Derfor har OB skuffet: Problemerne begyndte for seks år siden

Den tidligere Superliga-træner og -spiller Keld Bordinggaard kom med en frisk bemærkning, da han i sidste uge var på besøg i Radio 24Syv's studie for at deltage i debatprogrammet Fodbold FM. Debatten handlede om FC Nordsjællands arbejde med at skabe et hold baseret på god talentudvikling, og Farum-klubbens sportschef Carsten V. Jensen var i gang med at forklare, hvordan man kombinerer fy-ordet 'proces' med at skabe resultater. Det var i denne forbindelse, at faldt en kæk bemærkning fra Keld Bordinggaard.

- Nu når man snakker om tid, tillader jeg mig lige at sparke et perspektiv ind fra Fyn. Der har vi ventet i seks år på at få et top seks-hold. I har haft otte måneder. Det kan godt være, at omgivelserne synes, at I spiller violiner, men det tager tid. Hvis vi kan acceptere seks år på Fyn, kan I også accepterer 18 måneder i Nordsjælland.

Det var selvfølgelige en reference til Bordinggaards tidligere klub OB, hvor han spillede 1980'erne og 1990'erne – blandt andet med et dansk mesterskab i 1982 til følge. For det har været en resultatmæssig meget mager periode på Fyn, siden det seneste sæt sølvmedaljer blev hængt om halsen på OB-spillerne i foråret 2011. Man skal så langt tilbage for at forklare, hvorfor der stadig tales om tålmodighed og skuffende resultater, når det handler om OB. For længe kan fynboerne vente endnu?

Siden det sidste sæt sølvtøj er OB blevet bedømt med udgangspunkt i netop det. Ligesom FC København konstant har skulle måle sig med fordums 2010/11-succeshold, har målestokken til det fynske fodboldflagskib været de tre sæt sølvmedaljer fra 2009 til 2011. For dengang havde OB jo den position, som alle klubber ønsker sig: Positionen som førsteudfordreren til FC København, et tilskuersnit på over 10.000 tilskuere og en stærk økonomi.

Men forudsætningerne i OB har som bekendt ændret sig markant siden de glade sølvår, og det samme har de interne forventninger. I forbindelse med fyringen af Lars Olsen og Kim Brink lancerede OB sin strategi om at bruge færre penge på transfers og flere af klubbens egne talenter. Klubben havde dog en forventning om, at den stadig kunne være en del af toppen af dansk fodbold, men sådan er det absolut ikke gået. Lad os bare tage placeringerne siden da: 10-10-8-9-7. Med andre ord: Blød mellemvare.

Og med den aktuelle placering som nummer 10 efter en undervældende begyndelse på sæsonen, bliver Bordinggaards og de øvrige fynboers tålmodighed testet igen. For det kan meget vel være, at omverdenen må vente længere endnu, før potentialet atter forløses på Fyn.

Hvis man skal kigge på OB's aktuelle sæsonstart og den stormomsuste færd i Superligaen de senere år, skal man begynde den 13. september 2010. Det er præcis seks år siden i dag, hvor disse linjer skrives. For det var dagen, hvor OB's sportslige ledelse blev sat fra bestillingen. Træner Lars Olsen og sportsdirektør Kim Brink blev fyret, mens assistenttræner Viggo Jensen overgik til en rolle som scout. Det var en massiv mængde knowhow og klubkultur, der blev sagt farvel til, og der er sagt og skrevet meget om årsagerne. Alligevel kan vi godt ridse dem op:

Resultaterne i kalenderåret 2010 havde været for svingende i Superligaen. Træningskulturen og disciplinen på holdet var præget af kliker og forskelsbehandling fra trænerside. Der blev ikke længere solgt spillere til store beløb, så klubben ikke kunne slå mønt af de høje lønninger til folk som Peter Utaka og Eric Djemba-Djemba. Der skulle med andre ord bygges en ny kultur i klubben, og OB's bestyrelse havde altså sine gode grunde til at skifte ud i den sportslige ledelse.

Problemet var imidlertid, at man ikke havde afløserne klar. Først efter et halvt år blev den forhenværende fysiske træner Henrik Clausen udpeget som ny permanent cheftræner, og der gik endnu længere tid (14 måneder), før Poul Hansen blev præsenteret som sportsdirektør. Heri ligger noget af forklaringen på OB's problemer de seneste mange år.

For selvom Henrik Clausen sikrede holdet sølvmedaljer i 2010/11-sæsonen og førte klubben i Europa League-gruppespillet, havde han overtaget et hold, hvor problemerne var de samme. Der var stadig disciplinære problemer, og eksempelvis midtbanemanden Kalilou Traoré satte sig over holdet på en træningslejr, hvor han låste sig inde på et værelse og ikke kom ud i mere end et døgn. Nogle spillere havde svært ved at se den tidligere fysiske træner som chef, og da først resultaterne begyndte at gå imod OB, kom de førnævnte problemer fra Olsen-tiden op til overfladen igen. Derfor måtte OB igen sadle om i sommeren 2012, hvor Troels Bech blev ansat efter et mellemspil med Poul Hansen som midlertidig vikar.

