. For i 1996 stemplede England atter ind med det, der muligvis er et af fodboldhistoriens mest ikoniske musiknumre. For i 1996 kom fodbolden hjem til sit moderland, da England skulle afholde EM-slutrunden 30 år efter man havde været vindende vært ved VM i 1966.
Derfor lød omkvædet ”football’s coming home” i sangen ”Three Lions”, der blev lidt af en landeplage i 1996 – og stadig kan høres på engelske radiostationer, når det er slutrundetid.

Musikeren Ian Broudie stod for musikken, og så tog komikerne David Baddiel og Frank Skinner sig af lyrikken. Det blev en markant succes og medførte også tre uger som nummer et på UK Chart og nåede endda også en 16. plads på den tyske hitlise.
Sangen er i mine øjne en af de bedste slutrundesange nogensinde. Længe troede jeg, at den var officiel sang for selve EM-slutrunden, det er den ikke, for det var den noget mere anonyme ”We’ere in this together” med Simply Red. Det gør den nu ikke ringere, at det ikke var den officielle EM-slagsang.

Udover et velklingende, melodisk udtryk, der har noget tribune-chant over sig, er teksten forrygende. Der er referencer til Bobby Moores tackling ag Jairzinho ved VM 1970, til Gary Linekers mål mod Tyskland ved VM i 1990 og til Bobby Charltons scoring mod Mexico ved VM 1966. Store engelske fodboldøjeblikke, som tilmed blev tilsat smukke kommentatorbidder fra engelske TV-kommentatorer gennem tiderne.
Lige så mange gode referancer, der er i sangen, lige så mange anekdoter er der tilknyttet den. En af dem har danske rødder. Ifølge den engelske Wikipedia-side om sangen udgør Brøndbys fans en del af lydmosaikken i nummeret, idet fansene efter sigene blev optaget under klubbens tur til Anfield Road i efteråret 1995, hvor Brøndby slog Liverpool ud af UEFA Cuppen.
Som nævnt blev ”Three lions” et kæmpe hit, men det lykkedes altså ikke England vinde EM på hjemmebane. Det blev i stedet Tyskland – hvilket fik Jürgen Klinsmann til at gribe mikrofonen ved den officielle tyske fejring af EM-triumfen hjemme i Tyskland og bryde ud i netop ”Footballs coming home”.

Følg Tipsbladets Martin Davidsen på Twitter

Om det var derfor, at der blev lavet en re-make af sangen i 1998 før VM i Frankrig, vides ikke, men det er ikke desto mindre tilfældet. Sangen er om muligt endnu bedre, for nu tæller den også referencer til det smertelige straffesparksnederlag til netop Tyskland ved EM i ’96. Musikvideoen er desværre fjernet fra YouTube, men den er fantastisk. Ikke kun fordi der er legendariske fodboldklip af blandt andre Southgates’ afbrænder mod Tyskland, men særligt fordi der bliver spillet en kamp mod Tyskland, hvor samtlige tyskere har en trøje på med Kuntz bagpå – en henvisning til Stefan Kuntz, der spillede en stor rolle i semifinalen i 1996. Og så slutter videoen netop med Klinsmann, der synger sangen i 1996 som europamester.
”Three Lions” anno 1998 var ikke den officielle engelske VM-sang i 1998 – det var Spice Girls’ ”On Top of The World”, men alligevel var det ”Three Lions”, der toppede hitlisterne i ’98.
I 2010 blev ”Three Lions” genindspillet for tredje gang, da samme crew, der stod bag nummeret i 1996 atter blev samlet – og suppleret af komikeren, skuespilleren og sangeren Brandon Russel samt verdensstjernen Robbie Williams i en ny udgave af sangen. Det blev ikke et lige så stort hit, men nåede alligevel en 21. plads på UK Charts – 1996-udgaven kom ind på tiendepladsen samme år.

