Jeg havde en af årets bedste fodboldoplevelser søndag aften i Østerskoven i Hobro. Som neutral tilskuer blev jeg revet med af charmen i vestkurven på stadion i Hobro, og selvom den slags ikke er populært at udbasunere som journalist, må jeg indrømme, at jeg kom til at holde med hjemmeholdet, der sensationelt vandt 2-0 over Brøndby søndag aften og spillede sig op på førstepladsen i Superligaen.
Jeg var nu heller ikke på plads i den interimistiske presseloge på stadionet, der hedder DS Arena på grund af sponsoratet fra Dansk Staal – eller Stålkongen, som ejeren Svend Møller Hansen bliver kaldt i Hobro og omegn. Jeg var i civilt på ståpladserne bag det ene mål sammen med min nordjyske svigerfamilie, der bor i Hobro og havde trukket mig med ud på Amerikavej til et stykke Danmarkshistorie: Den første Superliga-kamp i den lille himmerlandske by, hvor stadion blev presset fra start ved kun at have én indgang til alle de fodboldinteresserede indbyggere.
På forhånd var jeg blevet mobbet på grund af min spådom om, at Hobro rykker ud af Superligaen i denne sæson, og eftersom min svigermor har spillet 200 kroner på Hobro som dansk mester i år, skal man ikke tage fejl af selvtilliden, sammenholdet og troen på egne evner på de kanter. Jeg har tilbragt det meste af weekenden i Hobro, og stemningen i byen fik mig til inden kampen at sætte penge på Hobro som sejrherre mod Brøndby. Derfor var det på en måde logisk, at hjemmeholdet sejrede i Hobro søndag aften.
Der var så mange ting, der pegede på en Hobro-sejr. Hele byen var på den anden ende op til kampen, og selvom der findes mange Brøndby-fans i Nordjylland, har det lokale holds opstigning forandret noget. Alle kender hinanden i byen, og det har givet et fællesskab og en os-mod-verden-fornemmelse i hele byen.
”Er det en Brøndby-fan, det der? Nej, det er da Oles fætter. Sådan!,” som min svigermor begejstret udtrykte, da hun parkerede bilen kort før kampstart. Og inde på stadion mødte min svoger både Frederik fra børnehaven, Cocio-Martin og Schønne samt flere andre bekendte i mudderet, der omgav spillepladsen. Det fællesskab, som Brøndby er blevet fremhævet for i årtier, har eksisteret lige så længe i Hobro – og Brøndbys stjernespillere virkede ikke forberedte på de ydmyge rammer i skovkanten.
Det blev en forunderlig og skør aften. Da himlen åbnede sig og skybruddet sendte kaskader af regn ned over os, måtte vi flygte ud til hegnet under træerne, og der var nogen, der åbnede en container for at hive kasserede papkasser frem for ar have noget at dække sig til med. Personligt søgte jeg selv tilflugt i selve containeren, og dermed bød Hobro-kampen både min første kamp stående i flere år samt min første fodboldkamp set fra en container nogensinde.
Og der stod vi så med papkasser på hovedet, nogle i bar overkrop og andre med sorte plastiksække over sig og så fyraftensprofferne fra Hobro besejre de velbetalte københavnere. Omkring os gik folk i dyneveste og med bagvendt kasket eller med grimme, gule Hobro-trøjer. De gik med klapvogne, gummistøvler og grillpølser, og det hele mindede om en blanding af den årlige Ambu-byfest, en pokalkamp og musikfestival – især da ”Anders og Den Tonedøves” Hobro-hit ’Su-su-superliga’ blev spillet i pausen. . Det var de små mod de store, de fattige mod de rige og provinsen mod hovedstaden. Det var alle de ingredienser, Hobro havde brug for for at besejre Brøndby, og det var fantastisk at opleve.
Så mens Brøndby-fansene leverede forrygende opbakning bag det ene mål i kampens indledning, blev de mere stille som kampen skred frem. For de Himmerlands helte har taget røven på os alle sammen, og selvom de nok skal få det svært senere på sæsonen, lever de lige nu på hypen, euforien og glæden over den imponerende sæsonstart. De får en overnatning i Superligaen som nummer et. Det er imponerende, og det må man bøje sig i støvet og tage hatten af for.
Lige nu er Hobro IK hele Danmarks Hobro, og den slags fortællinger, Superligaen lever af.
Og da vi passerede en slukøret lokal Brøndby-fan på vej væk fra stadion, sagde min min bedre halvdel, der selv er fra Hobro, det, som alle i den selvbevidste himmerlandske by tænkte:
”Hvor er det åndssvagt at holde med Brøndby, når man bor i Hobro.”