I den sommer blæste der virkelig friske vinde over Ådalen. Med Poul Hansen og Troels Bech som charmerende, åbne og optimistiske ansigter udadtil kom der en helt anden stemning omkring OB. Der kom flere unge spillere i truppen, men sommerens transfervindue bød også på nogle fejlinvesteringer, der siden har kostet OB dyrt. Folk som Cedric N'Koum og Mohammed Diarra slog aldrig til i OB, og sidstnævnte hævede sin løn i klubben i fire sæsoner frem til kontraktudløb denne sommer.

Men det så egentlig ud til, at OB var på rette vej i løbet af efteråret 2012. Da holdet gik på vinterpause i december 2012, lå det på fjerdepladsen, og man havde indtryk af, at OB var genrejst. Truppen rummede en kombination af nogle udenlandske spillere Kristzian Vadocz og Espen Ruud, unge talenter som Daniel Høegh og Rasmus Falk samt rutinerede danske spillere som Anders Møller Christensen og Jesper Christiansen. Nogle af disse ramte dog et stort formdyk i foråret '13, hvilket også fik konsekvenser.

Samtidig kom Poul Hansen til den erkendelse, at han ikke passede ind i jobbet som sportsdirektør, så han forlod klubben og efterlod en tom stol, så cheftræner Troels Bech skulle dobbeltjobbe i et hektisk halvår. Han har sidenhen fortalt, at særligt foråret 2013 var hårdt, og at det var en for stor mundfuld at skulle være både cheftræner og sportsdirektør i samme klub.

- Set i bakspejlet skulle jeg ikke have sagt ja til det, sagde Troels Bech i 2014 til tipsbladet.dk.

Der var flere ting, der ikke gik som de skulle i OB foråret '13, men det betød meget, at klubben ikke fik besat posten som sportsdirektør i tide. OB sluttede som nummer ti for anden sæson i træk, og da Jesper Hansen, der tidligere havde været et emne til posten, kom til som sportsdirektør i sommeren 2013 begyndte en oprydningsfase, der reelt først sluttede tre år senere – denne sommer i 2016, hvor de sidste rester af en fejlsammensat trup forlod klubben.

Og det var ikke kun på spillersiden, men også i staben, at der blev skiftet ud. Meldingen fra Jesper Hansen var, at der skulle bygges noget nyt op med et langt, sejt træk, hvor kontinuiteten var et fokuspunkt, men sådan er det ikke gået. Den massive udskiftning er fortsat. Og her er vi i min optik inde ved kernen i OB's problemer de sidste fem-seks år: Der har været alt for megen udskiftning i både spillertrup og stab, og derfor har det taget meget lang tid for OB at vende tilbage til toppen af dansk fodbold. Oprydning og kontinuitet går sjældent hånd i hånd, og det har været svært for OB at køre på en motorvej, som man har skulle asfaltere samtidig.

Udskiftninger har der været nok af siden 2010. De fire sportsdirektører har vi været inde på. Kent Nielsen er den sjette cheftræner i OB siden 2010/11-sæsonen begyndte. I samme periode har der også været flere forskellige assistenttrænere tilknyttet, og særligt afskeden med populære Flemming Povlsen blev ikke godt modtaget af mange trupmedlemmer. Man har også skiftet fysisk træner og mentalcoach. Lars Bjerring er den målmandstræner nummer fire i perioden. Den nuværende scout Ole Nielsen sidder på en post, hvor både Steen Nedergaard og Erik Larsen har været i perioden. Administrerende direktør Thomas Christensen måtte sygemeldes og forlade sin stilling undervejs. Og så har jeg ikke engang opremset de folk, der er blevet skiftet ud i talentafdelingen – senest med talentchef Uffe Pedersen, der stoppede i klubben efter adskillige år og blev erstattet med Tonny Hermansen. Nogle udskiftninger har været påtvungne af forskellige årsager, men det bidrager til samme billede: Der har været mange kokke igennem køkkenet, selvom bestyrelsesformanden Niels Thorborg har været den samme hele vejen og som storaktionær har postet mange millioner i klubben.

Selvom truppen i dag er håndplukket af Kent Nielsen og Jesper Hansen, er den manglende kontinuitet på ledelsesplan også en af årsagerne til, at OB har været så lang tid om at komme tilbage til toppen. Vi almindelige lønmodtagere ved også, at det kan gå ud over kvaliteten, hvis det hele tiden er nye ledere, der skal sætte kursen.