Danske slagsangs-slagere
Man kan argumentere for, at de internationale fodboldsange nåede sit foreløbige klimaks i midten halvfemserne. For dansk fodbold-musik-historie skal vi endnu længere tilbage: 1980’erne.
Gunnar ‘Nu’ Hansen tyvstartede i 1984, da han klædte Danmark på til EM-slutrunden i Frankrig med noget, der ligner Danmarks første rap. ”Nu Rap,” hedder sangen, hvor den legendariske sportsjournalist sidder i et studie og læser rappen op ved mikrofonen, mens et par letpåklædte piger danser og synger omkvædet ”We are red, we are white, we are Danish Dynamite”. Sangen var ikke officiel slutrundesang for Danmark, for det var først to år senere, at man begyndte på den slags, selvom man allerede i 1972 kunne opleve et dansk landshold synge i kor med Flemming Anthony forud for OL i München.

Det var ”Re-Sepp-Ten”, der for alvor banede vejen for en stor dansk slgasangs-tradition. Historien er velkendt. Michael Bruun skrev en melodi, Ekstra Bladets læsere skrev en masse vers og rim, og det hele blev klistret sammen af TV-værten Jarl Friis-Mikkelsen. ‘Re-Sepp-Ten’ blev indspillet i et studie med Frank Arnesen som forsanger og resten af landsholdet som kor. Desuden optrådte to musikere som gæste-solister: Sangerinden Maria Charlotte Gad, senere kendt som Dodo, og Henrik Stanley Møller – kendt som ‘Onkel Stanley’ fra orkestret Danser med Drenge.

Hvad der ikke har været skrevet meget om siden firserne, er, at det danske poporkester Shu-bi-dua to år tidligere var på tale til at skrive den danske EM-sang anno 1984. Således kunne man læse i Tipsbladet inden EM1984, at Shu-bi-dua var udset til at indspille en slagsang for landsholdet.
Det er sjovt at forestille sig, om VM-sangen var blevet lige så populær med d’herrer Michael Bundesen og Michael Hardinger som bagmænd og frontfigurer i en landsholdssang. Det må blive ved spekulationerne, for det blev som bekendt aldrig til noget. I stedet blev ”Re-Sepp-Ten” et af de største hits i dansk musikhistorie. I løbet af tre uger solgte man 100.000 eksemplarer, og kort tid efter var rekorden på 118.000 singler slået – ”Re-sepp-ten” blev altså den mest solgt i dansk pophistorie, og også i Sverige blev der langet massevis af plader over disken.
Omkvæddet kender vi: ”Vi er røde, vi er hvide, vi står sammen side om side” – og versene er en mærkværdig blanding af eventyrreferencer og en hyldest til den danske roligankultur. Der er ikke meget om, hvor stærkt det danske landshold egentlig var i 80’erne. Det er med andre ord 1980’ernes danske fodboldkultur kogt ned til fem minutter og 24 sekunder. Som forfatteren Joakim Jakobsen bemærker om teksten i sin roste bog om firserlandsholdet ”Tynd Luft”: 
”Dækkende og præcist, ja. Vel også sjovt. Men sangen forekommer alligevel forkert, når den nu var rettet mod det fantastiske landshold, som lige nøjagtigt havde likvideret alle de danske undskyldninger og særregler. Sangen virker forfejlet i sin kuede gemytlighed, når Danmark nu i 1986 stod med verdens drabeligste og bedst spillende landshold.”

Jakobsens verbale angreb på sangen ændrer dog ikke på, at ”Re-Sepp-Ten” er den mest populære, danske slutrunde-sang til dato. Det til trods for, at der to år senere kom endnu en fremragende dansk sang på gaden. ”En for alle, alle for en” er en anden meget populær slutrunde-sang, hvor Frank Arnesen igen synger for i selskab med firserbandet Rocazino. Det mest fantastiske ved EM-sangen anno 1988 er videoen, der indeholder utrolig mange underholdende detaljer:
Michael Laudrup vader ud i en swimmingpool med en getthoblaster over den ene skulder, Flemming Povlsen forsøger at tage Morten Olsen ved næsen og hele landsholdet fremstår samlet temmelig bøvet med grimt firseroutfit til at supplere hørebøfferne  i den klassiske slagsangs-video, hvor der også er det sædvanlige fokus på studiets mikserpult.