Måske har man i løbet af årene undervurderet den opgave, OB stod overfor. Både ved fyringen af Olsen/Brink og de efterfølgende gange, der er blevet ændret på de forskellige poster. Det var i hvert fald et af de bud, Troels Bech kom med, da han blev fyret i efteråret 2014 efter endnu en periode med dårlige resultater.

- Hverken ledelsen eller jeg havde set, at problemerne (i OB, red.) stak så meget dybere. Jeg tror, at mange havde håbet på, at det var en enlig smutter (i foråret '13, red.). Jeg mener så, at vi nu kan se, at det ikke var tilfældet. Der har været en række opgaver, der skulle løses på kort tid. Samtidig har vi haft enorm stor udskiftning.

Ove Pedersen kom til, og der blev tænkt kortsigtet resten af sæsonen, men ellers har man konstant ønsket ro og stabilitet i trupsammensætningen. Lige siden Jesper Hansens ankomst som sportsdirektør har han brugt ordet 'kontinuitet' som et mantra, men han har også selv erkendt, at det ikke er lykkedes. På grund af en blanding af svingende resultater, skiftende trænere, budgetter, der skulle tilpasses og kontrakter, der er udløbet, har sportsdirektøren hele tiden skulle starte forfra. Alene siden Kent Nielsens ankomst i sommeren 2015 har OB sagt farvel til 28 spillere, mens der er hentet 23 ind. Det er jo en hel trup, der er blevet skiftet ud.

Det er hverken Jesper Hansens eller Kent Nielsens skyld. For det første har der været et ønske om at bringe økonomien i balance, så Jesper Hansen har skulle slanke budgetterne, hvilket de seneste års regnskaber også har vist. I 2013 havde Odense Sport & Event et massivt underskud på 34 millioner kroner. I 2015 var det kun på 6,6 millioner.

Det skyldes blandt andet gode salg af Jesper Hansen, der har hentet transfersummer på blandt andre Kasper Larsen, Kenneth Zohore, Martin Spelmann og Daniel Høegh. Samtidig er der blevet hentet mange spillere på en fri transfer, og når OB i dag skal vurderes af omverdenen, bør man også huske på, at klubben i dag 'kun' råder over et budget på omkring 30 millioner kroner, hvor det tidligere var det dobbelte. Ifølge den seneste redegørelse i Tipsbladet for et par uger siden, har OB 'kun' det syvendestørste budget i Superligaen.

Alligevel kan man jo godt tillade sig at gøre det bedre, og OB's sæsonstart har været skuffende. Jeg selv havde inden sæsonen vurderet, at OB ville kunne blande sig i toppen af denne sæson. Indkøbene så fornuftige ud, for stort set alle tilgange kom fra klubber, der var sluttet i top seks i sidste sæson. Vi, der troede på OB, havde dog tilsyneladende undervurderet, hvor stor betydning en så massiv udskiftning har. Selvom Kenneth Emil Petersen, Rasmus Jönsson og Mathias Thrane kender Kent Nielsens tanker fra tidligere, skal de stadig vænne sig til en ny klub, hvor der i den grad mangler kulturbærere og folk, der har været faste medlemmer af førsteholdet gennem lang tid.

Da Rasmus Falk forlod OB denne sommer, forsvandt den sidste spiller fra sølvårene. I den aktuelle OB-trup er det nordjyden Jacob Barrett Laursen, der har været i klubben i længst tid. Han kom i sommeren 2013. 17 af truppens 22 spillere har maksimalt været i klubben i et år. Det betyder altså noget, når der ikke er nogen til at fortælle, hvordan man plejer at gebærde sig på træningsbanen og vinde fodboldkampe i en klub. Hvor er den rutinerede rygrad på OB-holdet? Hvor er OB's Mads Fenger, Rasmus Würtz, Thomas Delaney eller Thomas Kahlenberg? Selv i Horsens, Lyngby og Silkeborg har man folk, der kender livet i førsteholdstruppen ud og ind efter halve årtier i klubben. Det har man ikke i OB.

Der er brug for ledere – særligt når man spiller med et ungt hold. I sidste sæson stillede OB med det yngste hold i 20 år. Derfor er der også hentet erfaring ind i form af Kenneth Emil Petersen, Rasmus Jönsson, Joao Pereira Izunna Uzochukwu det seneste år. Men selvom Kenneth Emil Petersen er en leder og en god fyr, er det et klart tegn på, at en klub mangler ledertyper og kulturbærere, når et nyindkøb får anførerbindet i sin debutkamp.

Selvfølgelig er kontinuitet og lederskab ikke svaret på alt, og den hurtige forklaring på OB's skuffende sæsonstart handler også om manglen på en afløser for Rasmus Falk, der i sidste sæson blev stemt ind som nummer tre i afstemningen om Efterårets Profil i Superligaen. Den opgave er i sig selv umulig, for en klub af OB's størrelse kan ikke tiltrække en så dygtig spiller som den aktuelle landsholdsspiller og FCK-profil. Rasmus Jönsson er ikke slået til endnu, Mathias Greve har ikke forløst sit potentiale, og unge folk som Yao Dieudonne, Mathias Thrane og Joan Simun Edmundsson er endnu ikke færdigkogte profiler, selvom de også kunne spille positionen.

Det betyder også, at sidste sæsons topscorere Rasmus Festersen og Anders K. Jacobsen ikke har ramt samme målform. De to scorede til sammen 26 mål i sidste sæson. Indtil videre er det blevet til to i Superliga-sammenhæng – begge fra førstnævntes fødder. Men et kig på Superligaens officielle statistikker fortæller også, at OB producerede lige så mange skud på mål pr. kamp i sidste sæson som i denne sæson. Forskellen ligger i effektiviteten, hvor fynboerne i 2015/16-sæsonen scorede på 13 procent af sine afslutninger, er kun syv procent af skuddene, der er gået i mål i denne sæson. Det er væsentligt, når de skuffende resultater skal forklares.

Og lad os bare tage kampe en for en. Hvis vi er enige om, at uafgjort i Aalborg og en hjemmesejr over FC Nordsjælland er tilfredsstillende, mens man ikke kan forvente point i Parken mod FCK, er der fem kampe, hvor OB burde have fået flere point.

Hjemme mod Silkeborg dominerede OB kraftigt og brændte straffespark. Det var kun skarpheden, der manglede. Ude mod Lyngby førte OB 2-0 og burde have lukket kampen. Mod Esbjerg førte OB også 1-0, og en mere sammentømret trup med stærkere rygrad, havde ikke lukket et sårbart EfB-hold, der på det tidspunkt var uden sejre i ligaen, ind i kampen igen. Det er altså tre kampe, hvor der ikke skulle meget til, før OB havde vundet, men i stedet for ni point, gav det kun to. Hjemmekampene mod Viborg og Horsens gav sammenlagt ét, men her kan OB ikke på samme måde tilskrive det marginaler og manglende kynisme. Tilbage står imidlertid, at der ikke skulle meget til for, at OB havde haft det dobbelte antal point. Så havde klubben ligget i top seks, og så var dette blogindlæg ikke blevet så langt.

Så hvad gør OB nu, hvor der snart er spillet en tredjedel af grundspillet og top seks er langt væk? Rådet her fra er kedeligt: OB er nødt til at have tålmodighed og bevare troen på projektet, og så er vi tilbage ved Keld Bordinggaards citat fra indledningen. Det kan ikke nytte noget at begynde at spekulere i fyringer af den ene eller anden træner eller direktør. Truppen er indkøbt til præstere de kommende år. Nu skal den spilles sammen, og det sker ikke, hvis man igen kaster en håndgranat ind i omklædningsrummet i form af en trænerfyring, et direktørstop eller en ny udrensning i truppen.

Duoen Kent Nielsen og Jesper Hansen arbejder godt sammen, deler mange af de samme tanker om fodbold og sidder med styrepinden i OB nu. Det ville være dumt at sparke en af dem ud nu. Truppen rummer mange spillere med kontrakter frem til sommeren 2018 eller længere, og derfor kan de næste år bruges på at spillet holdet godt sammen, så man får de kulturbærere og profiler, der kan løfte klubben til næste niveau.

Tålmodighedskortet er det nemmeste at spille, men man skal huske på, at tid er en god valuta, når man ikke har samme transfermuskler som eksempelvis FC København og Brøndby. I de klubber kan man bedre tåle at skiftet meget ud i spillertrup, for der er naturligvis større chance for at ramme plet på transfermarkedet, når man har råd til bedre spillere. I den sammenhæng er det værd at huske på, at Kasper Hjulmand havde været en del af FC Nordsjælland i tre år, da han gjorde klubben til dansk mester. Kent Nielsen havde været fire år i AaB, da nordjyderne blev mestre. Og Glen Riddersholm var fire sæsoner om at rejse FC Midtjylland fra en sjetteplads til en førsteplads i Superligaen.

Men OB har selv undladt at tale om processer og udvikling. Den erklærede målsætning er at komme i top seks, så der skal spilles mesterskabsslutspil på Fyn til foråret. Derfor er bedømmelsen af OB også hårdere fra omverdenen nu, hvor det kun er blevet til syv point i otte kampe hidtil. Derfor er de sædvanligvis kritiske fans meget aktive på klubbens debatforum. Derfor er der kortere vej til en pibekoncert i Odense.

Og derfor er det en god idé for OB at begynde at vinde nogle fodboldkampe.