1988-sangen er det bedste eksempel på, at en sjov og glimrende slutrundesang ikke er ensbetydende med sportslig succes. Og måske er det også på grund af 88-holdets ringe præstationer ved EM, at ”En for alle, alle for en” ikke har nået samme højder på popularitetsskalaen som ’86-slagsangen.
Som sangskriveren Martin Brygmann – der stod for den danske EM-sang i 2000 – konstaterede i et interview med Tipsbladet i 2010:
”Det handler ikke kun om sangen i sig selv. Det er også det uden om. Den skal også spille med resultatet, som Re-sepp-Ten gør det. Den del havde vi ikke med os, var det ikke 0-9 i målscore, det sluttede med,” sagde Brygmann med henvisning til Danmarks forfærdelige EM 2000, hvor det blev til tre nederlag og 0-10 i målscore.
De danske slagsange når næppe op i 1986-klassen igen. Ligesom landsholdsspillerne, der har forsøgt sig i kølvandet på ’86-holdet, står musikken også i skyggen af det folkelige og fantastisk sjak med Arnesen, Leby og Elkjær i spidsen.
I 2002 prøvede man med et fodbold-melodi-grand-prix, i 2004 fusionerede man Birthe Kjær, B-Boys og Safri Duo, og i 2010 prøvede Nephew med en ny stil i 2010. Alt sammen uden held, men med en del kritik til følge. Selvom Nephews ”Danish Way To Rock” virker både melodisk,  stemningsfylgt og solgte op mod 30.000 singler, er 2010 mere karakteriseret ved det enorme antal af uofficielle sange, der blev smidt på YouTube af diverse sang-snedkere, der mente at kunne gøre det bedre end Simon Kvamm og kompagni.
Senest har Nik & Jay altså forsøgt sig, men heller ikke dengang er reaktionerne fra folket så imponerende. Det er også som om, at beslutningstagerne omkring de danske – og internationale – slutrundesange prøver at tage nogle allerede populære og store musikere til at lave en fodboldsang. I stedet for at gøre som ‘gamle dage’, hvor ukendte Dodo fik chancen i studiet. Også i videosammenhæng har de seneste år bydt på en ny stil, der giver et mere professionelt, nærmest militaristisk look frem for firsernes festlige og glade landsholdsspillere. Er det i virkeligheden det bedste bevis på den retning, landsholdet og DBU har bevæget sig i gennem en årrække?

Humlen ved den aktuelle slutrunde-slagsangs-problematik er nok, at der ikke findes en opskrift på, hvordan man laver den perfekte fodbold-slagsang, hvad enten det gælder de nationale forbund eller de store organisationer. Martin Brygmann er inde på det i interviewet med Tipsbladet i 2010:
”Det er som om, at fodboldsange skal blive til i andre sammenhænge. Som Jump på Brøndby Stadion eller You’ll never walk alone på Anfield. De er jo ikke skrevet til fodbold. Folk skal selv opfinde dem og tage dem til deres hjerter.”

PS:

For at gøre et langt blog-indlæg endnu længere tillader jeg mig at bringe tre bud på nogle danske og internationale fodboldsange, hvor enten musikken eller videoen gør dem mindeværdige.

Udenlandske:

Italien ’04
Det er vidunderligt at se, hvordan Totti, Gattusso og Del Piero optræder på slap line og med en kæmpe portion selvironi i denne sang inden EM 2004.

Skotland ’98: Dont come home too soon
Et fremragende selvironisk nummer fra landet, der aldrig er gået videre fra gruppespillet ved VM.

Færøerne ’90: Reytt og blátt og hvítt
En lille fodboldnation, der først kom med i UEFA i 1990. Det blev fejret med en sang – og en sejr i første kamp over Østrig.

Danmark:

1988: En for alle, alle for en
Der er så mange ting ved den sang, man kan elske. Et udpluk: Arnesens stemme, Laudrups tur i poolen og Jesper Olsens falske solostrofe til sidst i sangen.

2010: Danish way to rock
En anderledes og ny type fodboldsang. Og så kom den efter seks års slutrundetørke, hvilket i sig selv var dejligt. En detalje: Michael Silberbauer har en hovedrolle i videoen, men kom ikke med til VM.

1996: Big boys in red and  white
En lidt glemt slutrundesang, som udforsker sangtalenterne hos folk som Mikkel Beck, Brian Steen Nielsen og Michael Schjønberg.

Følg Tipsbladets Martin Davidsen på Twitter